Svend Jørgensen :Barndomsminder fra Hejls

Barndomsminder fra Hejls og omegn
Skrevet af Svend Jørgensen i 1989, da
han var 79 år gammel.

 

Kjær-Mølle Å

Kjær Mølle Å sit sølverbånd slynger
Frem gennem enge med græssende kvæg
Højt under skyen mildt grålærken synger,
Vibemor ruger på spættede æg.-

Klaseskærm, Iris og brudelys smiler,
Frøerne kvækker blandt sivenes strå,
Herligt på ryggen i græsset jeg hviler
Her ved min elskede Kjær Mølle Å.

(Svend Jørgensen)


Den 20. september 1910 blev der født et drengebarn i Toldstedet midt i den rene idyl, nemlig Kjær Mølle, som hører under Hejls sogn.
Det var tolder J. J. Jørgensens hustru, som fødte sit syvende barn, og han skulle jo have et navn, og man enedes om, at han skulle hedde Svend. –Han blev døbt i Vejstrup Kirke, fordi der lige på denne tid manglede en præst ved Hejls Kirke, fordi den gamle præst var død.
Som sagt var Kjær mølle den rene idyl.
Selve møllen var en vandmølle, og det store grønne vandhjul fik vandet til trækkraft fra to store damme, dog kaldte vi det ”den lille dam” og ”den store dam”, og her svømmede stolte hvide svaner rundt sammen med både rørhøns og vildænder, og i dammene var der gedder, som i legetiden gik op i åen mod Fiskebæk-Kær og Vejstruprød, men åen fra møllen og østpå mod Hejlsminde var den jeg mest betegner som Kjær-Mølle å, fordi der var dejlige grønne enge på begge sider, og her græs-sede kvæget, men det var også noget helt andet, og det var grænsevagten på begge sider af åen. Sønderjylland var jo kommet under Tyskland, og nu gik de lyseblå danske grænsegendarmer vagt her ved den gamle grænse, som den er kommet til at hedde efter 1920, men det kommer vi senere til.
Ved Kjær Mølle var der en stor bøgeskov hvor vejen førte mod Hejls by, og på modsatte side af ve-jen stod der skønne kastanietræer, og længere mod Hejls var der levende hegn af hassel (nød-detræer), men der var kun 5 huse her ved skoven og toldstedet. Mit barndomshjem tilhørte min far, der havde købt byggegrunden af den gamle møller Hans Dall, medens de 4 huse tilhørte møllen, hvortil der også hørte landbrug, man havde både heste og køer, og fodermesteren boede i det strå-tækte hus ved siden af toldstedet, og ellers var de andre huse med tegltag.
Omkring mølledammene voksede der tagrør, som høstedes om vinteren, når der var is på vandet og det kunne bære en voksen mand, som skulle høste disse tagrør med le, som var et strengt arbejde, men fortjenesten til den gamle var sikkert god.
Al denne skønne natur her opfattede jeg først, da jeg var 3-4 år, og da var jeg med min far henne ved grænsen, hvor der var bomme over vejen, og hvor to tyske grænsegendarmer stod vagt, men min far fik også næsten hver dag en lille sludder med disse gendarmer enten på dansk eller tysk, begge sprog brugte man jo her i grænseegnen.
Disse tyske grænsegendarmer kunne godt lide mig, og de tog mig op i armene og spillede bold med mig, dette syntes jeg var vældig sjovt.
Postbudet hed Juhl og gik ud fra Sjølund station, og han kom hver dag til Kjær Mølle gående den lange postvandring fra dør til dør, han brugte ikke cykel den gang, det cyklende postbud kom først senere, som jeg også vil bemærke efterhånden som erindringerne skrider frem.
Det første hus fra møllen hed Skovly, og her var den gamle møller flyttet hen på aftægt og havde overladt hele bedriften til sin søn Paul Dall. Jeg tror aldrig, at jeg har set det gamle møllerpar, men Paul og hans kone husker jeg tydeligt, fordi jeg jo efterhånden så og hørte mere og mere, mens jeg blev ældre sådan omkring 3-4 år.
Møllerægteparret havde fire børn, nemlig Esther, Sofie, Lisbeth og Hans, og tolderægteparret havde som sagt syv børn, Hans, Anna, Christian, Dagmar, Johannes, Helga og Svend (mig).
Mange sønderjyder havde jo pas og kunne passere grænsen for at gå op til Hejls og gøre indkøb, men på et af kastanietræerne var der ophængt et stort ovalt skilt, hvorpå der stod:” Toldsted – holdt”, og derfor skulle disse mennesker ind for at undersøges, om de havde varer, der skulle fortol-des.
Når man skriver sine erindringer skal man holde sig til sandheden, men da jeg begyndte at skrive om min fødsel, var der alligevel en usandhed, dog var det min mor, der fødte mig, men min far var ikke tolder på dette tidspunkt i 1910, fordi jeg erindrer et billede, som ganske vist var taget i mit barndomshjem, toldstedet i Kjær-Mølle, og hele familien er fotograferet i den pæne stue, og vi er der alle sammen, far og mor og vi syv børn, nemlig tre piger og fire drenge, men min far er i den ly-seblå gendarmuniform. Dette billede er desværre bortkommet på en eller anden måde, måske ved en flytning, men det står tydeligt for mit indre blik, og min mor holder mig stående på sit skød og jeg havde trutmund.
Men jeg blev jo efterhånden større og husker kun min far som tolder. Jeg har omtalt et skilt på et af kastanietræerne, hvorpå der stod ” Toldsted – holdt”, men over fordøren var der ligeledes et skilt, meget finere og mere blankt og her stod der ” kongelig Toldkontrol”, og foran huset var der en åben plads, hvor der eventuelt kunne køre vogne ind foran døren, men der fandtes ikke biler den gang, kun hestevogn, og dagligt kørte de store fladvogne fra møllen forbi læsset med sække på vej mod Kolding i skridtgang. Jeg husker disse store stærke heste, som skulle trække sådan et læs.
Daglig kom der folk ind for at blive undersøgt for, om de havde smuglervarer, og det havde de som oftest.
Min mor undersøgte kvinderne og min far mændene. Kvinderne havde indsyet små lommer i under-tøjet, og jeg husker en dag min bror Johannes gav mig et stykke sukker (skåret melis) som jeg spiste med velbehag, men bagefter fortalte han, at det stykke sukker havde en af de tyske koner haft i bukserne, og så kan det nok være, at jeg begyndte at spytte og blev lidt vred på Johannes. Hvornår toldstedet blev oprettet, og hvornår min far blev udnævnt til tolder, kender jeg ikke noget til (mærkelig nok), men jeg husker ham kun som tolder og har dog nogle kære minder om ham særlig dette, at han byggede violiner, og når en violin var færdig, spillede han på den og sang til, ja, min far havde skam mange interesser udover at være tolder og passe denne gerning.
Jeg husker også, at han ryddede spolte, som han sagde, og det var træstubbe i en skov oppe i Vejstruprød og kaldes nok stød. Dette skulle jo bruges til brændsel og blev lagt op på loftet. Noget af dette træ var trøsket og kunne lyse i mørke, og jeg kan tydeligt huske at mine brødre tog mig med op på loftet for at se træet lyse, nogle af stykkerne lyste med blåligt andre med gulligt skær.
Far lavede også ure i stand for folk, både stueure, vækkeure og lommeure, men når folk kom og hentede det istandsatte ur, havde de sjældent penge at betale med, men far gav stor kredit: ”Ih, tænk ikke på det, sagde han, pengene kan jeg altid få”! På den måde gik meget i glemmebogen, og det var også tilfældet med nogle af de violiner, han lavede og solgte.
Han var også vare-lotteri kollektør og fornyede mange lotterisedler uden at få pengene af alle dem, som altså spillede i lotteriet.
Han tegnede også livsforsikringer for et livsforsikringsselskab, joh, meget kunne han udrette og kunne også gå tur med min søster Helga om sommeren, og når vi sad i græsset i vejkanten lavede han fløjter til os både af den vilde persille, som nogle kalder skarntyde, og af mælkebøtterne. Om foråret lavede han fløjter af pilegrene og sommetider en skalmeje, som mine brødre også gjorde.
Men far havde også en båd og var ofte tidlig af sted om morgenen til Mindet, Hejlsminde Nor, hvor han stangede ål. Far gik også på jagt i moser og skove, og jeg husker, hvordan han glad kom hjem med en vildgås eller en vildand, sommetider med en hare, og det skete også, at han havde min bror Johannes med på jagt, og Johannes havde det toløbede jagtgevær til patroner, og han selv brugte et gammelt forladegevær, muskedonner, og jeg var meget interesseret i, når han ladede dette gamle skydevåben, før han og min bror vandrede på jagt.
Som sagt stod der en smuk række kastanietræer langs vejen ved Kjær-Mølle, og i et af træerne hav-de et stillidspar bygget rede, og da så underne var kommet ud ad æggene, havde min far købt et fuglebur og satte en stige op til træet og tog reden, som han anbragte i buret, og dette hængte han op på gavlen af huset, så stillidsparret kunne komme her og fodre ungerne, som hurtigt voksede sig store, og så beholdt far kun to af ungerne, og buret blev flyttet ind i stuen, og nu kunne min far og stillidserne fløjte om kap, og det gjorde de.
Dengang var det ikke forbudt at have danske sangfugle i fangenskab. Far havde også sin daglige tur hen over grænsen og fik en samtale både med de danske og de tyske grænsevagter, og i bogen ”Den gamle grænse, set på postkort” er der et billede af tolder Jørgensen og gendarm Frederiksen.
I Hejls var der en efterskole, hvor der om sommeren boede piger fra Sønderjylland og om vinteren var der drenge, og når mølledammen var tilfrosset og isen kunne bære, kom efterskoledrengene og løb på skøjter, og jeg var nu blevet så stor, at jeg måtte gå med mine brødre hen på isen, hvor jeg fik slædeture af de store, men mellem den lille dam og den store var der et stykke med åbent vand, og en af de store havde givet mig et skub, og min slæde med mig på havde retning mod dette åbne vand, og jeg gøs og tænkte, at nu ville jeg nok drukne, men lige i sidste øjeblik kom sønnen Hans fra Kjær-Mølle og fik min slæde vendt, så jeg kørte den anden vej.
Om sommeren, den gang der var rigtig sommer, kunne vi sidde i haven og nyde stilheden, se mose-konen brygge og høre nattergalen ovre i krattet ved mosen. Møllerens søn Hans havde en robåd og mine to brødre Christian og Johannes legede sammen med ham, og mellem den store dam og åen var der en lang landtange, og her havde de bygget et hus, et skilderhus af tagrør, og de havde gravet voldgrave og bygget volde af store blokke hængedynd, som de savede ud af bredden og sejlede over med og byggede disse volde.
Nu fik jeg også lov til at være med i legen, og Johannes skulle være fjende og kom ikke med i bå-den, da vi sejlede over til skilderhuset, men jeg skulle stå på vagt udenfor og spejde efter fjenden, når han en gang kom. Så snart jeg så et glimt af en blå matroskrave skulle jeg kalde på Hans og Christian, som sad inde i huset og ventede. Fjenden, min bror Johannes, var løbet helt over til Fjæl-lebroen næsten, og kom nu løbende på landtangen ned mod møllen, og da jeg opdagede ham, fik jeg hurtigt kaldt på de to i skilderhuset, og da stod der jo et drabeligt slag, og Johannes blev taget til fange.
I den store vognport , hvor fladvognene stod, var der også plads til børnene og her spillede vi med marmorkugler. Vi legede også noget, der kaldtes prikput, én blev valgt til at stå med sit ansigt mod muren og hænderne for øjnene, og vi andre stod bagved i en halvkreds, og nu skulle så en prikke ham i ryggen, og han skulle vende sig om og sige, hvem der var, som prikkede, men vedkommende måtte hverken svare ja eller nej, men sige, hvor langt skal jeg løbe? Dersom han gættede rigtigt, skulle vedkommende så løbe f.eks. hen til den tredje telefonpæl og tilbage, men hvis der nu blev gættet forkert, skulle ham der stod selv løbe, og vi andre skulle putte os imens. Sådan legede vi me-get.
Længere oppe ad vejen der førte til Hejls, delte den sig, så dersom vi gik lige ud kom vi til trinbræt-tet og Vejstrup. Ja, der var noget der hed Kolding Sydbane, og jeg var også sommetider med i Kol-ding, i hvert fald når vi var ude at se juleudstilling. Og med toget kom også toldforvalteren for at besøge min far, nærmest for at se om regnskaberne var i orden, en slags revision tror jeg,. Men han hed de Fine Bunkeflod husker jeg, og var en høj og svær mand.
Nu skete der også dette, at min søster Dagmar fik lungebetændelse og døde, da hun kun var otte år gammel., og jeg husker at hun lå i kisten lige efter en jul. I den forbindelse kan jeg fortælle, at min mor havde mange mærkelige syner og andre oplevelser, og museumsforstander H. P. Hansen, Her-ning, har skrevet en bog: ” Syner og Varsler”, hvortil jeg har givet mange bidrag, og i denne er der et billede af min mor. Derfor vil jeg ikke her nævne alle disse hændelser, fordi bogen kan lånes på biblioteket, såfremt man ønsker læse noget om dette.
Nu kom jo den 1. verdenskrig fra 1914 – 1918, og to af min moders brødre, der var sønderjyder, var jo indkaldt som tysk soldat. En overgang havde de tyske grænsegendarmer pikkelhuser på, og der kom nu forstærket vagt ved grænsen, men alligevel florerede det med smuglere og soldater, der flygtede fra krigen, både russere, østrigere og sønderjyder.. Og nu skete det sommetider, at vi hørte en brummen af flyvemaskiner, og derfor løb vi hen for enden af Kjær Mølle Skov og kiggede op for at se flyveren, der lignede en svævende fugl højt oppe, og så meget lille ud.
Det skete ofte, at min far havde en tysk soldat med hjem for at han kunne få et måltid dansk mad, og en vinter, da den lille dam var tilfrosset, og isen nu kunne bære, var min bror Christian og jeg henne for at glide på isen, og en af de tyske grænsegendarmer spurgte min bror : Hvad heter dein kleiner Bruder? Svend, svarede min bror, og derefter sagde den tyske vagt, idet han tog noget op af lommen, en lille æske med smalskrå, og han tog et stykke, som han holdt hen imod mig og sagde: ”Svend, Svend lakrits, lakrits, 0g dette var jeg jo dum nok til at tro på og puttede skråen i munden, men puh ha, hvor det smagte ækelt, og jeg spyttede og spruttede og kastede skråen efter tyskeren, som grinede af mig, dog var det mig en trøst, at jeg ramte hans ene støvle. Da vi kom hjem fortalte min bror hændelsen til min mor, som skældte ud og sagde, at vi ikke måtte komme for nær til ty-skerne, fordi de nu havde fået ”sorte kopper”.
Selve ”Kjær Mølle” var et stort foretagende, idet man både havde landbrug og mølleri, og desuden var der også en kolonialforretning. Og jeg husker meget svagt, at vi skulle til høstgilde henne på møllen , og jeg så der var pyntet med kornneg og blomster, men heller ikke mere, så må jeg være faldet i søvn og senere båret hjem af min far.
Men ellers var jeg med min mor henne i butikken og handle. Her var der to kommiser og en bog-holder. I mølleriet var der flere møllersvende, der altid gik i hvidt tøj. Der var også en forkarl, som tog sig af markarbejdet og desuden en daglejer, som også høstede tagrør om vinteren, når han kunne gå på isen. Fodermesteren boede jo i huset, der var stråtækt og lå lige ved siden af toldstedet. Man slog hø i engene med le, men jeg husker også, da mølleren Poul Dall havde fået en høstmaskine, en aflægger til at høste korn med, og den beundrede jeg meget.
En god skik var der også for os børn, og det var, at i butikken fik vi hver lørdag en lørdagspose, som var et kræmmerhus fyldt med blandende bolcher. En dag da jeg gik med min mor hen i butikken og skulle købe ind, og vi gik på stien ved siden af skovkanten, da lå der en bolchepose på stien, og jeg stoppede op og bukkede mig for at samle den op. Men vips, så forsvandt den pose for øjnene af mig. Det var møllerens søn Hans, som lavede løjer og havde posen i snor, og når nogle børn forsøgte at samle posen op, hev han den til sig i skoven.
Hver morgen kom der en stor mælkevogn og hentede mælkespandene for at køre mælken til mejeri-et, og kom så senere på formiddagen tilbage med kærnemælk og skummetmælk, og i nærheden af hvor vi boede, var der et mælkebord, hvor en mand, der hed Jørgen Berg og havde en ko, satte sin mælk og flere af konerne i husene omkring satte deres småspande på bordet, og i spanden lå der penge indsvøbt i papir, hvorpå bestillingen var skrevet.
Efterhånden voksede jeg op og sansede mere og mere af alt det, der gik for sig ved grænsen.
Min ældste bror Hans var kommet i bagerlære hos bagermester Christian Nielsen i Hejls, og det var ligeledes bagerens søn Ernst, og det skete jo, at de to kom hjem på besøg hos os, men det var altid sådan, at de lagde sig på hver sin sofa og faldt i søvn, fordi bagerlærlinge jo skal tidligt op om mor-genen, og så måtte de jo slide for det daglige brød, men det var altid festligt, når de store sådan kom på besøg, og disse to bagerlærlinge ville gerne lære mig at være lidt uartig, da jeg f. eks skulle lære og sige: ”Her står Svend med hår på maven, der står drenge med snot på kraven.”
Og jeg husker også en gang, da de var hjemme og havde lavet en kattelort af rugbrød, som de fik anbragt ude i spisekammeret, og så kaldte de på mor, men mor så jo straks, at det blot var rugbrød, og mine brødre og jeg spiste den med velbehag.
Min ældste søster Anna fik plads hos en gammel dame fru Holst, der boede langt ude ad vejen, der fører til Vargaarde, og en dag var min søster Helga og jeg med min mor ude at besøge hende. Og fru Holst bagte vafler, som vi fik at spise til eftermiddagskaffen, ja, vi børn drak altså ikke kaffe, men disse vafler var bagt på et vaffeljern, og der var billeder af en hjort på begge sider af vaflen, og uhmm hvor de smagte herligt, vi havde aldrig smagt vafler før. Vi havde et loftsværelse, hvor mine to brødre Christian og Johannes sov om natten, men jeg husker ikke, hvor min søster Helga sov, men kun at jeg selv lå hos min far og mor i soveværelset.
En aften hørte jeg min mor sige:” I aften er det skam et fint vejr for Jakob til at stikke over grænsen”
Jeg vågnede ved at der blev banket kraftigt på vinduesruderne, og en mand udenfor talte tysk, og min mor udbryder: ” Ih, det er Jakob, ja, jeg havde det på fornemmelsen, at der skulle ske noget i nat”.
Far og mor stod så op, jeg fulgte med, og bagdøren blev åbnet og udenfor stod der to tyske soldater. Denne ene var min onkel Jakob Thielsen, og den anden en kammerat, og de to var nu flygtet over grænsen, bort fra tjenesten som tysk soldat. Jeg gik atter i seng, og om morgenen var de to soldater borte. Jeg fik dog senere at vide, at min onkel havde fået arbejde ved DSB i Kolding.
Foruden den daglige mælkevogn kom der mange andre vogne kørende forbi og skulle til mølle for at få noget korn malet til korn til grise. Det var bøndernes vogne fra både Hejls og Vejstrup, der kørte til møllen og her spændte de hestene fra vognen og kørte dem til rejsestalden, der lå lige over for den store vognport. Mens så møllersvendene tog sig af kornet gik de ind i butikken og handlede.
Stuehuset til møllen var et stort højt hus med høje jerntrapper op til både fordøren og bagdøren, og ellers var der mølleriet, kostald, svinestald og bag møllen kunne man save brænde på en rundsav.
En dag blev vi opskræmt ved at høre riffelskud, og min søster Helga og jeg løb alt, hvad vi kunne hen i møllegården og ned bagved, hvor vi kunne se ud over engene til Mindet og Stavnsbjerg, og ude på græsmarken var flere fra møllen i færd med at bære en soldat, en flygtning, en russer som her var blevet skudt af den tyske grænsegendarm efter at han var kommet over på dansk grund.
Senere hørte jeg ikke mere til dette udover at alle syntes, at tyskeren ikke havde lov til at skyde en mand på dansk jord.
Min far stammede fra Fredericia og havde al sin familie der samt i Vejle og Kolding, og sommetider kom mine farbrødre på besøg i Kjær-Mølle hos os, men min mor var sønderjyde og havde hele sin familie på den tyske side af grænsen, også mine bedsteforældre, og en dag skulle vi til Hejlsminde for at min mor kunne få talt lidt med sine forældre.
Vi spadsere eller gik hele vejen fra Kjær-Mølle til Hejlsminde, og min mor og min far kom så i en robåd og blev færget over ”Slusehullet”, som det hed, og vi børn ventede så i lang tid til de atter kom tilbage, men vi kiggede jo meget interesseret efter vores bedstefar og bedstemor, som vi aldrig havde set før, men vi kunne da se, at det var gamle mennesker, min bedstefar havde langt hvidt fuldskæg, og min bedstemor havde en underlig hvid kappe på sit hoved.
Mine bedsteforældre var nok kørt til Hejlsminde i hestevogn, da de boede i Hvinderup på den anden side af Christiansfeld, og det var jo lang vej, og vi må også huske på, at man havde ingen biler og ingen asfalterede veje den gang. Men nu skete der en anden begivenhed for os, ja, nærmest to, som jeg lige vil fortælle. Min mors søster Anne og hendes mand Eskild Christensen havde en landejendom med et par heste og nogle køer, men ville jo gerne tilbage til Danmark, men boede altså i Tyskland, og de udpønsede så en god plan, min onkel Eskild lejede et stykke eng med godt græs, som lå helt ned til Kjær-Mølle å på den tyske side, og så tog han en dag leen på nakken og vandrede ned i engen, hvor han begyndte at slå græs og havde vekslet et par ord med den tyske vagt, som ikke anede min onkels hensigt at slippe over åen og op til os på toldstedet, men han slog bare græs og strøg leen med strygeren nogle gange, og så da den tyske vagt var gået langt fra ham, så lagde min onkel lige så stille leen i græsset og vadede gennem åen og sneg sig uset op langs et hegn på dansk side og kom så smilende til os og fortalte om sin bedrift.
Nu manglede der så bare dette, at min tante Anna skulle sælge ejendommen og så på en eller anden måde følge ham, men de havde jo min onkels mor og en søn, min fætter Magnus, der også skulle med, og der blev jo atter lagt planer om dette. Så skete der dette kort efter jul, at min tante og hen-des svigermor og søn en dag ankom til toldstedet ved Kjær-Mølle.
Damerne havde taget flere hold undertøj og kjoler på og var varmt klædt på, men havde ellers ingen bagage med, kun det tøj, og det var meget, som de havde klædt sig i, og så var de vandret ned til grænsen og havde snakket godt med de tyske grænsegendarmer og spurgt, om de ikke uden pas kunne få lov til at besøge tolder Jørgensen bare en times tid.
Vagten kendte jo udmærket min far og gav dem lov dertil, og de skulle love ham atter at vende til-bage en bestemt tid, når han atter var på sin post, og det gjorde de, men de snød ham. De vendte al-drig tilbage, og dagen efter spurgte gendarmerne min far, om han havde haft besøg af to damer og en dreng, men min far så bare uforstående på dem og rystede på hovedet, og til sidst sagde tyske-ren:” Nå, lad dem løbe de hunde”. – ja, han sagde det på tysk, og så glemtes dette, men min onkel og tante rejste til Silkeborg, hvor onkel blev bestyrer af Lysbro Mølle.
’Pludselig en dag kom der kørende en bil, der gjorde holdt udenfor toldstedet. Det var en toldassi-stent fra Kolding, som ville besøge far, og vi børn havde aldrig før set en bil eller kørt i en sådan, men nu fik vi en køretur hen i møllegården og tilbage, og dette var en stor oplevelse for os.
Efterhånden nåede jeg skolealderen og skulle begynde at gå i skole, da jeg kun var fyldt 6 år, og det var om foråret og jeg fyldte 7 i 1917. Min bror Hans opgav at være bagerlærlig og fik også arbejde ved DSB i Kolding. Min søster Anna rejste fra fru Holst og fik plads på Grænsegården iVejstrup-rød. Min bror Christian fik plads på gården ”Stangmoseled” et stykke forbi Sjølund, og min bror Johannes kom også til arbejde på ”Grænsegården”.
Helga, som var to år ældre end jeg, havde altså gået i skole et par år, og nu skulle jeg så følge med hende til skolen i Hejls, og jeg kom så i første klasse hos lærerinde frk. Anna Staal.
Hejls by var en meget smuk by dengang, den rene idyl, syntes jeg, og nu vil jeg lige fortælle, hvad der mødte mit øje på vejen til skole.
Vores fodtøj var træsko, og jeg fulgte lige bagefter Helga og gik nu ad vejen mod Hejls, hvor de var levende hegn med hassel. Vi kom forbi en lille ejendom på venstre hånd, hvor Stine Petersen og hendes mand boede, derefter kom vi forbi frk. Aagaard, der havde fransk vask og strygning, og jeg lagde mærke til hendes vinduer, der var fyldt med røde urtepotteskjulere og selvfølgelig var der fro-dige stueplanter.
Hos snedker Jens Christiensen, som også havde lidt landbrug, delte vejen sig, men vi valgte vejen til højre og fortsatte til vi lidt skråt til højre kunne se Hejls Kirke, men vi passerede en stråtækt gård, der hed Ballegård, og lige efter to beboelseshuse på højre hånd, derefter kom vi til banelinjen, og til venstre var der atter en stor gård, ”Klostergården”, og lige herefter nåede vi vejen, som førte til Sjø-lund og videre til Kolding, og her var der et hus, der var bolig for fodermesteren på gården ”Bæk-lund”, som vi straks passerede og kiggede ind og så et flot springvand midt på gårdspladsen. Gården ”Bæklund” havde nok fået navnet, fordi der løb en bred bæk gennem haven eller lige ved siden af gården, og nu nåede vi stedet, hvor bækken løb under vejen lige før efterskolen, en stor, flot, rød bygning, men nu fortsatte bækken langs med vejen vi gik på, og nu var vi så i den idylliske Hejls by for her fra efterskolen og hen til præstegården var der fuld af blegrøde blomster, og det var hestehov, der ligesom følfod først kommer med blomsterne om foråret og senere med bladene, disse store blade på lange stilke som rabarberblade. På venstre side af vejen var der nu huse med have ned mod vejen og til højre lå nu Præstegården, og derefter en landejendom, og de var også stråtækket, men så nåede vi karetmager Nørgaard, og derefter nåede vi skolen, men nu var der fra Præstegården og helt om til Sprøjtehuset en række stynede poppeltræer mellem bækken og vejen, og der var jo broer ind til ind til de forskellige, og til højre lå nu kommuneskolen, en lang stråtækket bygning, hvor førstelæreren Thaysen havde en lejlighed i den ene ende, og ellers var der to klasseværelser, men dette var skam ikke hele skolen. Ovre i venstre side af vejen lige overfor var der et hus, hvor lærerinderne Anna Staal og fru Lind boede. Og omme bagved var der en lang bygning med to klas-seværelser og her boede andenlæreren i den ene ende af bygningen.
Før jeg går i skole vil jeg lige fortsætte med at fortælle om vejen og bækken, men først om og hvad hver enkelt hed, der boede her.
Efter skolen var der grovsmeden Otto Christiansen og overfor gartner Jessen, så var der Hejls Kro, hvor der både var kolonialbutik og manufaktur samt krostue og dansesal og ellers stald til heste, fordi kromanden også havde noget landbrug, men nu fortsatte vejen ligeud mod Vargaarde, og ved sprøjtehuset på hjørnet fortsatte vejen og bækken om forbi nogle huse med bro over bækken og ved telefoncentralen gik bækken under vejen ned forbi et stråtækket hus, hvor der boede en Anders Mainz.
Jeg må lige nævne, at mølleren i Kjær-Mølle hed Paul Dall og det var vist hans bror på Ballegård, der hed Johan Dall, og manden på Klostergården hed Schultz, og manden på Bæklund hed Mikkel Dall og var en fætter til de andre to. Efterkoleforstanderen hed Ravn, præsten hed Olav Fog Niel-sen, brugsforeningsuddeleren hed Anders Kvorning, slagteren hed Jens Schmidt, så boede der to damer Karen Riis og Grethe Friis, og vi nåede kroen, ejeren hed Christian Hansen, og han havde en stor flot villa overfor. Om imod stationen var der et hus ”Bækkebo”, og her boede tømreren, der hed Søren Hansen og stationsforstanderen hed Thomsen. Jeg glemte bagermesteren, som hed Chr. Niel-sen, og her førte vejen til venstre mod Hejls Overby, og på hjørnet boede skomager Dam.
Jeg tror nok min mor havde købt den ABC, som skulle bruges i skolen, men det var i hvert fald MYREBOGEN. På omslaget var der en tegning af en myretue og en dreng og en pige står og be-tragter den, desuden havde jeg fået penalhus med griffel og tavle og blyant, som jeg må have båret på ryggen til skolen. Nu stod jeg altså her og kiggede på alle de børn, som var helt fremmede for mig, og nogle havde deres mor med, måske var de lidt betænkelige ved situationen, men vi skulle jo have begyndt.
Frk. Staal var en høj statelig dame, sort hår og knold i nakken, men den første dag blev det vist ikke til ret megen skolegang, men jeg husker noget, og det var at en af os små drenge gik hen og bankede på ruden til anden klasse, hvor fru Lind havde begyndt timen for børnene her, og fru Lind lukkede så vinduet op og spurgte, om der var noget vi ville?
Drengen der bankede på ruden hed Anton Straarup, som vi senere skal høre lidt om, i hvert fald stod vi alle og kiggede på hinanden og vidste jo ikke, hvad vi skulle sige, men da så endelig frk. Staal var kommet, gik vi med ind i skolestuen, fik anvist siddepladser ved pultene, og jeg mener, at hun gyndte at læse vore navne op fra en liste for at konstatere, at vi var der alle sammen, og på den måde fik hun os kendt, i hvert fald vore navne.
Det blev nu mere og mere spændende at gå i skole. Hver morgen begyndte vi at synge ”Dejlig er den himmel blå”, og derefter bad frk. Staal en bøn, ”Fadervor”, og så begyndte vi at lære bogsta-verne at kende og senere at få dem sat sammen til ord, og tallene lærte vi også , men hun fortalte også om meget andet. Vi skulle lære at skrive disse bogstaver på en sort tavle, som også var vores egen, og vi skrev med griffel.
I hvert fald lærte vi så meget i første klasse, så da vi havde eksamen, og vi skulle til at gå i anden klasse hos fru Lind, kunne vi alle læse flydende. Men det skulle der også gå et helt år til, og så blev der skoleudflugt, som var en stor oplevelse, fordi vi alle sammen både de store og de små skulle møde ved skolen, og så kom der hestekøretøjer, som bønderne mødte op med, og vi børn var forsy-net med flag, men vi skulle til Skamlingsbanken, og det var et festligt syn at se alle disse vogne køre frem med jublende børn, der råbte hurra, hver gang man passerede nogen på vejen.
Af min mor havde jeg fået en krone, som jeg måtte bruge at købe noget for på Skamling. Vi legede forskellige lege i det grønne græs på Skamling, men først havde vi været rundt at se Skamlingstøtten og fået noget at vide om den og så lidt rundt, men ellers står denne udflugt lidt uklart for lige nu, mon ikke jeg i grunden kedede mig lidt? Dog var det sjovt at lege ”to mand høj” og andre lege, og så var der så kønt på Skamling og en dejlig udsigt ud over skovene og Lillebælt langt ned bag sko-vene.
Det var dog kun den første uge, jeg fulgte Helga i hælene til skole, da jeg havde så meget at kigge efter på vejen, og jeg havde jo efterhånden fået venner og kammerater i skolen, især bagerens Børge og smedens Karl. Med korte mellemrum modtog min far store pakker med illustrerede blade fra England, og frimærkerne tog min bror Johannes, og han klæbede dem ind bag i én af mine skolebø-ger. Det var engelske propagandablade, hvor man kunne læse om krigens rædsler og se billeder af tanks og skydevåben. Osv. Og disse balae var det meningen, at min far skulle dele rundt til interes-serede, men jeg ved ikke, om han også gav nogle til de tyske grænsegendarmer. Hvem der sendte disse blade til min far, var der ingen der anede, og hvordan man havde fået nøjagtig navn og adres-se.
Ellers gik dagene støt og roligt ved grænsen bortset fra enkelte overløbere og smuglere, som blev taget af de danske grænsegendarmer, og selvfølgelig var der stadig mange sønderjyder, der havde pas og kunne tage til Hejls Kro eller Brugs for at handle og derfor skulle visiteres på toldstedet.
Jeg husker en dag, da Helga og jeg kom gående op ad vejen mod Hejls og nogle sønderjyske damer var inde bag hegnet for at forrette et nødvendigt ærinde, og vi hørte den ene sagde til den anden:” A ska pas o nær a sætter mæ nier, te æ kanel o æ peffer it rende ue a æ bows!”
Og det gik vi jo hjem og fortalte og kunne ikke lade være med at le, fordi det jo beviste, at de ikke havde tænkt at betale toldafgift for peber og kanel.
Anna og Johannes tjente jo på Grænsegården i Vejstrup og gårdmanden hed Nis Nørgaard, og her var to drenge Rasmus og Laurits, som jeg jo legede med, når vi var på besøg i Grænsegården, og somme tider ringede de til os, da far jo også havde telefon på sit kontor, men centraldamen fortalte, at drengene ikke forlangte nummeret, men sagde: ”A vil gjærn snak med Svend i Kjær-Møll”.
På Grænsegården var der også en Karl, der hed Niels Thordahl, og han var Vendelbo. Jeg morede mig meget over den måde, han talte på, og så havde han en grammofon og spillede nogle plader for os, men ikke alene når vi var på besøg deroppe, det skete tit at når han havde fået en ny plade, at han tog telefonen og ringede til os i Kjær-Mølle, fordi han syntes at vi lige skulle høre den i telefo-nen, men vores telefon hang jo på væggen i fars kontor, og her var ingen varme, fordi vi kun fyrede i én stue for at spare på brændselet, derfor skiftedes vi til at lytte og rende ind i varmen, en gang var vi ikke lige ved telefonen, når han ville sige noget, og da én af os endelig tog røret, hørte vi hans stemme; ”Hallo-Hallo-hallo, hvad i alverden hører I ikke efter? Men vi fortalte ham ikke, at vi frøs i det kolde kontor.
Se, mølleren, som jo havde landbrug og både kørte korn og hø hjem i lade, fordi man også dengang brugte halmen til foder, skulle jo også om vinteren havde kornet tærsket, og jeg husker, når der om vinteren kom denne store sorte dampmaskine forbi og blev stillet op henne ved laden, her skulle den fyre med kul og trække tærskeværket med det store svinghjul, dog husker jeg ikke, om der også fulgte et træskeværk med eller mølleren selv ejede et sådant, men jeg var mest interesseret i ham den arbejdsklædte mand, der passede dampmaskinen og skovlede kul på. Og så vidt jeg ved, var han fra Hejls og hed Christian Nissen og boede i et hus ved siden af centralen, hvor centralbestyreren hed Martin Petersen, tror jeg , og her var der også en smal bro over bækken.
Jah, den bæk, den bæk havde min far og jeg også en dag kvaler med, men jeg beundrede de store drenge i den store skole, som kunne tage tilløb og springe over den, men der var ikke dybt vand i bækken, måske kun 30 – 35 cm´s dybde, og en dag lige før jeg begav mig hjemad fra skolen ville jeg lige have et halmstrå ud at sejle i bækken, og lagde det på min højre fod og sparkede på den måde halmstrået ud i bækken med det resultat, at træskoen fulgte med ud midt i bækken og straks gik til bunds, fordi den var beslået med jernringe. Nu var jeg grædefærdig, men måtte jo hjemad og humpede så med én træsko på venstre fod og trådte strømpesokken med tåen i den fugtige jord, så den ikke så godt ud, da jeg kom hjem og måtte bekende, hvordan jeg havde mistet min højre træsko.
Far fik at vide, at den lå midt ude i bækken lige ud for skolen, og derfor tog min far sine lange spidssnudede træskostøvler på og vandrede til Hejls, hvor han fik træskoen op, men da han kom hjem igen bebrejdede han mig dette, at jeg kunne jo bare selv have taget strømperne af og gået ud efter den, men ih, det havde jeg slet ikke tænkt på kunne lade sig gøre. Ja, dum var jeg. Hvad der el-lers foregik rundt om i den store verden, kan man læse om læse om i Danmarks og Verdenshistorien, jeg fortæller her kun om min barneverden, og hvad jeg oplevede, men selvfølgelig kunne jeg fortælle ti gange mere end jeg gør, men så bliver det nok for kedeligt.
I skolen gik det i det hele taget let for mig, jeg lærte jo meget, og kunne nu læse og skrive, og jeg var altid meget interesseret i årets julemærke og i øvrigt de danske frimærker, som jeg nok senere kommer til, men vi var nu nået til 1918, og en morgen var min far meget tidligt om morgenen vandret henover engene sammen med en grænsegendarm Nielsen, og de havde jo hver en båd, og nu ville de lige tage til Æ Mind og stange nogle ål, men da de havde godt begyndt, fik min far plud-selig ondt i sin mave og måtte sætte sig ned i båden. Gendarm Nielsen sagde, at han skulle bare sunde sig lidt, så skulle det nok gå over, men smerterne blev heftigere, og min far måtte ro båden ind og fortøje den og vandrede så atter hjem til os med disse smerter i maven.
Mor ringede omgående til Dr. Gabe, der boede i Taps, og da han kom i bil konstaterede han, at det var mavekrampe og nok skulle fortage sig. Far skulle bare have tålmodighed, men far lå nu og skreg af smerter, således at naboerne kom til og spurgte om, hvad de dog var sket?
Mor ringede også til Grænsegården og bad Nis Nørgaard om at sende Anna og Johannes hjem, fordi deres far var blevet syg. Helga og jeg gik ude i haven og havde tårer i øjnene, fordi det var forfær-deligt at høre på, at vores far sådan skreg. Flere af grænsegendarmerne kom til og talte alvorligt med mor, hvad skulle man dog stille op? Gendarm Johan Frederiksen telefonerede til Dr. Gabe, og spurgte, men han svarede, det skulle nok fortage sig, bare være tålmodige og vente.
Hele dagen gik med, at min far lå og vred sig i sengen og skreg meget højt af smerter i maven, og så blev gendarm Frederiksen meget vred og hurtigt gik han ind på kontoret og ringede til Dr. Gabe og sagde, at dersom at han nu ikke omgående ville komme, ja, så ville han ringe til Kolding og få fat i en anden læge derfra.
Da var klokken seks om aftenen og min far havde skreget lige siden klokken seks om morgenen, men doktoren kom og konstaterede nu, at det var tarmslyng, og han ringede efter sygebilen fra Kol-ding Sygehus, som kom, og jeg husker tydeligt gendarm Nielsen tog lange skridt hen og råbte ”God bedring”.
Det skete den 28. juni 1918, en fredag morgen og han døde søndag morgen den 30. juni.
Det var et stort savn for os at miste vores far, men livet skulle jo gå videre, og det gjorde det.
Nu skulle en anden tolder overtage embedet, og det blev en mand fra Bastrup, der hed Jacobsen, som i den første tid fik et værelse at bo i, og min mor lejede så toldstedet ud til staten og søgte lej-lighed i Hejls, men det kunne hun nu ikke få sådan lige med det samme. Dog lykkedes det at få en lille lejlighed i den ene ende af Hejls Forsamlingshus, midlertidig boede vi hos min onkel og tante i et hus lige overfor præstegården. Huset ejedes af en rebslager Hansen, og hans datter Margrethe var blevet gift med min morbror Jakob, ham der stak af fra krigen og bankede på ruden en nat hos os. Huset lå et stykke fra vejen og her var en have foran. Fra havelågen ved vejen førte en sti op til ind-gangen af huset og på begge sider af denne sti eller havegang var der tætte buksbomhække og ellers var der både frugttræer og et væld af blomster.
Så var der opstået en smitsom influenzaepidemi ”Den spanske Syge”, og både Helga og jeg blev angrebet af den, og jeg husker overhovedet intet om, at jeg var syg og havde høj feber, men jeg vågnede op og mærkede, hvordan jeg blev svøbt ind i uldne rejsetæpper og båret ned ad den smalle havegang og sat op i en jumpe med islænder for.
Det var præstens søn Svend (med briller), som mor havde bedt om at køre os ned til vores nye lej-lighed i Forsamlingshuset, For jeg var nok faldet i søvn på vejen derned, fordi jeg intet husker om køreturen. Dog var jeg i bedring, og snart kunne jeg begynde at se mig omkring i denne lille, sjove lejlighed, soveværelset lå bagerst, og derfra gik man ind i stuen, så skulle man et trappetrin ned til forstuen, som var lang hen til fordøren, og udenfor var der fem trappetrin ned, men midt i forstuen var der igen et trappetrin ned for at komme i køkkenet og i køkkenet atter et trappetrin ned for at komme i vaskehuset og herfra førte en dør os videre til stalden, som vi altså skulle bruge til brænde og andre ting.
Denne sidebygning var stor og halvdelen var altså vaskehus og stald for os. Men bag væggen var der ét stort rum, som var malerværksted for manden ved siden af, han hed Johannes Nørgaard og hans kone hed Anna, men de havde to børn, piger, Karen og Else, som nu også blev nogle af min legekammerater, når jeg ikke var i skole eller andre steder.
Disse to lejligheder og udenomsplads ejedes af kromanden Christian Hansen, jeg tror nu nok, at han virkelig hed Chresten Hansen, men ellers ved jeg ikke, hvem forsamlingshuset tilhørte, fordi jeg al-drig har tænkt over dette, men midt i denne store bygning var der en gymnastiksal og en mindre fo-redragssal og allerforrest ud mod vejen boede rengøringskonen Stine Mosegaard og hendes mand Mathias, de havde to sønner Kresten og Simon. Min mor fik nu pension efter min far, som jo havde været statsembedsmand, men denne pension var nu nok ikke ret stor, og derfor gav min mor sig til at sy for folk, enten det nu var børnetøj, frakker eller kjoler eller andet, hun syede også tøjsko, klu-desko, som vi kaldte dem og som var dejlig varme at have på, især om vinteren.
Mor havde jo i sine unge dage lært at sy i Christiansfeld og havde en rigtig god symaskine, en Sin-ger trædesymaskine.
Og tænk bare, ingen af os tre havde endnu en cykel, vi måtte stadigvæk gå op i byen for at handle, enten i Brugsen eller i Kroens købmandsforretning. Men nu skal vi lige tilbage til bækken, som løb langs med vejen igennem Hejls by og under vejen igen og ned forbi Anders Mainz´ hus og videre udover engene og mosen, noget man kaldte Holmene, men så kom bækken atter til syne lige før for-samlingshuset, gik under vejen og videre forbi og under Kolding Sydbane spor, som nu lå højt oppe på en dæmning. Herefter løb den videre gennem marker og enge omtrent helt over til Hejls Kirke og her var der en kirkesti og over bækken en smal gangbro så kirkegængerne kunne komme over, men bækken fortsatte i en næsten lige linje nu og havde udløb ned i Hejlsminde Nor, æ Mind.
Og vejen fra Hejls Kro førte jo videre forbi Kirkevejen og Hejls Station og lige efter et hus på højre hånd, der hed Solvang og et hus overfor dette, der hed Sofiesminde.
I Solvang boede en norsk frk. Schmidt og hendes mor og i Sofiesminde et par gamle mennesker, jeg mener de hed Sofie og Hans Peter Bork, og ned ved det store røde hus forsamlingshus ved bækken stod en høj smal sten med indskrift om en stormflod, jeg mener der stod 1872 og et mærke viste hvor højt vandet havde været. Derefter gik en lille bakke op, og man nåede ”Bygebjerg”, men lige før gik kirkestien til begge sider, til højre førte den til Hejls Kirke og til venstre til noget, der hed Trappendal. Henne ved gården ”Bygebjerg” gik vejen brat til venstre og på hjørnet på venstre hånd lå en lille landejendom, og jeg mener ejeren hed Lund, men videre kom vi forbi ”Bygebjergs” fo-dermesterhus og senere igen på venstre hånd en landejendom, hvor ejeren hed Karl Ravn. Jeg skri-ver dette, fordi vi nok kommer forbi disse steder senere i min fortælling.
På loftet i forsamlingshuset var der to små værelser, der hørte til mors lejlighed, men vi skulle ind ad døren hos maler Nørgaard for at komme op på disse værelser. Min mor havde lov at leje dem ud, og det gjorde hun. Den første lejer var en ung grænsegendarm, som var fra Nykøbing Mors, og hans navn var Valdemar Kjældgaard Jensen, som desværre var mørkeræd og turde derfor ikke gå vagt om natten måske også, fordi han skulle forbi kirkegården for at nå sin post.
Men han fortalte, at han havde en søster, der hed Agnete, og hende kom min søster Helga til at skri-ve sammen med, men Valdemar fik nu sin afsked på grund af udeblivelse fra tjenesten ved grænse-gendarmeriet og rejste tilbage til Mors. Mere heldig var mor med to andre unge grænsegendarmer og fik begge værelserne udlejet. Den ene gendarm hed Johannes Madsen og hans far hed Chr. Madsen og boede i noget der kaldtes ”Esbjerg” ved Hejls. Den anden hed Georg Anton Knudsen og var fra Kolding, og hans far var ansat som filmoperatør ved biografen i Kolding, men Helga og jeg kaldte ham GAK, hans forbogstaver.
Johannes Madsen dyrkede violinspil og gjorde dette i stuen hos os, hvor de ofte opholdt sig til glæ-de og fornøjelse for os børn, for nu var der musik i huset. Det skete, at de kunne nyde en gang ef-termiddagskaffe eller aftenkaffe, men var ellers ikke på kost hos mor, næh, hun skulle sy og havde ikke tid til at lave mad til så mange.
Johannes Madsen spillede efter noder og havde Danmarks Melodibog, og jeg lærte mange skønne melodier af ham. Somme tider spillede GAK også med på en anden violin, ba-da-dom-da,dadom-da osv., men fornøjeligt var det nu, og jeg nød det. Men der kom også mange damer, der skulle have kjoler syet eller noget tøj til børnene, og heriblandt var også fru Flensburg fra Bygebjerg og ligeledes hendes ældste datter Johanne. Gården ”Bygebjerg” ejedes af en Christian Flensburg og fruens fornavn husker jeg ikke, men de havde i hvert fald 6 børn, en søn Niels og resten var piger, Johanne, Else Marie, Ellen Margrethe, Ingertine og Kirsten, som var den yngste. Hendes fulde navn var Kirsten Marie. Og gården ”Bygebjerg” blev for mig lidt af et paradis, idet jeg her kom til at lege især med de to yngste piger Ingertine og Kirsten.
Jeg vil lige beskrive ”Bygebjerg” , som jeg husker den fra barndommen. Man kom først gennem en port og ind på en stor gårdsplads, lige for lå stuehuset, en meget lang bygning med indgang to ste-der, til venstre var bagdøren og til højre var fordøren, og desuden var der endnu en bagdør i venstre gavl.
Til begge sider af porten var der kornlader og til højre en sidebygning der var hestestald, og side-bygningen til venstre var kostald og grisestald, men der var jo også rum til vogne, og der var stor hønsegård og hønsehus, og ellers gik der blandt alle de andre brune italienske høns også perlehøns, og jeg syntes de gik med spæd stemme hele tiden og sagde:” Tobak-tobak-tobak.
Bag ved stuehuset var der en mægtig stor have med masser af høje æbletræer og pæretræer. Der var store græsplæner og to havedamme, en lille og en stor, og ved den store var der et havehus, som var stråtækt, og indenfor var der bord og bænke og stole. Vi kunne sidde og se ud i dammen, hvor der var guldfisk.
Hvadenten det var forår eller sommer eller efterår og vinter, ja, så var det altid herligt at komme op på gården ”Bygebjerg” og lege sammen med disse to søde lyskrøllede piger, Ingertine og Kirsten, men når man lader tankerne gå tilbage til denne lykkelige barndomstid, springer den endnu længere tilbage , og det er til den tid, da min far levede og var tolder ved Kjær-Mølle.
Her ved grænsen skete der jo altid noget. En dag mens jeg sad i klassen sammen med de andre piger og drenge hos lærerinde fru Lind, blev det pludselig meget mørkt i vejret og regnen styrtede ned i stride strømme, men undervisningen fortsatte og timerne gik, og vi skulle atter hjemad, og da jeg nåede omtrent hjem og nåede til Petersens landejendom, stod mange folk her og undrede sig over den ulykke, som var sket om formiddagen. Der havde været en skypumpe. Fruen Stine Petersen gik rundt ude på vejen og jamrede sig højlydt’: ”Åh ja, Herre Jøsses, Herre Jøsses, a troede de var ver-dens undergang, se alle mine dejlige kirsebær, men spis kun folkens spis kuns, sikke et Herrens vejr det var, og tænk en gammel si kom flyvende lige ind i stuen gennem vinduerne, som nu næsten alle sammen er gået i stykker, og den si blev stående lige på sybordet, ja, Gud ved, hvor den er kommet fra. ” Jeg var også blevet meget forskrækket over at se, hvordan ejendommen var raseret, der var et mægtigt hul i stråtaget og halm lå spredt rundt omkring tilligemed med teglsten, tagsten fra stuehu-set, og Stine fortalte, at hun lige havde gjort flasker rene til saft, fordi hun lige skulle til at lave saft og syltetøj og havde sat en hel masse flasker til tørring med bunden i vejret i en bænk med tremmer ude i haven, men bænken med flaskerne var blevet slynget eller suget op i kirsebærtræet, hvor den blev hængende, og flaskerne lå nede omkring træet og var knust alle sammen, ”åh ja, Herre Jøsses, sikke da et vejr.”
Jeg gik nu videre, og da jeg nåede Kjær Mølle skov, så jeg to høje og tykke træer ligge på jorden, de var simpelt hen rykket op med rod. Da jeg kom hjem, fortalte mor mig om dette forfærdelige vejr, og at en mand, der hed Dejko og hans kone var kommet kørende med barnevogn mod Kjær –Mølle og barnevognen var blevet slynget højt op i luften, og deres lille barn faldet ud og lå nu griset til af jord og ler på den våde regnfyldte vej, men barnet havde heldigvis ingen skade taget, og noget sene-re var far gået op ad vejen for at se på ødelæggelserne, og da kom Dejko, der var ude at lede efter en pude, som de manglede til barnevognen, men i det samme kom der et lille vindpust, og der stod et egetræ med tørre blade, og de raslede i vinden, og i spring var Dejko henne ved en telefonpæl og klamrede sig til den, idet han udbrød: ” den kommer igen den kommer igen.”
Denne Dejko havde også været med i krigen og var meget nervøst anlagt. Senere fik jeg at vide, at da skypumpen kom var Jørgen Berg, Ole Tingleff og Peter Aagaard ovre i engen at sætte hø i stak-ke, og da de så skypumpen blev de meget forskrækkede, Peter Aagaard var gået ud i mølledammen til vandet stod ham til halsen, og Jørgen Berg var krøbet under en høstak og Ole Tingleff havde lagt sig på maven og havde holdt fast i græsset med begge sine hænder.
Nu tilbage til ”Bygebjerg”. Jeg var næsten hver dag et smut oppe hos pigerne her. Og en søndag skulle vi til Brandsø, Flensburg havde lejet en fisker med sin båd, som skulle sejle os alle denne ud-flugt til Brandsø. Og det må nok have været en søndag, fordi både karle og piger og fodermesterfa-milien også var med. På sejlturen beundrede jeg de mange blå vandmænd, som svømmede i bølger-ne, og da vi kom til Brandsø og kom i land, brugte jeg rigtig øjnene, mågerne fløj omkring over stranden, og jeg husker ikke, om vi først skulle spise noget mad, næh mad interesserede mig ikke ret meget den dag, men Flensburg kunne fortælle os meget om øen, og her var mange fasaner og harer, og så var der ørnebregner, der var højre end mig, og dem beundrede jeg meget, og da så Flenburg spurgte, om vi vidste, hvorfor de hed ørnebregne, og ingen vidste det, så tog Flensburg sin lomme-kniv frem, og derefter trak han en stor tyk ørnebregne op af jorden, og med sin skarpe kniv skar han nu et skråt snit fra den brede del og gennem roden og vi skulle kigge ind i dette skråsnit og Flens-burg sagde: ”Her ser I hvorfor, her kan I se den tyske ørn med to hoveder og vinger og kløer”. Dette glemmer jeg jo aldrig, og viser også ofte denne ørn for venner og bekendte, fordi vi jo også har ør-nebregner i Silkeborg.
Men vi gik hele øen rundt, dog ikke alle, men jeg var med på turen, og pludselig havde vi jaget en hare ind i en stendysse, som var derovre og Niels opdagede, at den var syg, han mente, at den havde tuberkulose, fordi der var bare pletter i dens skind og hårene manglede, men jeg husker ikke om den blev slået ihjel.
Nu var jeg en oplevelse rigere, og vi havde en herlig udflugt til denne smukke ø i Lillebælt, men Flensburg arrangerede mange andre gode ture, i september når nødderne var modne skulle vi på nøddetur, og med hest og vogn kørte han rundt med os og holdt stille af og til ved nøddehegnene, og vi stod oppe i vognen, og vi plukkede de nødder, vi kunne få fat på.
Engang havde han også inviteret nogle mænd og kvinder fra Kirkens Korshær til at bo på gården, og han kørte ture rundt med dem i den skønne natur, ja, jeg tror nok der var flere end een vogn, men nogle af korshærkvinderne syntes, at jeg skulle med ud at køre og fik en plads i vognen, og alle gav sig nu til at synge: ”Der er solskin i min sjæl i dag”, og så fik jeg også lært den salme. Og jeg ople-vede at se forfatteren Morten Korch og hans kone vandre arm i arm ad den store haves brede gange.
Men Morten Korchs sønner kom også på ferie på Bygebjerg, og så var vi jo flere børn til at lege sammen. Jeg husker en dag disse to raske drenge lige var kommet og for resten hed den yngste Knud og den ældste Morten Andreas Korch og blev derfor kaldt MAK, og nu ville de jo straks ud at se haven, og i løb gik det så igennem haven og om til havehuset, hvor der også gik en lille bro et stykke ud over havedammen, og MAK havde en sådan fart på, at han ikke kunne stoppe ved enden af broen, men styrtede hovedkulds ud i dammen blandt guldfisk og karper, og måtte så straks ind for at skifte tøj, da han nu var drivvåd.
En anden gang da disse to drenge skulle komme, måtte vi hente dem i ponyvogn med de to islænde-re Gunnar og Smut for, og Kirsten kørte hestene og Ingertine og Helga og jeg var også med på sta-tionen, og vi kørte hjemad mod ”Bygebjerg”, hvor jeg blev meget jaloux på Knud, som pludselig rejser sig i vognen og kysser Kirsten, og det var jo forfærdeligt, for jeg var jo også forelsket i Kir-sten, denne lille søde, krølhårede pige.
Nå, men alligevel legede vi alle sammen godt, og der kom også en feriepige, der hed Karen Hansen, en københavnerpige, og vi morede os meget over hendes sprog, når hun f. eks sagde: ”Hvem er det der ovre står” Sådan snakkede vi jo ikke. En gang skulle der komme en anden københavnerpige på ferie, en Anne Beron eller noget i den retning, men hende fik jeg ikke talt så meget med. En gang kom der også to tyske drenge på ferie, og de hed Christian og Charles, og sammen med disse to drenge boede jeg også i et af karlekamrene ovre ved hestestalden, og jeg husker at Charles sang;” Lille Lise, lille Lise fik en hue rød”. Men der allerherligste var nu legen i køkkenet, særlig når Kir-sten havde fået en taburet op på den store høkasse og sad der og spillede harmonika, for det kunne hun skam også.
Somme tider fik Ellen Margrethe mig med ud af samle æg i hønsehusene, og jeg syntes perlehøn-sæggene var nogle løjerlige nogle med små prikker på. Men jeg skulle også hjælpe Ellen Margrethe med at muge ud, gøre rent hos hønsene, og det syntes jeg også var sjovt, selvom jeg nu hellere ville være i Kirstens nærhed.
En dag kom Ingertine og skulle til bageren og spurgte om vi ville med. Joh, Helga og jeg gik med hende til bageren, men i butikken havde hun bl.a. fået en snavset enkroneseddel tilbage, og da vi var kommet udenfor, tog hun denne snavsede seddel frem og udbrød: ”Puh ha, sikke en væmmelig sed-del, og så rev hun den i småstumper og rullede dem sammen i en kugle, som hun smed over i en hæk. Da vi kom hjem fortalte vi vores mor, at Ingertine havde revet en enkroneseddel i stykker og mor svarede: ”Nå, jamen de har jo også penge nok”. En dag var Kirsten og jeg alene sammen på en tur til en gammel kone, der hed Grethe Friis, som boede i samme hus som Karen Riis, og da Kirsten bankede på gav Grethe Friis et højst skrig fra sig inden for, og vi hørte et bump, men Kirsten lo og satte fingeren for munden for at fortælle mig, at vi bare skulle stå helt stille og vente, og det gjorde vi så, og lidt efter åbnede Grethe Friis døren og blev måske lidt forbavset over at se, at det kun var et par børn, men hun spurgte: ”Høe i a skreeg?” Vi nikkede og afleverede så det vi havde med til hende fra Bygebjerg.
Det skete jo også sommetider, at jeg trængte til at få håret klippet, og jeg tror nok at Ellen Margre-the havde spurgt mor, om hun måtte klippe mig. Inde i et af pigeværelserne fik hun mig så anbragt på en stol og gik i gang med at klippe mig. Jeg blev friseret og klippet, og Ellen Margrethe var jo omhyggelig med at klippe pandehår på mig, og jeg fik lov at se mig selv i et spejl.
Når der ellers var ungdomsfest på ”Bygebjerg” var vi ude i haven, hvor vi rundt omkring fik hængt kulørte lamper op, og så kunne vi rigtig gå og nyde det, når vi f. eks legede ”gående enke”, som jeg holdt meget af, fordi jeg altid sørgede for at gå sammen med Kirsten. Og høstgildet på ”Bygebjerg” glemmer jeg heller aldrig. Det store soveværelse blev ryddet for møbler, fordi det var bedst egnet som dansesal, og der blev lavet en lille tribune pyntet med blomster og kornneg, og her skulle spil-lemanden sidde og spille på sin harmonika, og jeg husker det var Peter Straarup, der spillede, og han havde en stor rød vorte i nakken. Til sådan en fest gik det altid lystigt til, og vi morede os alle sammen. Her var virkelig humør blandt unge og gamle. Det skete også tit, at der blev arrangeret tableauer på græsplænen lige for, når vi fra havedøren kom ud i haven. Det vistes forskellige even-tyr, og prinsessen var enten Kirsten eller Ingertine, der var meget fint påklædt, og så blev der tændt fakler på hver side af denne scene, en rød og en grøn, som brændte, mens vi nød dette dejlige syn og følte os i en helt anden verden, ja, sommetider blev der vist flere forskellige, og det foregik jo, når det var tilpas mørkt i haven om aftenen. En anden gang opførte Ingrid Krag fra ”Trappendal” og Kirsten en lille sketch : ”Mads, jeg tror bestemt du dratter ned fra denne spinkle gren, kors hvor du får prygl af fatter, hvis du brækker dine ben osv.” Jeg tror nok, at det var Ingrid, der sad oppe i et af de høje æbletræer og Kirsten stod nedenunder, men måske var det omvendt. I hvert fald fik de to piger stort bragende bifald for præstationen.
Og det kunne jo godt blive sent om aftenen før Helga og jeg kunne komme af sted hjemad, når vi havde været oppe på gården og lege. Altså sent på dagen og først på aftenen, og det var blevet lidt halvmørkt. En aften da vi gik hjemad mod forsamlingshuset ned ad den lille bakke, kom der os i møde en underlig lang og tynd dame, som tog nogle lange skridt, men gik ganske langsomt, men Helga og jeg skyndte os forbi denne mærkelige person og satte i løb hjem, hvor vi nu fortalte om, hvad vi havde set, men alt imens vi fortalte kommer denne person ind ad døren til os i stuen, og så kan det nok være at vi alle sammen lo og klukkede, fordi det var grænsegendarmen GAK, som hav-de iført sig min mors lange frakke og hendes hat på hovedet, men han ville ikke sige noget til os på bakken, for ikke at gøre os mere forskrækket.
En anden aften da vi lige var gået gennem porten og ned på vejen blev vi også forskrækket, da der kom et meget langt uhyre imod os og sagde ”Buuuuuh, buuuuh! Jeg knyttede min højre hånds lille næve og ville forsvare min søster, og jeg slog af al kraft næven i brystet af uhyret, som var min mor forrest og så min onkel Eskild og tante Anne og fætter Magnus, der nu syntes det kunne være sjovt at gå os i møde og forskrække os lidt, hvad jeg i hvert fald ikke syntes om, når de alle sammen kom nedbøjet som en kålorm og sagde ”buuuh”! I hvert fald havde min mor ondt i brystet mange dage efter det slag, jeg slog. Da var min onkel og tante rejst fra Lysbro og havde bosat sig i Hejls for en kort tid. De boede i et hus lidt skråt overfor hjulmager Buch og lige efter skomager Dam. Og min fætter havde fotografiapparat og tog mange billeder, og filmen fremkaldte han selv i kælderen i hu-set som mørkekammer. Og sommetider skulle jeg hjælpe ham, og sad der med filmen, som skulle hejses op og ned i fremkaldervæsken, indtil billederne, negativerne, tonende frem på filmen og der-efter lægges i rindende vand en hel nat for at skylles rene. Uh, det arbejde blev jeg nu lidt træt i ar-mene af, men når vi så skulle til at lave sollysbilleder i en kopierramme, var det sjovere. Mange af disse billeder har jeg endnu i mit fotoalbum, og her er også billeder af Ingertine alene på islænderen Smut, og Kirsten og mig begge siddende på Smut.
Jeg husker også to af tjenestepigerne, som de kaldtes dengang. Det var to søde og livlige piger frk. Rask og frk. Mackeprang. Vi havde jo også et stort bål Skt. Hans aften, og det var Niels og de andre karle, som havde kørt alt det halm og tjørnegrene sammen, så bålet kunne blive stort og flot, som det også gjorde, og pludselig hørte vi høje hyl og så to hekse komme ridende rundt om bålet og forsvandt så ad Bloksbjerg til, de brugte også kastagnetter og hylede som gale hekse, men det var Rask og Mackeprang. Joh, det var festligt, og Kirsten havde lavet sig lille ekstra bål ved siden af og fik interesseret hjælp af Atter, der sagde: ”Kirsten kom med noéd mere ildebræen”.
Den danske grænsevagt skulle forstærkes på grund af krigen, som jeg ellers ikke skænkede en tanke, men der kom en hel masse dragoner til Hejls, som skulle hjælpe de lyseblå grænsegendarmer med at holde vagt, og de var placeret rundt omkring ved Mindet og ved Kjær-Mølle å. Disse dragoner var indkvarteret i daglejerhuset, som lå nedenfor sydbanen, og hvor ”Bygebjergs” køer græssede i indhegningen. Jeg gik også ad banelinjen ned til disse dragoner og snakkede med dem, og nogle sad og spillede kort, men en befalingsmand forbød dem at spille om penge og sagde, at de ligeså godt kunne spille om tændstikker.
Når jeg ikke var på ”Bygebjerg” for at lege med pigerne, var jeg oppe på gården ”Lykkebjerg”, der ejedes af Karl Ravn, hvor jeg legede med sønnen Anders Ravn. Han gik i friskolen. Jeg husker en aften Anders og jeg var alene hjemme, en aften lige efter jul, og vi havde endnu nogle stjernekastere fra juletræet, og vi tændte nogle af disse og fandt på at gå ud i gården med disse brændende og gni-strende stjernekastere, og jeg tog den, jeg havde i hånden, og kastede den højt op i luften med det resultat, at den faldt ned på ladens stråtag, og jeg blev nu meget ængstelig og kunne i ånden se brandudrykning og gården omspændt af mægtige flammer, men heldigvis var der meget mos på stråtaget, og glad blev jeg, da gården ikke blev brændt af, for stjernekasteren slukkedes ganske ro-ligt og Anders og jeg kunne atter gå ind i stuen, og vores angst var forsvundet straks.
Jeg besøgte også sommetider Stine Mosegaard og fik lov til at se sønnen Simons frimærkesamling og ønskede meget, at Simon ville forære mig den, men det var jo også sket dette, at Anders Ravn også havde besøgt Stine og havde fået lov til at se Simons samling, så vi var jo to om dette bræn-dende ønske. En dag var jeg atter hos Stine, og da blev jeg meget glad, fordi nu havde Stine altså snakket med Simon om samlingen, og Stine gav mig disse to albums, men jeg måtte endelig ikke fortælle det til Anders, og jeg måtte ikke vise ham den, for så kunne han genkende dem. Ja, him-melhenrykt var jeg nu, og Anders Ravn fik aldrig noget at vide om Simons frimærkesamling mere. Stine og Mathias havde jo også en ældre søn Kresten, men ham så vi ikke så meget til.
Når det var fastelavns mandag var Helga og jeg også på ”Bygebjerg”, hvor vi så klædte os ud i for-skelligt voksentøj og så nok grinagtige ud, fordi vi også blev sværtet lidt i ansigterne. Men en faste-lavns mandag fandt vi på at ville gå ned i Hejls by, men uheldigvis kom Flensburg på cykel nede fra byen, og straks sprang han af cyklen og sagde: ”Kan I så komme tilbage i gården og blive der, I skal ikke ned i byen og være til grin”. Slukørede vandrede vi tilbage til gården. Den norskfødte frk. Eli-sabeth Schmidt i ”Solvang” skulle have nymalket mælk bragt hjem til sig i en periode, og Kirsten og jeg fulgtes ad ned til hende med mælken i en lille spand, der var vist to liter eller måske kun én, hun skulle have, men efterhånden blev vi enige om, at jeg selv kunne gå ned til frk. Schmidt med denne mælk, og hver aften stillede jeg så på gården, og det var altid Kirsten, der skulle med mig ud til det store mælkebord, hvor mælkejungerne stod og øse den mælk op i hendes lille spand, og jeg nød dette, at det var Kirsten, som gav mig spanden, men en aften kunne jeg ikke lade være, jeg omfav-nede Kirsten og gav hende et kys på munden, men hun lo bare, og jeg gik nu gladere ned til frk. Schmidt med spanden.
På ”Bygebjerg” tjente der dengang en karl, der hed Alfred Frederiksen., og næste dag kaldte han på mig og sagde smilende: ”Nåh, så du kysser jo Kirsten”. Jeg rødmede jo lidt, men ikke skamfuld, og jeg nægtede heller ikke. Det skete jo også, når Johanne var inde hos min mor