Vejstrup-Hejls Andelsmejeri 1888-1971


Vejstrup Hejls Andelsmejeri 1888-1971
af Inge Mortensen

I midten af 1800-tallet havde Danmark en god eksport af korn til udlandet, især til England. Men efterhånden forbedredes transportmidlerne over store afstande og der kom billigt korn fra Amerika, som udkonkurrerede den danske eksport. Mange bønder begyndte derfor at satse mere på kvæg og svinehold til fremstilling af smør, ost og bacon hvor der var bedre afsætningsmuligheder.

Fremstilling af mejeriprodukter var kvindearbejde, malkepigerne sørgede for mælken, og som regel var det husmoderen der stod for bearbejdningen til smør og ost. Mælken blev hældt i store kar, hvorefter man efter nogen tid med håndkraft skummede fløden af. Der blev eksperimenteret meget , f.eks. med nedkøling af mælken i vandkar i kælderen, eller omgivet af is, hvor dette var muligt. I 1880 var der et sådant ismejeri på Bygebjerg under Marie Finks ledelse.

De store gårde med mange kreaturer havde i mange år haft deres egne gårdmejerier med uddannede mejersker. Dette gav et ensartet produkt egnet til eksport. På Bygebjerg var der i 1880 40 køer så man kunne kærne smør hver dag. Kærnen blev drevet rundt af en hest i en hestegang og kærnemælken blev hældt fra, hvorefter mejersken tilsatte salt og æltede smørret.
I Hejls var der således gårdmejerier på alle de store gårde, Bygebjerg, Hejlsgård, Stavnsbjerg, Vargårde og Ballegård.
På de mindre gårde med få køer kunne det være svært at få fløde nok til smørproduktion og kvaliteten kunne være meget svingende, "bondesmør" blev det kaldt og man sagde endog at det af og til kun var egnet til vognsmørelse.

I 1878 blev mælkecentrifugen opfundet og blev hurtigt indført på herregårdsmejerierne og de såkaldte fællesmejerier , mejerier opført på private gårde. På Stavnsbjerg var der et sådant mejeri. Gården ejedes af Chresten Hanssen, Nørremølle, bror til H.P.Hanssen, den sønderjyske leder. Her fik man en Burmeister og Wain centrifuge, den blev drevet ved hestekraft!

En centrifuge var en dyr anskaffelse og hvis småbrugene skulle klare sig i konkurrencen måtte de gå sammen. Man kviede sig ved at sælge mælk til privatmejerierne, som jo selv beholdt overskuddet og kærnemælken.
Andelstanken blev således indført med en andelsforening til løsning af fælles problemer.

I Hejls og nabosognet Vejstrup var der mange små og mellemstore gårde og disse så en fordel ved at slutte sig sammen om et fælles mejeri for de to sogne. De fleste af de store gårde ville ikke være med, de havde jo deres egne gårdmejerier.
Man ved ikke hvor længe man i Hejls og Vejstrup havde arbejdet med tanken om at opføre et andelsmejeri eller "mælkeri", som det kaldtes dengang. Sammen med nabosognet Vejstrup blev der indkaldt til det første orienterende møde den 18.januar 1888 på Vejstrup kro. Her kunne man tegne sig som andelshaver og der blev nu valgt en bestyrelse til at udarbejde vedtægter og love for det fælles mælkeri.

Andelshaverne skulle bl.a. have en månedlig afregning for den leverede mælk der blev betalt efter fedtindholdet og de skulle aftage skummetmælken og kærnemælken til en fastsat pris til opfodring af kalve og svin. Der skulle så årligt være en fordeling af over eller underskud i forhold til den leverede mælkemængde.

Mejeriets øverste myndighed var bestyrelsen, som valgtes på generalforsamlingen på den måde at andelshavere med fra 1 – 6 køer havde én stemme, fra 6 – 11 køer gav to stemmer, osv., én stemme mere for hver fem køer. Således havde Hejlsgård 11 stemmer og ham med én ko havde én stemme. Dette princip blev afløst af almindeligt demokrati i 1904.

Der var meget den første bestyrelse skulle tage beslutning om. Der skulle købes grund og man valgte netop grænsen mellem de to sogne som stedet hvor der skulle bygges.Håndværkere skulle bestilles, maskiner købes og en mejeribestyrer ansættes, der må have været mange problemer at tage stilling til for bestyrelsen.
Den første bestyrelse kom til at bestå af gårdejere med gode forbindelser og som havde pengepungen i orden.
Fra Sjølund valgtes Christian Ravn, Sjølundgård, som blev den første formand for bestyrelsen.
Mathias Dall, Vejstrupgård
Andreas Bruhn, Vejstruprød
Anker Nygård, Grønninghoved.
Fra Hejls valgtes Niels Dall, Bæklund
Hans Dall, Kjær Mølle
Knud Krag, Trappendal

Det var bestyrelsen, som valgte og ansatte mejeribestyreren.

Som den første mejeribestyrer valgte man Rasmus Hansen fra Anslet mejeri. Han var fra Dråby på Mols og var udlært i handel i Århus og siden ved landbrug. Han kom til Stavnsbjerg til sin svoger Chresten Hanssen og her lærte han mejeridrift. Derefter blev han leder af mejeriet i Anslet for Finnemann, Ansletgård og herfra blev han så hentet til Hejls hvor han kom med til at indrette det nye mejeri.
I bestyrerens ansættelseskontrakt stod der, at han forpligtede sig til at lede og styre mejeriets drift i overensstemmelse med mejeriets love. Han skulle " koste og lønne" folkeholdet og deltage i driftsudgifterne med 10% af kulforbruget og 20% af smøre og rengøringsmidler. Af mejeriets kasse skulle han have en fast løn på 1900 kr. samt 20% af smørrets over toppris. Endvidere daglig 6 potter nymalket mælk og kærnemælk til husholdningen og fri bolig, lys og brændsel og have.
Øverst oppe i bygningen skulle der indrettes lejlighed til mejeribestyreren og værelser til mejerielever og andet folkehold som skulle have kost og logi som en del af deres løn.

Bestyrelsen fik på sit næste møde uddelt opgaver i forbindelse med byggeriet. Anker Nygård skulle sørge for grus og sand fra Skamling, Knud Krag skulle købe mursten ved de lokale teglværker, Strandgårdens, Teglgårdens og Borks teglværker i Hejls. Niels Dall skulle stille vogne og mandskab til kørsel og til udgravning af dam. Hans Dall købte maskiner i Århus og gik i banken i Haderslev og lånte 25.000 kr. til at betale det hele. Chr. Ravn skulle skaffe forslag til vedtægter og love fra andre andelsmejerier.

Mælken skulle jo hentes på gårdene og det måtte andelshaverne selv klare. Man holdt et møde, hvor man oprettede en "kørekasse" til at klare udgifterne og organisere kørselen til mejeriet og arbejdet blev udliciteret til lavestbydende.
I Hejls blev udlagt tre ruter: Kjær Mølle – Ballegård – Klostergården.
Ansieg – Bygebjerg – Hejls,Bæklund.
Strandgården – Søndergård – Trappendal – Routsvej til Østergård og Vargårdevej.

Der var ingen rute i Hejls Overby de første år. Bortset fra Jesper Schultz, Midtbygård var ingen af gårdene andelshavere, man holdt sig tilbage, ville se om det vovelige foretagende ville gå godt.

Den 14. august 1888, samme år som beslutningen om mejeriet var blevet vedtaget, var bygningerne opført og alt klar til en første prøvestart med mælk fra Andreas Bruhn og Chr Ravn og to dage efter modtoges mælk fra alle andelshaverne.

Allerede det første års regnskab viste et gunstigt resultat. Når alt var betalt var der et overskud på 5.652 kr. at fordele til andelshaverne, hvilket bevirkede en betydelig stigning i antallet af andelshavere. I 1890 var de fleste mellemstore og små brug med og senere kom også de lidt skeptiske store gårdejere. Bygebjerg kom med i 1892, Stavnsbjerg i 1893, Hejlsgård i 1896 og sidst Vargårde i 1897.
Overskuddet var i 1898 steget til 46.202 kr. med 230 andelshavere med ca. 1000 køer.

Der var naturligvis forskellige problemer de første år. Et mejeri bruger meget vand og det kneb det med netop der på stedet. Man tyede til et par naturlige væld i nærheden og endte efter flere år og mange boringer med at få boret en 70 m.dyb brønd. Spildevandet løb ad en bæk ned i Kjær Mølle å, som man måtte være med til at betale oprensning af. Bækken kom til at give slemme lugtgener indtil en del blev rørlagt.

Is til afkøling var en vigtig ting i mejeriets arbejdsgang. Man byggede ishuse og en mand havde det job at meddele når der var is tilstrækkelig tyk og at sørge for at der var is nok til hele året. Isen skulle bringes af andelshaverne med eet læs is pr. fem køer. Isen holdtes nedkølet i ishusene som var isolerede ved hjælp af bl.a. avner, tørvejord eller tang .Det blev almindeligt at folk kom og hentede is i ishusene til enhver tid men efterhånden tog det overhånd og man måtte indføre regler om én lille spand pr. mand pr. dag til en pris af 25 øre og det kunne kun fås om morgenen når huset var åbent.

Maskiner gik i stykker eller blev for små, dampmaskinen brugte for meget kul, stormvejr væltede mejeriskorstenen osv. men man reparerede og arbejdede videre og fik konsulenter til at give gode råd og man klarede sig igennem både krigstider og krisetider for landbruget.

Hvordan der så ud i mejerihallen de første år ved vi ikke, men opstillingen har nok været ret enkel. Mejerister og arbejdere mødte kl. 5.30 om morgenen og ved syvtiden var folk og maskiner klar til at modtage mælkespandene på rampen eller perronen som den kaldtes. Der var to mand til at løfte de tunge spande til indvejningog der blev taget en prøve til fedtprocentbestemmelse og så kunne arbejdet gå i gang. Her arbejdede Rasmus Aagaard i mange år.
Til at drive alle maskiner, mælkecentrifuger, smørkærne osv. havde man de første mange år dampmaskine til kraft. Man fyrede med kul men senere i kulfattige tider blev der brugt både tørv og træ og efter krigen halm om dagen og om aftenen blev der fyret op med kul så man kunne få dampen hurtigt op om morgenen når man startede. Det var først i 1902 at der blev indlagt elektricitet og elektrisk lys på mejeriet og også i bestyrerens lejlighed . Først mange år senere blev der installeret elektromotorer til mange af maskinerne.

Trods op og nedgange med hensyn til priser og afsætning blev mejeriet ved med at ligge i den bedste ende af Danmarks mejerier med smør og ost i bedste klasse, hvilket ikke mindst skyldtes de tre meget dygtige mejeribestyrere som mejeriet havde i de 83 år det eksisterede.

I 1893 havde mejeribestyrer Rasmus Hansen købt sin svogers gård, Stavnsbjerg og opgav dermed stillingen som mejeribestyrer. Flere søgte stillingen men man havde allerede udset sig mejeriets førstemejerist som hans efterfølger. Det blev H.C. Hansen som jo var godt kendt med forholdene på mejeriet.

Han blev en dygtig bestyrer for mejeriet i hele 52 år. Han blev afløst af Holger Nielsen i maj 1945, som besad stillingen indtil mejeriet lukkede i 1971. I de 83 år mejeriet eksisterede havde der således kun været tre bestyrere, den første endog blot godt fem år!

I 1911 var Kolding Sydbane blevet bygget og mejeriet kunne nu få smør og ost med banen fra Sjølund til Kolding til videre transport og salg. Man sparede smørkørselen med hestevogn til Kolding, men savnede at kunne tage returvarer med fra byen.

I 1913 kunne mejeriet fejre sit 25års jubilæum. I forhandlingsprotokollen står der:
"25års jubilæet fejres med en lille festlighed på Skamling den 14 august.
Lomholts orkester, stor, 4 stk. ,spiller fra kl.5 på Banken. Kl. 6½ festmåltidet, hvortil er tegnet 211 deltagere, hermed er tegningen sluttet. Middagen består af en varm ret (forskellig slags steg) og brød med smør, ost, salt kød og afskåren steg. Drikkevarer betaler enhver for sig selv tillige med 1 kr. pr deltager for maden. Resten, 50 øre for hver deltager betales af fælleskassen. Efter bordet danses i salen for deltagernes unge mennesker. Kl.11 går ekstratog for deltagerne fra Skamling til Hejlsminde, holdende ved alle stationer og trinbrætter. Musik og ekstratog betales af kassen."

Mange af andelshaverne har været med i mejeribestyrelsen i årenes løb. Én af dem der har siddet der længst og gjort et. meget fortjenstfuld arbejde for mejeriet var Jes Philipsen, Kongstedgård.
Han blev valgt ind i 1922 og blev straks valgt til formand , hvilket hverv han bestred i 40 år. I 1962 blev han æresmedlem af bestyrelsen. Man læser i protokollen hans korte klare beskrivelser af møderne, tit fulgt af en lille humoristisk bemærkning til sidst.
.
H.C. Hansen kom til at bestyre mejeriet i 52 år og under hele to krige og de meget vanskelige forhold for dansk landbrug i første halvdel af tredverne hvor man endog truede med at nedlægge mejeriet og med strejker, hvis ikke der blev truffet foranstaltninger til en lettelse af landbrugets forhold. Priserne var dårlige og omkostningerne stigende, der var uhyre eksportvanskeligheder. I 1934 var smørprisen den laveste i 50 år. Landmænd sluttede sig sammen i landboernes sammenslutning L,S, og der var bondetoget til Amalienborg i 1935 hvor mange deltog.

I sine unge år var H.C. Hansen meget aktiv og i mejerikredse anset for at være en dygtig mejerist . Mejeriet deltog i mange egnsudstillinger og årlige bøtteudstillinger, hvor smørrets kvalitet blev afprøvet, og mange er de førstepladser og præmier mejeribestyreren har hjemført for sit smør. På generalforsamlingen i 1905 udtalte formanden: "Han har hævdet sit og mejeriets omdømme og ære men også vor fordel, hvorfor vi skylder ham påskønnelse." I 1913 tilfaldt der mejeriet usædvanlig mange præmier og førstepladser og formanden Chr. Ravn, Sjølundgård udtaler ved generalforsamlingen: "- det skyldes vor elskværdige bestyrers energi, dygtighed og heldige hånd. Lidt af glansen falder tilbage på os og det kan vi være glade ved!"

H.C. Hansen var meget afholdt og trods sit til tider iltre temperament, der dog hurtigt faldt til ro gik han for at være en behagelig arbejdsgiver.
Han kunne lide at eksperimentere og i de første år lavede han en mælksyrekultur til syrning af fløden hvilket forbedrede smørrets smag. Denne kultur kunne han sælge til andre mejerier. Siden blev denne produktion overtaget af mejerilaboratoriet, hvor mejerierne så kunne købe den. På en ide fra Thomsen, Vejstrupgård startede han en produktion af Ymer som forbedrede tykmælken ved .homogenisering. Til ymeren konstruerede Thomsen en udmærker rugbrødsriver, som var i brug i hjemmene i mange år.

40års jubilæum blev holdt i 1928 på Skamling. Hertil var inviteret nogle af de gamle håndværkere , som havde været med til at opføre mejeriet. Der var murer Uldal fra Hejls, Snedker Kristensen fra Christiansfeld, Murer Friise fra Kolding og maler Thygesen fra Sjølund. Desuden formænd for mejeriforening og smøreksport, Vejle amts mejeriforening og konsulenter.

 

Ved H.C. Hansens 50års jubilæum i 1943 blev der festet for ham både i Vejstrup og Hejls.

I 1945 blev H.C. Hansen afløst af Holger Nielsen, der begyndte den 1.maj lige før Danmarks befrielse. Man havde anmodet flere om at søge stillingen bl.a. den unge Leander Holm der var ansat som førstemejerist ved mejeriet. Man valgte Holger Nielsen der havde været bestyrer af Ågård mejeri i 11 år. Han flyttede ind i den nyistandsatte lejlighed over mejerihallen med kone og tre børn. I 1956 blev der opføre en villa til bestyreren ved siden af mejeriet med kontor og plads tilmøder for bestyrelsen. Det vedtoges at yde 500 kr. ekstra årligt til lønnen til bespisning af bestyrelsen og hvem der måtte være af besøgende.

Mejeriet deltog i årlige udstillinger og Holger Nielsen tog mange præmier og diplomer hjem for smør og ost, således i 1969 ærespræmie for bedste smør i tre år.
Osteproduktionen var kommet godt i gang under den forrige bestyrer. Ikke mindst under krigen, hvor Englandseksporten af smør var standset gik en større del af mælken til osteproduktion, hvilket stillede større krav til andelshaverne om en renere mælk. Der kom kurser i mælkehygieine og bønderne kunne få deres brønde kontrollerede. Margarineproduktionen var standset på grund af råvaremangel og derfor gik næsten alt smørret til det danske marked.
Der havde været lavet ost på mejeriet siden omkring 1910. Efter 2.verdenskrig gik man ind for blot én ostetype for at rationalisere og gøre osten ensartet. I 1951 blev der bygget et stort nyt ostelager og siden har osteproduktionen været det bærende i mejeriets økonomi.
I 1951 var der produceret 125 tons smør, lurmærket og af prima kvalitet hvoraf 75% gik til eksport til England. Af ost var produceret 350 tons Havarti hvoraf 50% eksporteredes, det meste til Tyskland. FDB blev efterhånden hovedaftager af osten.

Der skete mange forandringer i Holger Nielsens tid. Mælkekørselen til mejeriet fra andelshaverne foregik med spande på lastbil fra de forskellige ruter og betaling herfor ordnedes. gennem "kørekassen" oprettet af andelshaverne. I 1964 blev der indført tankbiler til transport af mælken. Dette medførte en ombygning af indretningen af mejeriet og blev til stor lettelse af arbejdet der. Perronen med indvejningsvægt og udvejningsvægt til vejning af returmælken forsvandt da transporten blev overtaget af tankbilerne. I stedet installeredes store rustfri mælketanke der var lette at rengøre og mælken blev pumpet direkte fra tankbilen over i tankene.
Tankbilerne var store og måtte kun køre på "gode" veje, så enkelte steder måtte mælken stadig sættes i spande på mælkebord ved farbar vej. Mejeriet overtog kørekassen og man ansatte tre chauffører til ruterne i de to sogne.
De første der fik jobbet var Johannes Christensen, Grønninghoved, H.C Jensen, Højmose og Holger Rimer Jørgensen.

Detailsalget af mælk var siden 1935 varetaget af mælkehandlerne. Jørgen Poulsen fra Sjølund. Han var den første som efter licitation fik arbejdet med salg af flaskemælk fra vogn. Han kørte mælketuren i Hejls med bil indtil 2.verdenskrig hvor han måtte ty til hestekøretøj. Han havde af og til en mælkedreng med som her fik et lille ekstrajob.Turen kunne tage mere end en halv dag med hestevogn og i sommertiden kunne det være svært at holde det hele koldt inden man nåede Hejlsminde. Poulsen var en lun fyr, og der gik mange sjove historier om oplevelser undervejs, som f.eks. når Hejlsminde klagede over at mælken "skilte ad", så sagde Poulsen :"Det var mærkeligt, i Hejls siger de at den løber sammen!"
Poulsen solgte mælk indtil ca. 1964, sidst i Sjølund, og Peter Damkjær i Hejls. De sagde begge stillingen op ,da. det trak op til at mælken skulle hentes i Kolding. De to mælkeruter i Vejstrup og Hejls overgik til Andreas Christensen og Peter Damgård.
I 1968 var der kommet skærpede regler for fremstilling af konsummælk og mejeriet så en fordel ved at indstille produktionen. Mælkevarer til forbrugerne blev derefter hentet på Kolding Andelsmejeri af mælkehandlerne. Det var før den tid, hvor forbrugerne kunne hente deres mælk hos købmanden eller i Brugs.

I 1940 og 50erne slap man af med kvægtuberkulose og kalvekastningsfeber men mund og klovsygen hærgede ca. hvert 3 – 4 år. I 1952 blev der indført tvungen vaccination mod denne sygdom mod at mejeriet betalte vaccinen.

Leander Holm fortæller om sin tid på mejeriet:
"Jeg kom til mejeriet i 1940 som 4.års elev, det var i H.C. Hansens tid. Efter endt læretid var det værnepligt og derefter ansættelse på Vamdrup mejeri og på mejeriskole indtil jeg i 1944 igen kom til Hejls som førstemejerist. I 1946 blev jeg gift med datteren på Strandgården, hvor der var sommerpensionat. Der var meget arbejde at lave, så jeg forlod mejeriet. I 1960 manglede mejeribestyrer Holger Nielsen en førstemejerist og jeg fik igen ansættelse der og blev der indtil mejeriet lukkede i 1971.
Lønnen til en 4.års elev omkring 1940 var 35 kr. om måneden plus kost og logi. Der var to månedlige fridage og en uges ferie. Der var dengang ansat fire mejerister og fire elever på mejeriet.

I 1964 ,da tankbilerne afløste spandekørsel, kørte man to mælketure om lørdagen til de leverandører der ikke havde kapacitet til at opbevare mælken til om mandagen og der var ret tidligt indført kølemaskiner så aftenmælken kunne holde sig til om mandagen hvor der så var dobbelt så meget mælk at forarbejde.

I 1960erne gik mejeriet over til udelukkende at producere smør og ost hvoraf størstedelen gik til eksport.
Man lavede ost af ca. 12000 kg mælk hver dag, og der gik 10 kg..mælk til 1 kg. ost.
Ostemælken skulle være bakteriefri, hvilket stillede store krav til leverandørerne. Den blev skummet for en del af fløden og pasteurisere ved 65 grader og derefter nedkølet til 30 grader. Der tilsattes mælkesyre og osteløbe (enzym udvundet af kalvemaver ) og mælken henstod ca. en halv time og arbejdet med fremstillingen af ost kunne begynde. Den blev drænet for valle og omrørt, kom i forme og blev afkølet natten over og derefter i saltlage i to dage. Osten blev så indsmurt i olie for at fremme en kitdannelse på osten. Dette blev senere forbudt og man lavede i stedet en kartoffelmelsstivelse der virkede på samme måde som olien. Osten kom derefter på tempereret lager til færdiggæring i fire uger, derefter på koldt lager i endnu fire uger og var så færdig til salg.
På ostelageret arbejdede i mange år Karen Poulsen og Erna og Peter Damgård fra Grønninghoved.

Ifølge loven skulle ostevallen opvarmes til 85 grader ligesom skummetmælken fra smørproduktionen som andelshaverne skulle købe tilbage. Dengang man brugte mælkespande kom returmælken tilbage i spandene til gårdene. Spandene blev rengjorte med klorvand og var klar til næste dag. Dårlig mælk kunne man lugte på mejeriet straks når man tog låget af spandene, sur mælk kunne stoppe centrifugen. Den dårlige mælk gik straks tilbage til andelshaveren. Det kunne i varme somre være svært at holde mælken nedkølet indtil den blev hentet til mejeriet. om morgenen.

Fløden til smørkærning blev opvarmet til 85 grader og kom i et stort bassin sammen med mælkesyrebakterier for at give smørret den bedste aroma. Her stod fløden til næste dag hvor den blev kærnet og æltet. Den kom så i smørdritler og var klar til via Kolding at komme til pakkecentralen. I de senere år gik alt smørret til hjemmemarkedet.
Ludvig Christensen i Sjølund havde bødkerarbejdet med at lave smørdritler helt til 1964 hvorefter Aksel Iversen overtog arbejdet."
Leander Holm var medlem af mejeribestyrelsen i 1958 til1966, deraf fire år som næstformand.

I efterkrigsårene begyndte en strukturændring inden for landbruget. Med den tiltagende industrialisering var der godt arbejde at få i byerne og mange småbrug afskaffede køerne og bortforpagtede jorden og man tog arbejde udenfor landbruget. Til gengæld voksede kvægbesætningerne på de store gårde hvor nye maskiner og malkestalde indførtes, hvilket lettede arbejdet og sparede arbejdskraft.
Sidst i 1950erne kom der en tilgang af 30 andelshavere fra Sdr.Bjert til mejerikredsen ,da mejeriet der blev nedlagt. Flere og flere små mejerier gik sammen i større kredse i de følgende år. Vejstrup Hejls Mejeri var ikke noget stort mejeri, men det var særdeles velfungerende med en god omsætning men der var en stadig nedgang i mælkeproduktionen , den var faldet med to mil. kg. i løbet af de sidste ti år, og det kneb at overholde leverancerne til FDB. Der var mangel på mejerister, til sidst var der kun få medarbejdere foruden Leander Holm, blandt disse Niels Adolph og Arne Søes, også Jørgen Jensen, som lærte at lave smør.
Kørselsomkostningerne var også stærkt stigende , så sidst i 1960erne trak det op til forhandlinger om en sammenlægning. Da der så kom bestemmelse om renseanlæg for spillevand i Vejstrup, hvor mejeriets andel ville blive 240.000 kr., så indså de fleste af andelshaverne at tiden var inde .
Der gik lang tid med forhandlinger med forskellige sammenslutninger, men til sidst valgte man Trekantområdets Mejeriselskab, VEKOFA som man kendte fra levering af konsum mælk og som der i mange år havde været et godt samarbejde med.

Der blev holdt afsluttende ekstraordinær generalforsamling på Skamling den 21.3.1971 med næsten enstemmig afgørelse for mejeriets likvidering og optagelse af kredsens andelshavere i VEKOFA sammenslutningen fra 1.10.1971.

Mejeriet blev solgt til andet brug til en fabrikant fra Roskilde for 260.000Kr.

Tak til Leander Holm, Gunnar Krag og
Henning Eriksen for nyttige oplysninger om Vejstrup Hejls Mejeri.
Og tak til Ruth Boesgaard for hjælp med billederne.