Teglværker i Hejls Sogn


TEGLVÆRKER i HEJLS SOGN.
af Inge Mortensen

Fra middelalderen har teglbrænding været kendt i Danmark. Munke og håndværkere er kommet til landet syd fra,

bl.a. fra Lombardiet i Norditalien og med deres kendskab til håndværket var de med til at starte teglværksdriften ved klostre og store gårde. Før den tid var byggematerialerne træ , ler eller tilhuggede natursten. Vi ved, at Valdemar d. Store forstærkede Dannevirke med en mur af "bagte sten" som der står et sted, og at han lod opføre den første kirke af teglsten i Danmark på fundamentet af den gamle bygget af frådsten, nemlig St. Bendts kirke i Ringsted, ca. 1160.

Efter Reformationen gik teglbrændingen i stå og det var først i slutningen af 1700tallet at der atter kom rigtig gang i teglbrændingen her i landet. Det skyldtes mangel på byggematerialer. Vore skove var i en elendig forfatning på grund af
svinehold på oldendrift og egetømmer var blevet en mangelvare. Der kom forbud mod at anvende eg til husbygning, da der blev stort behov for tømmer til opbygning af den danske flåde efter nederlaget i 1807. Landboreformerne med fordeling af jordene og udflytning af gårdene fra landsbyerne bevirkede, at der blev et stort behov for byggematerialer, og også for drænrør til de nye marker.
Der opstod i første halvdel af 1800tallet en mængde små teglværker rundt i landet. Havde man adgang til ler, sand og brændsel, en tørvemose eller tilførsel af kul, kunne man med lidt ekspertise starte sit eget teglværk og brænde sten til sin egen gård. Hvis man havde heldet med sig, kunne man udvide produktionen med salg for øje og mange teglbrændere indvandrede til Danmark syd fra for at bistå med deres kunnen. Man ved, at f.eks. fra den lille tyske delstat Lippe – Detmold, kom der om sommeren teglværksarbejdere til landet, hvorefter de vendte hjem om vinteren til deres små landbrug. Nogle bosatte sig her og stiftede familie
I Hejls sogn har der været gode betingelser for opførelse af teglværker. Langs de lerede klinter ved kysten har der på en strækning af bare 5 – 6 km ligget fem teglværker i tiden fra ca. 1840 til 1920. De producerede teglsten, drænrør og fliser, indtil de under 1.verdenskrig eller lige efter bukkede under af mangel på kul eller for konkurrence fra værker med større kapacitet og mere moderne arbejdsmetoder. Teknikken udviklede sig hastigt i disse år.

De fem teglværker var: Hejlsminde Teglværk Teglgårdsvej 10, Hejls.
Brødskov Teglværk, Elkjærgårdsvej 34, Hejls.
Vargårde nordre og søndre Teglværk, Trappendalvej 69, Hejls.
Borks Teglværk, Hejls Skovvej 32, Hejls.

Borks Teglværk
Borks Teglværk lå længst mod nord i sognet, ( Hejls skovvej 32 .) I 1852 køber Andreas Petersen Damgård en mark, "Brennetskovhave" af Laurids Peter Lauridsen fra gård nr. 64 (Kjællingkjær) og opfører ejendommen, som kom til at bestå af våningshus, stald, lade samt to tørrelader og teglovn. A.P. Damgård kom fra Damgård i Grønninghoved.

Ejendommen skiftede ejer i 1878 til Hans Peter Hansen Bork. Vi ved ikke meget om den årlige produktion, men den må have været i god gang, da den i 1888 leverede 40.000 helbrændte og 10.000 flammebrændte sten til nyopførelsen af Vejstrup – Hejls mejeri til en værdi af ca.15. kr. pr. tusinde, i gennemsnit. I 1897 står en Agnes Berg som ejer og i 1910 bliver teglværket nedlagt.
Ejendommens senere ejere var Amalie Ravns forældre, og derefter Amalie Ravn, hvorefter den blev købt af en Koldinglæge til sommerbolig.



Strandgårdens teglværker
Vargårde nordre og søndre Teglværk, eller Strandgårdens teglværker, som de også kaldes ,har en historie helt tilbage til udstykningen af herregården Vargårde. En gård på 52 tdr. land udstykkes fra denne i begyndelsen af 1800tallet og får navnet Søndergård, eller Lille Vargårde, som den også blev kaldt. Ejeren, Niels Lassen, som var kommet fra Vonsbæk byggede gården og til stuehuset brændte han selv murstenene. Det skulle være det første grundmurede stuehus i Hejls.

Niels Lassens sønnedatter og svigersøn Laurids Eriksen overtager gården et par generationer senere, og i 1868 deler Laurids Eriksen gården mellem sine to sønner Morten og Falle. Da Falle Eriksens part bliver den mindste, får han i tilgift Teglværket, som faderen havde anlagt i 1839. Falle Eriksens gård kom til at hedde Strandgården.

 

Stuehuset var ikke nyt og menes at have været bolig for to teglværksarbejderfamilier og var opført i bindingsværk.
Ejendommen kom desuden til at bestå af hestestald til to spand heste, tørrelade nord for huset, lermølle og hestegang, og teglovnen der lå øst for huset.
I 1875 indkøbte Falle Eriksen en mark langs stranden fra Ballegård med tilhørende teglværk. Der var nu således to
Teglværker til Strandgården. Det ene lå lige ved gården neden for skoven, hvor spejderhuset "Pletten" nu ligger, det andet lå lidt sydligere langs stranden, der hvor der nu er grønt område til sommerhusområdet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Falle Eriksen havde i kraft af teglværkerne mange folk i sit brød. Teglværksarbejderne lavede sten om sommeren og
om vinteren arbejdede de for landmændene ved tærskning og i skoven.

Der var bygget flere huse til arbejderne og de var på delvis kost på Strandgården . Der var tre arbejdere, der havde fast arbejde ved teglværket i mange år. Peter Christensen havde fået en lille parcel ved skoven og her byggede han sit lille hus, det blev senere kaldt "Det lille Es" og det ligger der endnu på vejen bag ved Strandgården. Teglbrænder Christian Mathiesen boede i et hus som ikke længere findes, det lå nærmere teglværket. Han var en af de sønderjyder der var deserteret fra tysk soldatertjeneste og blev i Danmark til sin død. Chr. Mathiesens søn, Niels og senere Jens Peter Brink og Hans Peter Bylov arbejdede også der og Peter Rask, som havde et hus ved stranden, det nuværende Dr. Dolmers sommerhus ved Elkjærgårdevej.











Ingrid Ottosen, født Krag på Trappendal fortæller om et par af de gamle huse på sydsiden af Trappendalvejen:

"Der lå to huse, som for det meste var beboede af teglværksarbejdere. I det lange hus, som for længst er væk boede Mathilde og hendes mand. Hun var svensk og huskes for altid at have sukkergodt!


Det andet hus, som står der endnu, har engang huset to familier, Hans Jørgen Petersen og Emma, som også var svensk. Han blev daglejer på Vargårde da Teglværket hørte op. Emma gik ud og vaskede, hakkede roer og hjalp i høsten. Hun var en god fortæller og aldrig kedelig at have besøg af til storvask. Kresten Hansen og hans kone boede i samme hus som Emma, og da de flyttede blev huset lavet om til svinehus. Det må have været solidt bygget, for i dag er det et fint sommerhus!"

  1906 overtog Falle Eriksens søn, Laurids ejendommen og teglværkerne, men i 1914 var teglværkernes storhedstid forbi. Den manglende tilførsel af kul på grund af krigen slog dem helt ud og de blev nedlagt i 1918 . Herefter drev Laurids Eriksens i mange år sommerpensionat på Strandgården.

I Dansk Provinsindustris Statistik fra 1885 hedder det, at årsproduktionen på Nordre Teglværk var 200.000 stk. mursten, pris 3.600 kr., 300 tønder kalk, pris 1.500 kr. Redskaber og drivkraft var hånd og hestekraft, og der medgik 480 tdr. stenkul og 12.000 stk. tørv. Der blev også fyret med bøgetræ. Arbejdskraften på dette tidspunkt bestod af fire mand og én kvinde.

På Søndre Teglværk produceredes på samme tid 250.000 stk. mursten pris 4.500 kr. med samme hjælpemidler og arbejdskraft.
Falle Eriksen leverede i 1888 ligeledes sten til det nye Vejstrup – Hejls mejeri. Ifølge den gamle mejeriprotokol køber man 100 tdr. kalk a 3,90 frit leveret og 30.000 røde helbrændte sten og 12.000 flammebrændte sten til en gennemsnitspris af ca. 15 kr. pr. tusinde.

Jens Hansen, som var født i 1895 på en ejendom i Trappendal, fortæller om arbejdet på Strandgårdens teglværker:

" Ham ,der kørte med hesten, skulle hente ler i lergraven henne i banken og køre det hen til teglværket. Der havde de nogen store runde beholdere, som var gravet ca. en halv meter ned i jorden. De blev fyldt med ler og en passende mængde sand og vand, så det kunne blive æltet. Midt i beholderen var en pæl med en jernpig hvorover der blev lagt en bom, som gik ud over kanten af beholderen. Der var så spændt en hest for enden af bommen, så den kunne trækkes rundt, og i karret på bommen var anbragt et par vognhjul, som blev trukket med rundt til leret var passende æltet. En mand sad på bommen og passede hesten og hjulene.
Så blev leret dækket til , indtil man var parat til at stryge sten.
En mand med en trillebør og en flad træspade tog en passende skive ler, som han kørte op ad en slisk til strygebordet. Der stod stenstrygeren med sin form, hvori der kunne være to eller tre sten. Han klaskede så leret i med hænderne og strøg efter med en pind og så løb han hen og lagde stenene i lige rækker på et dertil indrettet fladt stykke mark. De lå så og tørrede et par dage eller mere alt efter vejret, det var jo sommerarbejde. (En dygtig stenstryger kunne lave 3000 – 5000 sten om dagen.) Når de så var sådan halvtørre , kom konerne og så dem efter med en kniv, og så satte de dem i stakke, sådan med en 20 – 30 i hver stak. Der stod de og tørrede lidt, hvorefter de blev kørt ind i tørreladen. Der kunne de jo stå længe, til man havde tid til at brænde dem.
Teglovnen var akkurat som en stor stue, og der var i siderne nogle små luger som kunne lukkes op til at fyre igennem. Stenene blev trillet ind i ovnen og sat i stakke med mellemrun imellem hverandre. Ved lugerne smed man kul ind og de sten der fik mest varme blev helbrændte, fik de mindre blev de flammede og af lidt ringere kvalitet. Om det blev gule eller røde sten kom an på leret og brændingen. Ved Laurids Eriksens værk var det mest gule sten."

Selve brændingen stod på i flere dage og det var teglbrænderen der forestod arbejdet. Det byggede på stor erfaring med hensyn til langsom opvarmningstid, fuld opvarmning og tildækning af lugerne til langsom afkøling.

Brødskov Teglværk
Ved Hejls strand lå endnu et teglværk," Brødskov", nu Elkjærgårdsvej 34 i Hejls. Det var startet af Poul Sørensen Andsieg fra gården "Ansieg" i året 1874.
Ejendommen bestod af stuehus, lermøllehus, tørrelade og teglovnshus. Der var en drænrørspressemaskine og ellers hånd og hestekraft. Der var ansat seks mand og udgiften til arbejdsløn i 1885 var 2.400 kr.
I året 1885 var produktionen på 350.000 stk. mursten og 100.000 stk. drænrør til en værdi af 8.450 kr.
I 1888 var Andreas Christensen fra gården Elkjær ejer af teglværket, men allerede 1889 blev det købt af Cikoriefabriksejer Jeppe Lauridsen. I 1897 blev det nedbrudt.

Teglgårdens Teglværk
Teglgårdens Teglværk, eller Hejlsminde teglværk, er formentlig startet omkring 1830 af Hans Wiuff til Husetgård i Hejls. I 1841 sælger Hans Wiuff til Jes Hansen Hjort i Hejls et ved stranden liggende koppel, "Brødskovhave" med teglværk og de der opførte bygninger, nemlig ovn, tegllade og våningshus til oprettelse af et eget kådnersted.
I 1847 sælger Jes Hansen Hjort teglværket til købmand Jens Petersen fra Flensborg. I 1848 overlades teglværket til sønnen, sekondløjtnant i den slesvig-holstenske armé, Jens Petersen. Senere, i 1852 går det til hans mor, Anna Sofie Petersen, som overlader det til Jens Petersens bror, købmand, garver og teglværksejer Jørgen Meyer Petersen fra Flensborg.
I 1856 sælger Jørgen Meyer Petersen teglværket til Hans Christian Momsen Petersen, som kom fra Angel i Slesvig med hustru, Sophie og en søn og to døtre. Disse børn forblev ugifte og fik ingen arvinger.
Teglværket blev efterhånden det største af de fem teglværker i Hejls sogn, og blev i
1893 overtaget af sønnen, Jørgen Richard Momsen Petersen, der drev det til sin død ca. 1919 hvor det blev nedlagt. Hans to efterlevende søstre solgte ejendommen til Jakob Hansen fra Stavnsbjerg, der drev den videre som landbrug og sommerpensionat. Teglværket var da efterhånden stærkt forfaldent.

I 1885 bestod ejendommen af stuehus og udhuse til landbrug, og teglværket af to lermøller (Æltekar med hestegang ) fem tørrelader og to teglovne. Der var en stenmaskine,( og sikkert også en drænrørsmaskine) og ellers hånd og hestekraft. Der var ansat otte mand og én kvinde og tre børn. Udgifter til arbejdsløn var 8000 kr.
Den årlige produktion var i 1885 1000.000 stk. mursten, værdi 17. 500 kr.
200.000 stk. drænrør, værdi 3.200 kr.
11.000 stk. fliser, værdi 800 kr.

Der hørte flere arbejderboliger til teglværket. Endnu findes "Teglhuset", Teglgårdsvej, hvor der var bolig for to familier. Der var senere indrettet smedje ved huset. Men der lå endnu et par huse op ad vejen, men de er nedrevet for mange år siden.
Knud Krag, født på "Trappendal" i 1906, fortæller således:
"I et langt, lavt hus, som lå i svinget før man kommer til Teglgården boede hver sommer 20 teglværksarbejdere, som var kommet op fra Lippe-Detmold i Tyskland. De havde egen kok med, som kunne afløse i sygdomstilfælde. De levede mest af flæsk og kål, slagtede selv svin, som de købte ved bønderne.

I 1870 blev de tyske arbejdere afløst af sønderjyder, der rejste herop for ikke at springe tysk soldat i krigen 1870 mod Frankrig. Her kom mange, som blev her, giftede sig og stiftede familie. De arbejdede ved teglværket om sommeren og om vinteren i Statsskoven eller hos bønderne. Af sognets egne folk, der arbejdede på teglværket, kan nævnes de to brændere Niels Dahl og Jens Nielsen, og andre som Hans Jørgen Petersen , Emil Frandsen og Frederik Holm.

Ved teglværket var der to ovne, som kunne tage henholdsvis 90.000 og 20.000 sten. .Der var to hold arbejdere og man havde otte heste. Foruden den faste stab ved teglværket var der to faste stenkuske, der hele året kørte sten ud i omegnen."

Til teglværket hørte en anløbsbro. Den var ved århundredskiftet ca. 270 alen lang og dybden ved brohovedet var ca. 9 favne vand. Her kunne bådene, der kom fra England med kul til teglværket, lægge til. Der var tipvognspor på broen og helt op til teglværket og man lossede direkte ned i tipvognene. Broen var vanskelig at holde om vinteren, så den blev efterhånden forkortet meget, så kun små skibe kunne lægge til.. Det meste af produktionen af sten blev sejlet der fra. Alt hvad der gik til Sønderjylland blev kørt ned til havnen ved Slusen og sejlet over i store pramme. Disse pramme blev også brugt til kreaturer og varer og til at sejle hø hjem fra engene på den anden side af Slusen.

Teglværksarbejdere

ved Teglgårdens Tegværk

kort før 1914








 

De andre teglværker i Hejls havde ikke egen bro. De kunne bruge Momsen Petersens bro men måtte betale derfor, så man klarede sig ved at køre en vogn et stykke ud i vandet og derfra losse stenene over i pramme som blev sejlet ud til skibene på det dybere vand, en besværlig arbejdsgang, men man kunne også køre ned til Slusen og "pramme" stenene over . Ved Momsen Petersens bro gik der af og til lidt kul udenbords og der fortælles at skipper Chr. Rask engang fiskede så mange kul, at han havde nok til en hel vinters forbrug.

Om J.R. Momsen Petersen fortælles der at han var holstener og at hans far også boede på Teglgården. Hver dag roede han til Hejlsminde for at hente sin tyske avis. Ved samme lejlighed fik han en punch eller to på færgekroen. En dag da han havde fået for mange under vesten , tabte han balancen og faldt i vandet, og hans noget særprægede kabuds sejlede fra ham og hans forsøg på at redde den var til stor moro for tilskuerne. Da han var en fin svømmer, lykkedes det ham at komme indenbords igen og ro hjem. Halvvejs ude på den lange teglbro havde han sit private badehus mens beboerne foretrak at bade fra brohovedet.

Niels Skøtt, "Mindegården"
fortæller:
" De to efterlevende søstre til Jørgen Richard Momsen Petersen flyttede efter salget af Teglgården til Hejls, hvor de levede til hen i 1930èrne. Før de døde testamenterede de en del af deres efterladte formue, ca. 36.000 kr. til at bygge et alderdomshjem i Hejls for. Tanken var bl.a. derved at gavne nogle af de forhenværende teglværksarbejdere, når de ikke længere kunne klare egen husholdning, men selvfølgelig også til brug for andre ældre borgere i Hejls sogn. Det blev taget i brug i 1937."

Efter testamentet blev der ligeledes i 1932 oprettet "Frøken Louise Momsen Petersens Familielegat" med en kapital på 20.000 kr. til rentenydelse for to i Slesvig boende slægtninge. Senere overgik legatet til anvendelse i almennyttigt eller veldædigt øjemed, hvilket kunne tildeles værdigt trængende, også til skolebørns ferieture og lignende formål i sognet.
Legatet blev besluttet ophævet i 1998 og kapitalen brugt til forskønnelse af stationspladsen i Hejls, nemlig med et af en lokal kunstner tegnet springvand og opført som beskæftigelsesarbejde for arbejdsløse.

Teglværkerne i Hejls har leveret sten til en lang række gårde og huse i omegnen, både syd og nord for den gamle grænse .Hejlsminde Teglværk har f.eks. leveret sten til Katharina Stiftelse der blev opført i Haderslev i 1896.
Som biprodukter leveredes sten, lergrus og skærver til kommunernes veje, og kalk til byggematerialer.
I det lange løb kunne de dog ikke klare konkurrencen fra de store og mere mekaniserede teglværker. En væsentlig årsag var også, at adgang til kul standsede ved udbruddet af 1.ste verdenskrig . Modernisering og fornyelse kom i fuld gang i disse år, og efterhånden har sammenslutninger til forenede teglværker har gjort at der nu kun er ganske få teglværker tilbage i Danmark.