Præsteerindringer 1911-1925

Uddrag af Pastor Olav Fog-Nielsens erindringer.
Tiden i Hejls 1911 – 1925.

I slutningen af 1910 indsendte jeg nogle ansøgninger om ledige embeder, og i begyndelsen af 1911 indstilledes jeg som nr. 1 til Hejls sognepræsteembede, blev udnævnt d. 15. februar, holdt afskedsprædiken, modtog gode afskedsgaver, og midt i marts drog vi mod syd.

Min formands enke i Hejls, fru K. Kristensen, tilbød mig, da jeg var en tur dernede for at se på sagerne, at vi kunne dele præstegårdens store stuehus. Jeg tog med tak imod dette venlige tilbud, og sidst i marts flyttede vi ind. Fru Kristensen og hendes børn fraflyttede først præstegården om efteråret. Vi boede altså dør om dør et halvt års tid, og det gik særdeles godt, (nådens år); for hende og hendes børn var det en vemodig tid.
Hejls er et lille sogn, ca. 1000 mennesker, ligger mellem Skamlingsbanken og den gamle grænse, grænser mod øst til Lillebælt. Her i Hejls havde grundtvigsk forkyndelse lydt siden 1870, da Topsøe blev sognepræst her. Gennem gårdejer Jep Fink, Bygebjerg, var kommen en stærk forbindelse med Askov højskole. Mange af dem, der nu sad på gårdene, både mand og kone, havde været på højskole, og adskillige af de unge fulgte i så henseende i de ældres fodspor. Forsamlingshuset var bygget i 1880. Herfra virkede foredragsforeningen, ungdomsforeningen, gymnastikforeningen osv. Friskole og efterskole havde der også været i mange år, besøgt delvis af sønderjysk ungdom, (f.eks. H.P.Hansen, Nørremølle). Ved den tid, jeg kom til Hejls, ejedes efterskolen af sønderjyske foreninger, lededes af forstander Ravn og frue, der efterhånden blev vore meget gode venner, ligesom deres børn og vore børn tilbragte så at sige al deres fritid sammen, enten ovre på efterskolen, hvis have grænsede til vor, eller i den store, gamle præstegårdshave med de mange gamle og nye frugt- og andre træer.
I Hejls sogn fandtes også nogle familier, der sluttede sig til Indre Mission. De havde et lille missionshus udenfor byen. Jeg kom til at stå i et godt forhold til dem. Endelig fandtes i sognet en del, som nærmest ville regne sig til Kirkeligt Centrum. Der var ret skarpe skel, kirkeligt og politisk mellem grundtvigianerne og ikke-grundtvigianerne. I forsamlingshuset kom kun folk af den grundtvigianske retning, Kirkeligt Centrum samledes af og til på kroen, og Indre Mission havde jo deres missionshus. I politisk henseende stod striden mellem venstre og højre, men i kirken kom de alle, og der var udmærket kirkegang i de ca.15 år, jeg var i Hejls, og det er der vist stadig.
Endelig var det i national henseende en vågen egn, ikke så sært, da sognet jo lå umiddelbart op til den gamle grænse, og der, navnlig gennem efterskolen, var en livlig og stærk forbindelse med mange sønderjyske hjem. Hertil kom jo også, at mange familier i sognet var knyttet til sønderjyder ved venskabs- og slægtsbånd. Denne stærke forbindelse mærkede jeg straks et par dage efter, at vi var flyttet ind i præstegården. Da fik vi besøg af vor nabo, forstander Ravn, der ville hilse på os og invitere os til et søndagsmøde på efterskolen. Her i efterskolens rummelige gymnastiksal samledes et par gange om året mennesker i stort tal, flest ovre fra den anden side af grænsen, men også en del af Hejls sogns beboere. Der holdtes kirkelige og folkelige foredrag, blev sunget salmer og sange, man havde madkurv med, og når eftermiddagens foredrag var til ende, samledes man ved lange borde og spiste, og efter endt måltid sad man endnu sammen nogle timer, mens taler og sange vekslede. Ved disse møder traf jeg bl.a. gamle P. Skau (bror til Laur. Skau), der den gang, trods sine omtrent 90 år, var rask og rørig, og han kom trofast, selv om vejret sommetider var alt andet end godt. Jeg mindes P. Skau stående på Skamling, holdende festtalen ved afsløringen af en mindesten for Flor, og jeg mindes ham en dag under krigen, da det var lykkedes for ham at komme over grænsen. Nu sad han på Bæklund, en af de store gårde i Hejls, hos vor fælles gode ven, Niels Dall, der havde ringet efter mig. Ved den lejlighed sagde den ca. 90årige mand, at han kunne have stor lyst til at få sæde i den danske rigsdag, når nu Sønderjylland kom tilbage til Danmark. Han tvivlede ikke om, at det ville ske. Det opnåede han dog ikke; da freden kom, hvilede hans støv på Fjelstrup kirkegård. Til hans begravelse kunne vi ikke komme over grænsen, men senere blev en mindesten afsløret på hans grav.
Et hjem i Hejls, hvor forbindelsen med Sønderjylland var særlig stærk, må jeg af flere grunde nævne. Jeg tænker på hjemmet på gården Stavnsbjerg, der ligger såre skønt ved den lille vig, Hejlsminde, der på et stykke danner grænsen mellem Kongeriget og Sønderjylland. På denne gård boede i vor Hejls-tid gdr. Rasmus Hansen og hans begavede hustru Ingeborg, født Hanssen; en søster til sønderjydernes berømte fører, H.P. Hansen, Nørremølle. Rasmus Hansen var stærkt politisk interesseret, var i nogle år folketingsmand og blev senere medlem af landstinget. Han tilhørte partiet venstre, men det var så vist ikke alene politik, man var optaget af i dette hjem – et alvorligt kristent hjem var det; sjældent var deres plads tom i kirken, stærkt interesseret i den danske højskoles arbejde, levende optaget af begivenhedernes gang i Sønderjylland og friskolens, foredragsforeningens og ungdomsforeningens gode støtter. Og så var det et meget gæstfrit hjem. Hvor ofte var vi ikke samlede der om god samtale og sang. Jeg har aldrig truffet et privat hjem, hvor højskolesangbogen blev så flittigt brugt, som der. Jeg ser endnu levende for mig fru Ingeborg siddende i sin stol, syngende med liv og lyst, sange som: Fædrene land, ved den bølgende strand, Jeg så ham som barn, Ind under jul, Julebudet og mangfoldige andre. Ved festlige lejligheder, f.eks. ved deres sølvbryllup kort før Verdenskrigens udbrud, i foråret 1914, samledes den store slægt fra Sønderjylland. Da tonede sangen stærkere end ellers. H.P. Hanssen befandt sig åbenbart såre vel ved at tage del i slige familiesammenkomster.
I Hejls præstegård fødtes vore to yngste børn, to piger. Efter den sidstes fødsel blev min hustru mere og mere sløj, måtte året efter indlægges på Diakonissestiftelsen i København, og der gennemgå en operation – (basedov), og den følgende vinter lå hun syg i mange måneder hjemme i præstegården. Det var svære år, men i disse år modtog vi så mange beviser på godhed, hjælpsomhed osv. Da min hustru atter var blevet rask, optog vi i præstegården et lille arbejde for Ø.M. En stor flok af sognets kvinder – af forskellige retninger – mødtes nu og da i vinterens løb i præstegården, hvor jeg fortalte og læste op, og vi sang. En sommersøndag afholdt vi en basar med stort udbytte, hvoraf størsteparten gik til Ø.M, mens andre missionsselskaber også fik en god gave.
Det var vist fru Ingeborg, der foreslog, at vi inden for foredrags- og ungdomsforeningen skulle holde en række fællesaftener i vintermånederne, en gang om ugen. Vi begyndte disse aftener med sang, så læste jeg op af en eller anden god bog, atter sang, så fælles kaffebord og lidt læsning igen. En sommer havde Rasmus Hansen, Stavnsbjerg fået Klaus Bærentsen til at tale ved vort årlige sommermøde i præstegårdshaven. Det blev et meget stort og vellykket møde. Den følgende vinter læste jeg så Klaus Bærentsens erindringer, som blev meget påskønnede. Da Rasmus Hansen fortalte Klaus Bærentsen dette, glædede det ham meget. Vi fik læst mange gode bøger i disse aftener, og tilslutningen til møderne var stor.
I 1918 stiftedes ved et møde i Kolding: Kirkeligt Samfund for det sydøstlige Jylland i tilslutning til K.S. af 1898. Jeg fik bl.a. sæde i styrelsen for denne kirkelige sammenslutning, hvis første formand blev pastor Trier, Askov. Senere ved Triers bortrejse fra egnen, valgtes jeg til formand. Foruden møder rundt om i sognene, hvor man havde bud efter os, afholdt vi årligt kirkelige møder i Kolding og Vejen med meget stor tilslutning. Blandt de mange udmærkede mennesker, jeg her kom i forbindelse med, må jeg foruden pastor Trier, særlig nævne sognepræst Richters i Vejen og fabrikant Jens Schrøder i Kolding. Efterhånden var det gået sådan, at jeg ofte blev bedt om at tale i kirker og forsamlingshuse samt ved friluftsmøder, først i det sydlige Jylland, senere også andre steder, f.eks. i Sønderjylland og Vestjylland, og i en årrække var jeg hvert år i Skive og omegn.
Allerede efter Tysklands sammenbrud blev grænsespærringen, som under krigen havde været meget streng, ikke længere håndhævet. I tiden, der gik inden genforeningen, var jeg således gang på gang ovre på den anden side og talte der både i kirken, forsamlingshuse og ved friluftsmøder. Jeg blev f.eks. anmodet om at tale ved et møde i Christiansfeld. Mellemmanden med sønderjyderne og mig var min gode ven møller P. Dall, Kjærmølle, hvis ejendom lå lige ved grænsen. "Kom kl.1", sagde mølleren, "så sover gendarmerne". Vi kom kl.1, gendarmerne sov, og vi gik over, for resten en hel lille flok, og blev modtaget af vor sønderjyske vært, der kørte for os til mødepladsen. Tilhørerne sad op ad en bakkeskråning, jeg stod ved foden af denne. Vi sang nogle sange, jeg begyndte at tale, - pludselig viser der sig på bakkens top en tysk afdeling gendarmer. Mine tilhørere så dem jo ikke, jeg lod mig ikke forstyrre, og lidt efter gjorde de alle stilfærdigt omkring og forsvandt igen. En anden gang, da møller Dall kørte for mig over grænsen, og vi passerede gendarmboligen, lød et kraftigt "Halt"- vi blev lidt hede om ørerne og tænkte, vi skulle jages hjem igen, men så var det blot gendarmen, der sagde: " Undskyld møller Dall, men må min hustru ikke køre med, føret er så dårligt". "Med største fornøjelse" sagde mølleren, og vi fik fruen op på vognen.
Endelig blev genforeningsdagen fastsat. I Sønderjylland havde man bestemt, at der dagen før kongen red over grænsen, skulle holdes gudstjenester i alle Sønderjyllands kirker ned til den nye grænse af præster fra kongeriget, og det var mig en stor glæde at få opfordring til at være med. I Hejls havde vi først tænkt at holde takkegudstjeneste dagen efter genforeningsdagen, men da skulle der være fest på Dybbøl, og vi og mange andre fra Hejls ville gerne med der. Vi opsatte så gudstjenesten hjemme til hen på ugen. Min hustru og børnene så kongens ridt over grænsen i Christiansfeld, hvor der var masser af mennesker samlet. Tidligt den følgende morgen startede min hustru sammen med forstander Ravns i bil med Dybbøl som mål. Jeg var rejst nogle dage før for at møde i Hjerpsted, hvor jeg skulle prædike. Det var meget festligt, det vrimlede med danske præster, der ved hver station stod ud og modtoges af sønderjyske bønder. Min vært, en stout, vestslesvigsk bonde, bød mig velkommen, og vi kørte en dejlig lang tur gennem det flade Vestslesvig, forbi Randrup kirke og præstegård osv., indtil vi nåede min værts gård, den nordligste i Hjerpsted sogn. Næste morgen årle bankede det på gæstekammerdøren, og min vært trådte ind. "Godmorgen, ja, så skal vi vel aftale tiden for gudstjenesten". "Er den ikke aftalt og bekendtgjort?" siger jeg. "Jo, men vi kunne vel godt have gudstjeneste kl. 10, hvis De ikke har noget imod det, så skal jeg nok ordne det". Kl. 9 holdt vognen for døren, og så sagde min vært: "De ville vel ikke gøre mig den store tjeneste at tage ornatet på herhjemme og køre i det?" Jeg gjorde selvfølgelig, som min vært ønskede, og vi kørte en lang tur rundt i hele sognet, forbi alle gårde og huse, og var til sidst inde i skolen og aftalte salmerne med læreren, dernæst til kirken, hvor klokkerne begyndte at ringe, og et øjeblik efter var kirken fuld. "Nu er vi her alle, også æ tyskere", sagde min vært. Vi begyndte med "Den signede dag", og det blev en meget festlig gudstjeneste. (Inden jeg går videre, må jeg fortælle, at jeg nogle måneder senere var i Salling, og der traf jeg en præstekone, der var sønderjyde. Vi talte om genforeningen, og hun fortalte om det vestslesvigske sogn, der gerne ville have gudstjenesten noget tidligere end bekendtgjort, og om præsten, der kørte rundt i sognet osv., men om historien er sand, ved jeg ikke, tilføjede hun. Jeg kunne altså forsikre hende om, at det var rigtigt alt sammen, da det var mig, der var præsten). Resten af dagen øsregnede det, så en planlagt udflugt måtte opgives. Om eftermiddagen fik vi et interessant besøg, det var naboen, en ung vestslesvigsk gårdmand og hans kone, datter af den gamle tyske degn, der nu var draget mod syd. Hun var vokset op i dette udpræget danske sogn, havde alle sine veninder på dansk side og følte sig som dansk, og hendes højeste ønske var at komme en tur til København og andre steder i det gamle land. Vi fik højskolesangbogen fat og tilbragte nogle gode timer med at synge mange af vore gode sange. Om aftenen var der fest i forsamlingshuset, - der var æ tyskere dog ikke med. Den følgende dag drog jeg til Sundeved, hvor venlige mennesker havde lovet mig natlogi, og søndag morgen kørte jeg til Dybbøl og mødtes med min hustru og forstander Ravns. Det blev en dag, vi aldrig glemmer. Om aftenen kørte vi til Skovby på Als og var der om natten, og næste dag vendte vi trætte og glade hjem. Onsdag aften holdt vi en festlig genforeningsgudstjeneste i Hejls kirke.
Da vi kom til Hejls, skulle vor ældste søn netop til at gå i skole. Vi valgte at sætte ham i friskolen, en mindre skole, ledet af en kreds af ligesindede forældre. Ved denne skole virkede som lærerinde Katrine Madsen, som var en ganske fortrinlig lærerinde, navnlig for de små. Til de større børn fik vi hjælp fra efterskolen. I denne skole gik efterhånden alle vore 5 børn. I en lang årrække havde den haft lokaler i forsamlingshusets sidefløj, men i 1914 opførte forældrekredsen en smuk, ny skolebygning med 2 klasseværelser og bolig til lærerinden. Fra Hejls friskole blev vore 2 drenge, forstander Ravns 3 og nogle andre drenge optaget i Kolding højere Almenskoles 4. mellem; naturligvis havde de fået ekstra undervisning hjemme i forskellige fag. Religionsundervisningen i gymnasiet havde i en årrække været overdraget sognepræsten i Kolding, pastor Kjørboe, som var en tiltalende og dygtig præst. Nu ville han trække sig tilbage, og en tid efter fik jeg brev fra rektor Brun med forespørgsel, om jeg kunne tænke mig at overtage religionsundervisningen, og det ordnedes da sådan, at jeg hver mandag var optaget af arbejdet i Kolding; et meget krævende arbejde, der i det hele og store voldte mig megen glæde. Den store lærerstab ved skolen, som jeg kom i forbindelse med, var yderst velvillig. I disse år blev jeg også valgt ind i bestyrelsen for Vejle amts plejehjemsforeninger, og jeg sad i denne bestyrelse, til jeg forlod Jylland. Jeg tror ikke jeg udrettede ret meget i denne bestyrelse. Arbejdet var, da jeg trådte ind, fordelt mellem de ældre bestyrelsesmedlemmer, der hver især gjorde udmærket fyldest. Men jeg mindes med glæde vore hyggelige bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.
En anden sag må jeg derimod omtale udførligere. Allerede som kaldskapellan i Dover-Venge var jeg medvirkende ved oprettelsen af en sygeplejeforening for Venge sogn. Da jeg i 1911 kom til Hejls, forefandtes her en sådan forening, hvis formand jeg snart blev. Et par år efter indvalgtes jeg i bestyrelsen for sammenslutningen af sygeplejevirksomheder i Vejle amt, og atter efter nogle års forløb til formand for denne sammenslutning, og fik i denne egenskab sæde i bestyrelsen for Centralforeningen af sygeplejevirksomheder i Danmark.
Da der nogle år senere skulle udarbejdes et forslag til en pensionsordning for vore mange sygeplejersker, valgtes jeg ind i det udvalg, der blev nedsat til tilvejebringelse af dette forslag. Da vort forslag efter grundig behandling på amts- og delegeretmøder endelig ophøjedes til lov om pensionsordning, blev det siddende pensionsudvalg valgt af delegeretmødet til at administrere denne lov. Her under dette arbejde var jeg fra første dag, udvalget begyndte sit arbejde, kommet i meget nært samarbejde med Centralforeningens stifter og til sin død dens fortrinlige leder dr. Jacoby, Vester-Skerninge og andre udmærkede mennesker. At administrere den lov, vi havde udarbejdet, var ikke altid lige let. Der måtte ofte skønnes over, hvad der kunne siges at være forsvarligt, når vi stod over for afgørelsen af, hvor stor pension vi kunne tildele de sygeplejersker, der søgte afsked. Det gjaldt navnlig de første, ældste årgange, som ikke altid havde en reglementeret løbebane bag sig, men som til gengæld ofte havde udført et stort, opofrende arbejde i den gode sags tjeneste. Hvert andet år holdtes der landsdelegeretmøde, der altid indledtes med en gudstjeneste. Gentagne gange blev jeg bedt om at prædike ved disse festlige gudstjenester, og ved dr. Jacobys begravelse fra Frederiksberg kirke i 1929 blev jeg anmodet om at tale sammen med dr. Jacobys gode ven og nære nabo provst Clausen, Ollerup.
Da jeg fraflyttede Vejle amt, måtte jeg endnu et par år fungere som formand for Vejle amtsforening. Mine kolleger i amtsbestyrelsen bad mig derom, da ingen af dem kunne tænke sig at overtage hvervet. Endelig lykkedes det os at finde et medlem, der var skikket til at gå ind i amtsbestyrelsen og samtidig lade sig vælge til formand.
Imidlertid var jeg blevet valgt til formand for Middelfart sygeplejeforening, og blev efter nogle års forløb formand for sammenslutningen af sygeplejevirksomheder i Assens amt; et såre behageligt hverv. Assens amt var på det tidspunkt det amt i landet, der var bedst forsynet med sygeplejersker. Der var så at sige sygeplejersker overalt i amtets sogne på nær ganske enkelte. Der var således ikke meget nyt at sætte i gang. Arbejdet var i det store og hele i god gænge, takket være den tidligere formand. Jeg varetog dette hverv til jeg tog min afsked som sognepræst i Middelfart. Som medlem af pensionsudvalget modtog jeg også gentagne gange genvalg, indtil jeg ved min afsked frasagde mig hvervet. Det blev jo efterhånden en ret omfattende udensogns virksomhed, jeg således kom til at deltage i. Kunne alt dette nu også på forsvarlig måde forenes med stillingen som sognepræst i Hejls? Således kunne man fristes til at spørge, og selv måtte jeg – gang på gang – navnlig når noget nyt trængte sig på, spørge således.
Svaret blev dette: Hejls sogn var og er et lille sogn med knap 1000 mennesker. Min religionslærervirksomhed i Kolding tog mig 1 dag om ugen, min øvrige udensogns-virksomhed tog vel gennemsnitlig også 1 dag ugentlig, så havde jeg 3-4 søgnedage om ugen til forberedelser, sygebesøg, møder hjemme og til at forrette de få kirkelige handlinger, der skulle udføres. Det lod sig altså gøre. At menigheden i Hejls ikke havde noget at indvende mod min udadgående virksomhed, fik jeg på forskellige måder beviser på; f.eks. modtog jeg en jul en dejlig skindforet kørepels, som var en meget kærkommen gave. Man forstod også godt i Hejls, at jeg kunne trænge til at tjene lidt ekstra. Embedet var indtil 1919-20 lønnet på gammeldags måde, bl.a. med højtidsoffer og accidenser, forpagtningsafgifter og kornafgifter. Blandt de faste udgifter var pension til min formands enke. Da embedet blev sat i lønklasse, blev det i 3. lønklasse. Selv om en kreds af menigheden ved frivillig selvbeskatning gav mig et ekstra tilskud, kunne det dog ikke klare sagen, eftersom børnene voksede til, og noget tilskud til pensionen ville det jo ikke give.
Jeg havde i 1919 søgt et embede på Fyn, men fik det ikke; det var en skuffelse lige straks, men senere indså jeg, at det var godt, at det gik sådan. Et lille arbejde, jeg tog op hen imod slutningen af min tid i Hejls, var jævnlig at holde gudstjeneste søndag eftermiddag i Hejlsminde. Beboerne der havde temmelig langt til kirke, og de var meget glade ved disse gudstjenester. Noget herredskonvent fandtes ikke, der var i det hele taget ikke større samkvem mellem præsterne - vi var så forskellige. Derimod dannedes et grundtvigsk konvent for Kolding og omegn, som vi havde megen glæde af. Der var kun den ulempe, at afstandene var så store. Med enkelte præstefamilier kom vi sammen, Ralds i Vejstrup, Therkildsens i Ødis, Nørgaards og senere Eskesens i Skanderup, og Skoubos i Taps. Af kirkelige begivenheder, jeg var med til i min Hejls-tid, kan jeg nævne Ågård valgmenigheds jubilæum, indvielsen af Skanderup valgmenigheds kirke og indvielsen af Kristkirken i Kolding.
Efterhånden nærmede jeg mig de 50 år. Skulle jeg andetsteds hen måtte det snart være. Et spørgsmål brændte i mit sind i disse år: Tør du tænke på vedblivende at stå som præst på samme sted for de samme mennesker, måske til du falder for aldersgrænsen? Flere af de bånd, der bandt os til Hejls løsnedes. Allerede efter genforeningen blev efterskolen flyttet ned til den nye grænse, og vore meget gode venner, forstander Ravns forlod Hejls. Fru Ingeborg Hansen døde pludseligt, flere af vore gode venner døde eller flyttede fra sognet, men alligevel, der var så meget der stadig bandt, så jeg fik ikke sendt ansøgning ind om andet embede.
I sommerferien 1925 foretog min hustru og jeg en lille ferieudflugt til Fænø og Kongebrogården ved Middelfart. Sidstnævnte sted boede vi nogle dage og foretog derfra udflugter til den skønne omegn. Et par gange spadserede vi til Middelfart, så bl.a. den smukke, gamle kirke. Vi vidste, at byens sognepræst, provst Knudsen, var ved at tage sin afsked, men det faldt os ikke ind at spørge om, hvor præstegården lå. Jeg havde med andre ord ikke tænkt på, at Middelfart sognekald skulle være noget, jeg burde søge. Vi forlod Middelfart, min hustru rejste hjem for at modtage en datter, som kom hjem fra en længere rejse, og jeg rejste til Ryslinge for at deltage i Grundtvigsk Konvent, et konvent vi eller jeg alene ofte gæstede, når det holdt sommermøder.
Sidst i september samme år fik jeg en dag bud fra et menighedsrådsmedlem i Middelfart med opfordring til at søge det ledige embede der. Jeg svarede, at det havde jeg slet ikke tænkt på, og at tiden var så fremrykket, at jeg ikke kunne få undersøgt forholdene osv. Næste dag kom der brev fra dyrlæge Møller i Middelfart, om jeg ikke straks ville sende en ansøgning, da det hastede. "Jeg kommer over og taler med Dem en af de første dage; hvis De fortryder det, kan De trække ansøgningen tilbage". Vi talte om det, ansøgningen blev skrevet og afsendt sammen med et privat brev til provst Haj, som tilrådede at søge embedet. Dyrlæge Møller kom en dag, og vi fik en lang samtale om tingene. Sidst i oktober var menighedsrådet fra Middelfart i Hejls kirke, og i begyndelsen af november fandt indstillingen sted. Jeg blev nr. 1, min gode ven, pastor Therkildsen fra Ødis nr. 2 og pastor Larsen, residerende kapellan i Middelfart nr. 3. Pastor Therkildsen blev omtrent samtidig indstillet som nr. 1 i Tranebjerg på Samsø og blev kaldet til dette embede. Min hustru og jeg var en tur i Middelfart for at se på præsteboligen, der var bygget i 1905. Den var i fortrinlig stand, når undtages noget malerarbejde, som hurtigt blev besørget. Søndag d. 6. december holdt jeg afskedsprædiken i Hejls kirke, der var fuld til sidste plads, en meget stor altergang var der også. Samme aften var vi til fest i sognets største lokale, salen i Hejls kro. Menighedsrådet havde arrangeret det. Gårdejer Jørgen Krag, Trappendal stod i spidsen for det. Vi havde en meget hyggelig aften med mange taler, sange og værdifulde gaver.
Vore to sønner og vor ældste datter, som på dette tidspunkt alle tre opholdt sig i København for deres uddannelses skyld havde ikke så let ved straks at finde sig til rette med, hvad vi havde gjort her. Deres barndomstid og første ungdomstid var faldet i Hejls. Her havde de mange gode venner og kammerater, havde gang på gang gæstet de mange gode hjem, der åbnede sig for dem osv. og nu skulle de, når de kom hjem, fejre julen i Middelfart. For vore to yngste børn havde flytningen nyhedens interesse; de skulle i en anden skole, lære nye mennesker at kende, der var så meget her, der optog dem. Den sidste aften i Hejls, da flyttegodset var afsendt, tilbragte vi på Bygebjerg hos gårdejer Flensborgs. Her overnattede vi, og næste morgen hentede "Blikpeter" os i sin bil for at køre os til Snoghøj.
Den første del af turen gik godt, men på den anden side af Kolding blev bakkerne så glatte, at bilen kørte i grøften og ikke kunne køre mere; heldigvis kom der ingen til skade, og som vi stod der rådvilde på landevejen, kom der en bil kørende. Manden standsede, og da han fik forklaringen, tog han os alle med til Snoghøj. Han var i sandhed sendt fra himlen for at hjælpe os. Vi var nu en time forsinkede, men det gjorde ikke noget. I Middelfart var vi gæster hos dyrlæge Møllers, der var meget gæstfri og venlige mod os. I løbet af dagen fik vi sagerne så vidt på plads, at vi kunne sove i præstegården om natten. Søndag d. 20. december, 4. søndag i advent, blev jeg indsat som sognepræst i Middelfart af provst Skovsbo fra Nr. Åby.

 


Foregående side: Gamle marknavne fra Hejls Sogn
Næste side: Kjær Mølle