Skovløberstedet "Vargaardlund"

Skovløberstedet Vargaardlund.
af  Sigrid Straarup og Gunnar M. Krag

 Vargaardlund.

Et skovløbersted i Vargaardeskoven ved Hejls Strand.

Alle der har gået tur i Vargaardeskoven eller langs stranden fra ”Grænseborgen” og nordpå kender skovløberstedet ”Vargaardlund”. Det ligger ved indkørslen til statsskoven nord for ”Vargaarde” og består eller rettere bestod af hovedhuset i midten og staldbygningerne til venstre og det lille charmerende anneks til højre med plads til skovløberelever. I dag i 2004 er nogle af udbygningerne og det lille anneks revet ned.

Hvor længe stedet har ligget der er uvist. Det findes ikke på udskiftningskortet fra 1787, men eksisterer på matrikelkortet fra 1867, så det er nok opstået i midten af 1800-tallet.

Vi har ikke navne på skovløbere tilbage til begyndelsen, men i arkivet har vi et billede af en skovløberfamilie Nissen fra slutningen af 1800-tallet, og på Hejls kirkegård findes et par gravsten, der fortæller om en skovløberfamilie Lange, som har boet på stedet i begyndelsen af 1900-tallet: Det drejer som om skovløber Christian Lange født i Veerst 1853 og død i Stenderup 1930 og hans komne Anna M. Lange født 27/4 1854 i Egtved og død i Hejls 1947. De havde en søn Peter Lauridsen Lange født i Fovsletskov 1897 og død i Vargaarde 1918.

 

På den tid var stedet et yndet udflugtsted for søndagsture. Fra stedets køkken blev der solgt kaffe og kage, som kunne nydes ved borde og bænke i haven eller i gården. Der blev også solgt slik fra det lille anneks, kaldet ”Kristely”. Skovstierne fra huset og ned til højskrænten blev holdt hakkede og nyrevne som var de havegange. De unge KFUK og KFUM-spejdere fra Grænseborgen kom også ofte hen til stedet og sang i skoven. Men alt dette var ophørt inden 1950.

 

Kort efter 1920 fik stedet en ny skovløber, Thomas Hansen. Han og hans kone Anna Kirstine Hansen kom fra et skovløbersted ved ”Rødehus i Stenderup Midskov.  Da de flyttede derfra overtog sønnen Jens Hansen stedet i ”Rødehus”, som siden igen blev overtaget af sønnesønnen Thomas Hansen. Tre generationer af skovløbere det samme sted. Men  på Vargaardlund gjorde Thomas Hansen kunststykket en gang til og lagde grunden til tre generationer af skovløbere, idet han i 1932 efterfulgtes af datteren Voldborg og svigersønnen Therkild Straarup. De efterfulgtes igen i 1960 af  sønnen Peter Straarup og svigerdatteren Sigrid, hvis erindringer har dannet baggrund for denne artikel.

 

Landbruget på Vargaardlund.

Skovløberen var en regnskabsførende skovarbejder og hans løn bestod bl.a. i indtægterne fra de 5 tdr. land, der hørte til ejendommen. Der var altså et landbrug der skulle passes ved siden af skovarbejdet. Det kunne fungere, fordi det egentlige skovarbejde mest lå i månederne oktober til april. Her skulle årslønnen tjenes ved akkordarbejde. Resten af året arbejdedes der på dagløn.

 

I staldbygningerne var der plads til en hest, to køer, en kvie og en tre småkalve. Der var to grisestier, et brændselsrum, hvor ”dasset” var, dog adskilt, så man kunne lukke efter sig. Vognskuret var en bliklade, som Therkild Straarup lod bygge. I den stod en gammel sygevogn til en hest, en vogn med to vognstænger, to karbidlygter, et bendækken til fire personer og et kuskesæde.

Hønsehuset var bygget op i baggården, hvor der også var en aljekumme. Disse bygninger lå til venstre for beboelseshuset. Til højre lå ”Kristely”, som havde navn efter en gammel kristtjørn. Den lille bygning lå med en dør og to vinduer, et på hver side af døren ud mod gårdspladsen. Huset brugtes som karlekamre til skoveleverne og som vaskehus. Men det blev også brugt, når der skulle slagtes grise, ænder og høns. Da der ikke længere var skovelever blev huset brugt om foråret, når man skulle pakke musegift til udlægning ved vinterens nyplantninger. Så blev der tændt op i kakkelovnen bagest i rummet.

Skovløberen havde huset og jorden gratis mod at betale jordskatten og kunne så forsyne sig selv med råvarer fra jord og dyr. Han fik også årligt 25 – 30 rummeter gratis brændsel kørt hjem, men skulle så selv save og kløve det. Der blev bevilget tapet og maling til et par rum hvert fjerde år. Ligeledes skulle huset udvendigt klines, kalkes og males. Det skete dog på dagløn. Foråret var så- og plantetid i skovens planteskole. Senere når roerne skulle tyndes, skete det i fritiden, eller man kunne tage fri til det. Ligeledes skulle høsten bjærges for egen regning. Efter at hesten blev solgt og der kom traktor i skovbruget, hjalp Peter og Sigrid Straarup til på Vargaarde i travle tider mod at de fik hjælp til pløjning, harvning, gødningspredning og i høsten.

I den tid, hvor Peter og Sigrid Straarup havde stedet blev der høstet først med traktor og selvbinder. Negene blev skokket til vejring og kørt i lade. Tærskningen foregik om vinteren og tog et par dage. Kornet blev båret over på loftet i stuehuset eller kørt til Kær Mølle. Siden blev der høstet med mejetærkser.

 

Skovarbjdet.

Skovarbejdet lå som nævnt mest i månederne oktober til marts. Det var hårdt arbejde og på akkord. Fra 1950 arbejdede Peter Straarup sammen med sin far i skoven. De havde kun håndsave, økser og kiler til at fælde og kløve træerne med dengang. Der brugtes store tomands håndskovsave til fældning af træerne helt op i 1950´erne. Therkilds og Peter første motorsav var også en tomands, som blev købt i 1954. Det var en lettelse, men den var tung. Motoren sad i den ene ende og her sad to greb, som på et cykelstyr. I den anden ende var der et greb, Den vibrerede meget og var hård ved arme, ryg og ben. Nogle få år efter kom enmandsmotorsaven som med tiden blev lettere, men mange fik ”hvide fingre” af at arbejde med dem. I de første år skulle skovarbejderne selv anskaffe motorsave, først under skovfoged Poul Rasmussen blev motorsavene statsskoven ejendom og stilledes til rådighed for skovarbejderne med brændstof, savkæder og andet tilbehør.

Therkild Straarup måtte holde op som skovløber i 1959 på grund af sygdom, og han og Voldborg flyttede om til ”Egely” ved Østergård”, hvor de boede resten af deres tid. Peter fortsatte så med Hans Dinesen som skovningspartner i nogle år, De arbejdede mest i Vargaarde og Grønninghoved skovparter. I 1964 blev Hans Dinesen skovløber på Sønderskovhus i Gl. Ålbo, og Kjeld Hjelm blev Peter Straarups skovningpartner I skoven arbejdede også gennem årene Jes Jacobsgaard, Niels Andersen, Otto Frederiksen og Aage Lassen på dagløn. De holdt ud længe og arbejdede mest med udkørsel af træ.

 

Skovauktionen.

Hvert år, når skoveffekterne var klar og var målt op og sat i meterlange rækker langs vejene i skoven til købernes vurdering, blev der holdt skovauktioner. De foregik på kroen hvor skovfoged og skovløber og køberne mødte op og blev enige om priserne. Træeffekterne var tømmer, eg, bøg, gran og  lærk, junker er gulvtræ samt sveller til jernbaneskinner. Der var også brændsel af forskellig art og kvalitet. Klov var kløvet træ, fagot var toptræ, runde meterlange stokke tykkere end en knippel, alt sammen solgt efter tykkelse og kvalitet. Der var også hegnspæle til salg.Tidligere blev der også hugget kvas til optændingsbrænde i komfurer og deslige, solgt i kassemål. Træ der lå tilbage i skoven blev som også i dag solgt som sanketræ. Folk kan selv hente det og bearbejde det, som de vil. Men tidligere var det billigere.

I tiden efter skovauktionen var det skovløberens kone, som tog mod betaling og anviste træet i skoven. Det blev målt op og gjort færdig til hjemkørsel. Skovløberen afregnede så siden med skovfogeden. Statsskoven solgte også strandsand pr. læs. Det ordnedes også af skovløberen.

 

Livet på Vargårdlund.

Sigrid og Peter Straarup overtog som nævnt stedet i 1960. Indtil da havde de boet i det ”Lille Es” ved Vargaardeskovens sydlige ende. Da de kom dertil blev der indlagt vand og el. Indtil da havde man fået vand fra brønden, og der havde også tidligere været nok vand til mennesker og dyr, men efterhånden løb brønden oftere og oftere tør og den blev uddybet fra8 metertil18 meter. Da stoppede man, fordi der kom havbund med op. Man måtte så grave en hjælpebrønd, et sted hvor der var mere vand. Den blev gravet nedenfor bakken i svinget inde i skoven Derfra blev vandet så pumpet op til brønden i gården. Efterhånden fik de installeret bad og toilet og fik vaskemaskine.

Taget på stuehuset blev udskiftet fra cementtegl til eternit, og der kom oliefyr og rigtige køkkenskabe med stålvask. På loftet blev der indrettet værelser af to gange. Der kom nye gulve i hele huset og nye for og bagdøre. De gamle sprossevinduer blev skiftet ud med store termoruder. Sigrid Straarup diskuterede det meget med skovridder Lassen. Han mente, det ville misklæde huset, men Sigrid fik sin vilje, og senere mente Lassen, at det slet ikke var så tosset endda. Efter 15 års ventetid fik de også et helt nyt køkken og spisekammeret lagt ind til køkkenet. Og sidst, men ikke mindst, fik de et stort panoramavindue i køkkenet i gavlen ned over markerne. Herfra kunne man se rådyrene på deres færden forbi tre gange dagligt. Sigrid Straarup fortæller :” Ræven kom ofte forbi og fasanerne gik og promenerede i rugetiden og kaglede dagen lang, mens hønerne lå på æg. Skovduerne og vores egne duer hørtes lige fra morgenstunden, indtil en mår en nat havde bidt hovedet af de fleste. Fra dette vindue kunne vi iagttage de fleste af skovens dyr til daglig glæde for os selv og til stor oplevelse for de gæster, som kom på besøg. Der var også udsyn ud over Bæltet, så man kunne følge med i kapsejladserne Fyn rundt, og se til Brandsø. Rådyrene gik tre gange dagligt over markerne, alt efter hvordan vejret var, og hvor de ville sove. Skiftede vejret sidst på dagen gik de tilbage igen. Om middagen lå de tit i skovdiget ned langs marken og tyggede drøv, hvis de ikke blev forstyrret af fremmede, de ikke så hver dag. Os kendte de. Rådyrene elskede også sveskeblommerne. Der kom sjældent nedfaldne blommer for dyrene stod på bagbenene med forbenene oppe i træet og spiste løs. De kom tit helt hen til huset og så på os, medens de gumlede på en tot græs. Rådyr er meget nysgerrige af natur, og de kan godt stå ganske tæt på en. Men gør man en overilet bevægelse, sætter de af i et brøl. De kendte mors bil. Når de så den flygtede de. Det kom sig af, at hun engang var kommet og havde set dem og parkerede bilen i skyggen for at fotografere dem. Da var de flygtet, og siden flygtede de, når hun kom. Det huskede de.”

 

I forbindelse med huset modernisering skulle Sigrid Straarup ofte forhandle med skovridder Erik Lassen. Sit første møde med ham fortæller hun om således: ”I vinteren 1955 var jeg pige på Hejls Kro hos Hanne og Niels Lysen. Ved skovløber Thomas Hansens begravelse var der bagefter kaffe på kroen. Skovridder Lassen havde bestilt et glas mælk, som jeg kom med på en bakke. Det gik galt, mælken røg ned over hans uniform, og der blev en større rengøring for mig. Jeg var flov og nervøs. Han sagde ikke et ord imens, andet end tak. Tydeligvis en mand af få ord. Men der blev aldrig for os noget at klage over. Dengang havde jeg ingen anelse om, at jeg skulle få så meget med ham at gøre. Det var nok godt, at ingen sagde noget ved den lejlighed. Om han siden huskede, at det var mig, er aldrig blevet nævnt. Han hentede ærteris hvert år, og da han blev syg lavede vi dem, men han hentede dem selv. At han blev budt på en kop kaffe gjorde, at han syntes vi havde behandlet ham meget venligt.”

 

Den sidste tid på Vargaardlund.

Sigrid og Peter Straarup fik 4 drenge fra 1957 – 1966. De to ældste Therkild og Preben startede i Småskovs Foreningen i 1975 og 1976. I februar 1981 begyndte Therkild i statsskoven i Sdr. Stenderup under skovfoged Frode Munk som 4. generation af sin familie i statsskoven. Han kom til at arbejde en kort tid sammen med Kjeld Hjelm og sin far, men efter en kort periode blev Peter Straarup syg og kunne ikke klare akkorden. Efter Peters død i 1988 ønskede sønnen Therkild ikke at fortsætte på stedet og i 1996 flyttede han til Haderslev skovdistrikt som Vargaardlund nu igen hører under. Udhusene blev revet ned bortset fra stalden, og da Sigrid syntes at haven var for stor at holde, valgte hun at flytte til Hejls. Allerede i 1979 var hun begyndt som hjemmehjælper som afløser for Rine Wiborg. Vargaardlund tilhører stadig statsskovdistriktet og har været lejet ud siden Sigrid Straarup rejste i 1989. Skovløberstedet har skiftevis hørt under Sdr. Stenderup skovdistrikt og nu Haderslev Skovdistrikt.


Foregående side: Teglværker i Hejls Sogn
Næste side: Klostergården 1944-45