Klostergården 1944-45

Klostergården i Hejls
1/11 1944 – 1/11 1945
af Karl Sørensen (1924 – 1995)

Få dage efter jeg var blevet fæstet som forkarl på Klostergården, traf jeg på en gårdmand fra min hjemegn, som spurgte mig, hvor jeg skulle hen til november. Da jeg fortalte, jeg skulle om til Johan Schultz, Klostergården i Hejls udbrød han: " Gud fri mig vel, han er en tombe rad at tjene ved!"

Det lød jo ikke særligt lovende, og det var derfor med blandede følelser, jeg den 1. november 1944 cyklede til Hejls. Som så ofte før og siden viste det det sig at rygterne var noget værre end virkeligheden. Johan Schultz kunne ganske vist ofte gøre indtryk af at være temmelig barsk, men dog ingenlunde på en måde, så han fortjente betegnelsen " en tombe rad", men herom senere.
Klostergården er en meget gammel slægtsgård, der har været i familiens eje i over 300 år. I de sidste 9 generationer har ejeren båret navnet Johan Schultz, og gården ejes i skrivende stund (1989) af Johan den 8. og Johan den 9. i fællesskab. Johan Schultz, som jeg kom i tjeneste ved, havde overtaget gården efter sin mor i 1922. Hans far var død i 1913. Ved overtagelsen af gården var han kun 21 år gammel. Da han overtog gården var den på 144 tdr. l., heraf ager 131skov 10 have og gårdsplads 2 samt mose og veje 1 tdr. l. I 1940 købte Johan Schultz 23 tdr. l. agerjord fra nabogården. Arealet var derfor på 167 tdr. l., da jeg var ansat på gården.
Besætningen omfattede 8 arbejdsheste (4spand) og 2 plage. Der var en R.D.M. mælkekvægbesætning på ca. 45 meget højtydende malkekøer plus et meget stort antal opdræt. Desuden var der en svinebesætning med såvel søer som slagtesvin. Gårdens folkehold omfattede en gift fodermester, der om vinteren havde en ugift medhjælper. I marken var der i vinterhalvåret 4 og om sommeren 5 karle og hele året en gift fast daglejer. Desuden var der i sommerhalvåret periodisk ansat flere folk i marken. I husholdningen var der hele året ansat to piger, den ene som kokkepige, den anden som stuepige. Omgangstonen på Klostergården var noget forskellig fra, hvad jeg var vant til fra min hjemegn og i de to pladsen, hvor jeg hidtil havde tjent. På min hjemegn sagde man du til alle, måske med præsten som undtagelse. Syg for Kolding var den almindelige tiltaleform, især på større gårde De-formen. Det voldte mig ingen vanskeligheder at vænne mig til dette. På Klostergården gik alt som efter en snor og intet var overladt til tilfældigheder.
Dagen startede med staldtjeneste. Efter at have kaldt på karlene om morgenen , var det min opgave som forkarl at fodre hestene. Vi fodrede med hakkelse, som blev fremstillet ved at skære havreneg med kerner i 6 – 7 cm lange stykker. Hakkelsen blev udfodret med et selvfodringsapparat. Apparatet var indrettet, så der over krybben ved hver hest var anbragt 4 kasser, der kunne fyldes med hakkelsen. Ved hjælp af et tidur kunne bunden i den enkelte kasse udløses. Dette ur var indstillet så hestene havde fået 4 portioner, når vi kom op om morgenen. Vi vandede hestene straks vi kom i stalden, og jeg derefter hestene en ny portion hakkelse og fylde fodreautomaten op igen. Medens dette stod på mugede de øvrige karle ud under hestene, hvorefter vi hver for sig striglede det spand heste vi kørte med. Hvis jeg vurdere, at vi alle, eller nogle af os, skulle arbejde med heste den pågældende dag, gav jeg ordre til at hestene skulle seles op, før vi gik ind for at spise morgenmad.
Morgenmaden bestod af havregrød og rugbrød med ost og marmelade. Såvel morgenmaden som de øvrige måltider blev indtaget i det man benævnte som folkestuen.
I folkestuen sad jeg som forkarl for bordenden og de øvrige på begge sider af bordet. Ved min plads var ophængt et kasseret plovskær og en lille hammer, og når alle var ved bordet, slog jeg på plovskæret med hammeren. Det var et signal til pigerne om at komme med maden. Herskabet spiste for sig selv, og pigerne spiste i køkkenet, for de skulle jo være klar til at varte os andre op. Om middagen fik vi to retter mad, der også blev kaldt ind hjælp af plovskær og hammer. Johan Schultz var enestående dygtig til at tilrettelægge det daglige arbejde. Om morgenen når vi skulle rykke ud, så vi ham komme ud af bagdøren på hovedbygningen for derefter at gå skråt over gårdspladsen til laden, hvor han låste op og åbnede den ene af portene, for derefter at forsætte over gårdspladsen og over til hestestalden, hvor vi stod klar. Dette gentog sig hver eneste morgen med en præcision der ikke afveg et minut. Han sagde godmorgen, hvorefter vi fik en klar, kort og præcis instruks om, hvad vi skulle foretage os. Hvorefter han omgående vendte sig og gik.
Den første tid, jeg var på Klostergården, tog vi roer op og kørte disse i kuler, medens toppen blev kørt hjem til gården og ensileret. Dette arbejde var i høj grad besværlig på grund af usædvanlig meget nedbør dette efterår. Vi var praktisk taget altid gennemblødt, fordi vi ikke havde noget ordentligt tøj og fodtøj. Vandtæt regntøj fandtes slet ikke. Grunden til dette var krigen og besættelsen, der medførte mangel på alt, ikke mindst tøj. Vi unge var værst stillet, dels havde vi ingen "lagre", da krigen brød ud, dels voksede vi ud af det, vi havde.
Selvom vi var våde det meste af tiden, fejlede vi aldrig noget, og det skyldtes nok, at vi var hærdede, fordi vi altid arbejdede ude i det fri uanset vejret.
Da roerne var bjerget, gik vi i gang med at køre staldgødning ud og pløje det ned. Der var 3 spand der kørte ud, og et spand der pløjede gødningen ned. Arbejdsgangen var, at Johan Schultz og gårdens faste daglejer læssede i møddingen. Det foregik selvfølgelig med håndkraft og ved hjælp af en greb. Johan Schultz var en usædvanlig kraftkarl med enorme kræfter. Han havde en specielt smedet greb, med en ekstra tand, som han kunne bruge helt ubesværet. De 3 spand der kørte ud skulle blot koble om fra tom til fuld vogn, når de kom hjem til møddingen, der efter datidens skik lå på gårdspladsen. Når vognen kom ud i marken, var der en mand til at hjælpe kusken med at sprede gødningen af vognen. Gødningen blev spredt i en smal strimmel på 4 -5 plovfures bredde langs furekanten. Da der var en mand der pløjede hele tiden, var gødningen altid pløjet ned i løbet af en halv time. Derved begrænsede man tabet af ammoniak, hvilket var vigtig økonomisk, og fordi der var mangel på handelsgødning.
Efter at gødningen var udbragt, fortsatte efterårspløjningen af gårdens andre arealer, og vi blev færdige inden jul, selvom efteråret havde været meget nedbørsrigt og besværligt. På det tidspunkt var jeg for længst klar over, At min husbond på mange måder, var noget ud over det sædvanlige.
Et yderligere bevis fik jeg nytårsmorgen. Jeg var fæstet, så jeg skulle overtage kostalden, når fodermesteren havde fri. Da fodermesteren skulle have nogle fridage i forbindelse med nytårsdagene, overtog jeg pasningen af køerne nytårsaftensdag. Jeg havde en af de andre karle til hjælp. Næppe havde vi begyndt morgenmalkningen nytårsdag før døren gik op og Johan Schultz kom ind. Han hilste kort god morgen hængte jakken, hvorefter han gik i gang med at strigle hele besætningen på ca. 45 malkekøer og et endnu større antal opdræt. Han arbejdede uden ophør til midt på formiddagen. Om eftermiddagen, da vi var i gang med fodringen, kom han ind i stalden i spidsen for en stor flok gæster, som fortrinsvis bestod af hans familie inden for de større landbrug syd for Kolding. Som sædvanlig var alle imponerede over besætningens udseende og tilstand. Dyrene skinnede af renhed og god pleje. Jeg er overbevist om, at han var den eneste af de større landmænd syd for Kolding, der stod op kl. 4.30 nytårsmorgen for at strigle kreaturer i 5 timer.
Efter nytår gik vi i gang med at tærske. Dette skete med et stort tærskeværk, hvor negene blev lagt i værket fra en platform øverst på værket. Arbejdsgangen var, at to karle forkede negene fra korngulvet op på værket, hvor jeg så "lagde i", som det benævntes. Johan Schultz tog selv kornsækkene fra og vejede dem af, så der var 100 kg pr. sæk. Da han som før nævnt var enorm stærk, stablede han dem i 2 lag på ladegulvet. Kneb det med pladsen stablede han yderligere et lag sække oven på. Disse blev dog ikke rejst på højkant som de nederste to lag. Halmen blev presset i store baller og transporteret ind på kostaldloftet. Med dette arbejde var der beskæftiget en eller to mand alt efter transportlængden. Et andet arbejde var at skove træ til brændsel. Det gik meget træ til at varme den store hovedbygning op og til madlavning, idet man fyrede med træ både i centralfyret og i komfuret. Andet brændsel kunne vanskelig skaffes under krigen
Til anvendelse på gården blev skovet ca. 50rummeter bøgetræ. Efter hjemkørselen blev træet savet på en rundsav og derefter kløvet i en størrelse der passede til centralfyret og komfuret. Efter kløvningen blev træet stablet i en træstak. Denne stak stod hvert år på et bestemt sted på gårdspladsen ved siden af laden. Her var brostenene sunket et lille stykke, så træstakkens grundflade var markeret. Der var af en eller anden grund stor prestige forbundet med at have den flotteste og største træstak. Derfor var det forkarlens arbejde af rejse stakken. Man lavede træstakkens ydervægge ved at stable to ringe af den kløvede træ, den ene inden i den anden. Derved blev stakken mere solid og væltede ikke så let, hvilket var det værste der kunne ske, fordi man så blev drillet af karlene på nabogårdene. Inden i ringene blev træet smidt hulter til bulter. Øverst blev træstakken afsluttet med træstykker, der blev stablet så de dannede et slags tag. Vor nærmeste konkurrent på træstak området var Hejlsgård. Det er fortsat min overbevisning, at Klostergården var suveræn vinder det år, både i størrelse og i udseende. Et andet vinterarbejde var at køre roer og ensilage ind til den store besætning.
Selv havde jeg et specielt arbejde januar og februar, idet jeg kørte med sneplov. Der var ingen biler eller traktorer på grund af krigen. Derfor anvendte man hestetrukne sneplove. Disse sneplove var fremstillet af ret svære træplanker, der var samlet, så de dannede ca. ¾ m høje sider, som fortil var samlet i en spids vinkel, hvorfra siderne gik bagud til hver sin side. Sneploven blev trukket af tre heste og mellem siderne på denne var anbragt en planke, kusken kunne stå på. Der var meget sne denne vinter, og jeg startede tidligt om morgenen med at rydde sneen på kommunevejene i Hejlsområdet. Medens jeg spiste til middag, kørte en af de andre karle en enkelt vej igennem. Derefter fik jeg tre friske hste for og gennemkørte derefter vejen fra Hejls gennem Sjølund og Vonsild til Læssøestenen midt på Haderslevvej i Kolding og retur til Hejls. Oven på sådanne dage i sne og frostog undertiden snestorm, havde jeg særdeles god appetit på såvel aftensmad som nattesøvn.
Den mest spændende tid i landbruget er fra man begynder landbrugsarbejdet til man har kornhøsten i hus. På Klostergården var denne tid især spændende på grund af de mange forskellige afgrøder der blev dyrket på gården.
Forårsarbejdet indledtes med at udså kunstgødning. Det var ikke noget stort arbejde i 1945, fordi der kun var lidt til rådighed på grund af krig og afspærring. Derefter blev der harvet op til såning. Som forkarl var det min opgave at køre med radsåmaskinen som var forspændt to heste. Det var ikke helt uden betænkeligheder, jeg gik i gang med dette arbejde. Da jeg blev fæstet havde Johan Schultz bemærket, at han forventede at forkarlen kunne så og pløjelige. Det forventede han rent principielt, men også fordi der var offentlig vej på begge sider af gårdens jorder samt at Kolding Sydbane (Kolding –Hejlsminde) havdfe jernbanespor midt gennem markerne. Udenforstående havde derfor gode muligheder for at følge med i , hvordan Klostergårdens marker så ud. Jeg må vel være kommet rimelig godt om ved såningen. I hvert fald fik jeg ingen bemærkninger fra min chef. Et uheld indtraf der dog for mig med såarbejdet, idet mine heste, to femårige belgiervallakker ved navn Knold og Tot, en dag var ved at stikke af med såmaskinen, hvis ene forhjul blev noget beskadiget. Knold og Tot var to dejlige energiske heste, men de havde den fordømte uvane at de ville "skinne" det vil sige stikke af og løbe alt hvad de kunne, uanset, hvad de var spændt for. Så snart man slap tømmerne forsøgte de.
Gårdens store og meget højtydende besætning medførte dyrkning af store roearealer. Desuden var der arealer med kløvergræs og dette udtryk skal forstås helt bogstaveligt. Man var på grund af krigen afskåret fra at købe proteinstoffer, eller som man benævnte det dengang, æggehvidestoffer, som f. eks sojaskrå og andre oliekager. Det tilstræbtes derfor at have en god bestand af hvid- og rødkløver i græsmarkerne. Det havde flere effekter, fordi man hævede proteinindholdet i afgrøden., som derved blev mere værdifuld, og desuden medførte kløverens evne til at samle kvælstof, at man kunne undlade kvælstoftilførsel til græsmarkerne. Samtidig efterlod afgrøden kvælstof til den efterfølgende afgrøde. En anden proteinkilde var dyrkning af store arealer med lucerne. Disse arealer blev slået af op til 3 gange og bjerget som hø. Når lucernen var slået blev strengene efter slåmaskinen splittet ad med en høvender, så den kunne vejres og tørres så hurtig som muligt, hvorefter den blev stakket på høstativer så høet ikke berørte jorden. Ved den metode trak høet ikke vand fra en våd jordbund, og man undgik samtidig at skade genvæksten hvor stakkene var placeret.
Når høet blev kørt hjem, foregik det med 3 spand med hver sin vogn. Jeg forkede i marken, og hjemme ved gåden skulle kusken forke høet ned i en transportør, og inde på loftet satte 2 mand høet på lads. Tempoet var et læs pr. 20 minutter eller 30 læs om dagen, dette tempo havde jeg ikke særlig besvær med at holde, selvom min plads var den mest anstrengende i arbejdskæden.
En anden ret arbejdskrævende afgrøde var bederoefrø. Jeg mener at kunne erindre, at der blev dyrket et areal på ca. 10 tdr. l. Avlen blev gennemført ved at der året forud blev avlet stiklingroer, som var på størrelse med store gulerødder. Denne størrelse blev opnået ved at undlade udtynding af normalt såede roer. Disse stiklinger blev kulet ned og overvintret og derefter plantet med håndkraft om foråret. Denne udplantning var temmelig arbejdskrævende. Jeg rillede plantefurer op med en hestetrukket radrenser påmonteret 2 kragtige tænder, som dannede to ret dybe riller i jorden. Uden for og langs med det oprillede areal kørte der en vogn med stiklinger, og kusken spredte fra vognen disse stiklinger ind over arealet, hvor der så gik 6 -7 personer og plantede. Disse plantere var udstyret med en plantepind, som de dannede et plantehul med i bunden af furen. Derefter placerede de en stikling i hullet og trådte jorden fast om planten. Den værste plads i denne arbejdskæde var udkørselen og spredningen af stiklingerne. Fik man spredt for få, skulle de der plantede over i de næste rækker efter planter, og fik man spredt for mange, skulle de kastes ud i de næste rækker, begge dele irriterede selvfølgelig plantemandskabet, men det var helt umuligt at undgå. Det var derfor en uriaspost at køre stiklinger ud, for uanset hvor meget man anstrengte sig, blev man ved dette arbejde syndebuk og blev skældt ud efter noder. Høsten af afgrøden var også arbejdskrævende. Først blev de ca. 2 meter høje planter rykket op med håndkraft og lagt på række, hvorefter roden blev hugget af med en spade. Så blev stænglerne med frøene bundet på høstativer for at eftermodnes og tørres. Når frøet var tilstrækkeligt vejret og tørt, blev det kørt hjem på gården og tærsket. Jeg havde det job at lægge i tærskeværket. Det var et ubehageligt arbejde, idet de meget kraftige stængler kunne slå ganske voldsomt, når tærskecylinderen fik fat i dem. Jeg havde adskillige blå pletter, hudafskrabninger og sår på hænder og arme, da vi var færdige med tærskearbejdet. Udbytte blev formidabelt højt. Jeg erindrer, at det var det højeste udbytte, det pågældende frøfirma nogen sinde havde registreret.
Jeg erindrer i den forbindelse, at jeg fik en anerkendende bemærkning fra min barske chef, dem var han karrig med, og når det skete, var det i form af en bemærkning, der blev afleveret i forbifarten. Baggrunden for anerkendelsen var, at jeg under arbejdet med at rykke frøroerne op og binde dem på stativer, gik foran det øvrige mandskab og dermed angav tempoet. En dag var jeg ikke med, fordi nr. 2 karlen og jeg skulle køre til Kolding efter foderstoffer. Dagen efter bemærkede Johan Schultz " Tempoet i roemarken faldt kraftigt, da De ikke var foran, men det har heller aldrig været så højt som i år". Jeg blev erindret om denne episode for et halvt års tid side. Da mødte jeg på gaden en mand, der af og til havde været daglejerkarl på Klostergården, når der var spidsbelastninger. Vi talte naturligvis sammen om de gode gamle dage, da vi arbejdede sammen. I den forbindelse sagde han bl. a.: " Jeg glemmer aldrig, da vi rykkede frøroer op, du var en ren djævel til at arbejde, aldrig i mit liv har jeg været så træt, som da vi var igennem den frømark".
Jeg har aldrig været råstærk, dertil er jeg for dårligt bygget, det med at bære store slkke og lignende var ikke mig, men når der skulle holdes tempo, har jeg altid haft let ved at klare mig.
Af andre afgrøder, som blev dyrket på gården, var der hvidkløverfrø. Det var noget djævelskab at få høstet. Det blev høstet af med en slåmaskine. Da afgrøden var meget tæt, havde den en tendens til at blive hængende på fingrene af slåmaskinen foran kniven, og så var det ikke andet at gøre end at stoppe hestene og rense fingrene. Ofte kunne jeg ikke køre mere end 20 – 25 meter før det var galt igen. Arbejdet skred derfor kun langsom fremad. Hen på formiddagen dukkede min chef op og han så noget sammenbidt ud, vel nok fordi jeg ikke var kommet længere. Han sagde ikke noget men begyndte at følge maskinen. Sagens rette sammenhæng gik hurtigt op for ham, da han så, hvor ofte man måtte holde og rense maskinens fingre. Pludselig råbte han:" Jeg forstår ikke De har tålmodighed til det her møgarbejde". Jeg svarede omgående: " Det har jeg heller ikke, men De har jo at mig til arbejdet, og jeg bliver ved det, jeg er sat til, indtil det er færdigt". Han gik omgående, men for en gangs skyld smilede han bredt. I løbet af et par dage, lykkedes det mig da også at få det forbistrede hvidkløver høstet af, men min chef så jeg ikke mere til under dette arbejde.
En anden meget arbejdskrævende afgrøde, som blev dyrket på Klostergården, var spindhør. Der blev dyrket et areal på ca. 12. tdr. l. Denne afgrøde skulle rykkes op med roden i behold. Man kaldte det" ar ruske hørren". Der fandtes på dette tidspunkt nogle primitive ruskemaskiner, der ved hjælp af et sæt roterende remme rykkede hørren op og derefter bandt det sammen i små neg. Maskinerne blev trukket af to heste, og skårets bredde var ca. 35-40 cm. Der skulle køres meget nøjagtigt for at holde fuld skårbredde, ellers var arbejdet alt for tidskrævende. Disse maskiner kunne kun fungere i stående og ikke alt for tæt og kraftig hør. Derfor blev meget hør rykket op med håndkraft. DA Klostergårdens hørmark, som alle afgrøder på gården, var meget kraftig, måtte vi håndruske den. Dette var ikke helt problemfrit. Der skulle mange folk til at håndruske et så stort areal, men de kunne sagtens skaffes, for der var nok, der gerne ville tjene en ekstra skilling, pengene var små og i mange småkårshjem var der mangel på næsten alt., f. eks. var næsten alt tøj slidt op i krigsårene.
Der var derfor ingen problemer med at skaffe mandskab, men problemet opstod, da vi var kommet i gang. Jeg gik og målte marken op i små kvadratiske felter, som blev mærket af med en stok i hvert hjørne. Af psykologiske grunde skulle disse felter ikke være for store, da de så kunne forekomme uoverskuelige. Der var en slags landsaftale om prisen for ruskningen. Prisen var et vist antal øre pr. kvadratfavne. Det gik først de første par dage, men så meldte problemerne sig, idet det løst ansatte mandskab nedlagde arbejdet og stillede krav om en højre betaling. Det var dengang noget uhørt i primærlandbruget, der nok var noget forvænt med den både villige og billige arbejdskraft, de havde i de fastansatte unge, der selv stræbte efter at blive selvstændige. Min chef blev da også temmelig ophidset, da jeg kom hjem til gården og satte ham ind i situationen. Han sprang på cyklen og kørte ud i marken.
Det var nok hans mening at ordne sagen i kraft af den myndighed og autoritet, der i almindelighed herskede om de større landejendomsbesiddere. Til hans store overraskelse virkede metoden ikke mere. Talsmanden for de løst ansatte meddelte kort og godt, at fik man ikke det der var forlangt, ville man omgående forlade marken og lade hør være hør. Johan Schultz måtte tænderskærende bide i græsset og accepterer de stillede betingelser. Da det var blevet fyraften blev jeg kaldt i enrum og fik ordre til at forhandle mig til rette med mandskabet, hvis de forsøgte at gentage "spøgen", han ville ikke selv ud og bøje af en gang mere. Inden vi var færdige måtte jeg igennem to forhandlinger om yderligere tillæg, som dog begge var noget mere moderate end det første. Jeg tror nok, det var ved den lejlighed, jeg fik grundlagt min lyst il at søge at løse problemerne ved forhandling i stedet for at slås. Lidet anede jeg dengang, hvor meget jeg senere i tilværelsen ville få brug for at kunne forhandle problemerne til en løsning. Det er min opfattelse, at min husbpond tog sig episoden temmelig nær. Det kan man næppe forstå i nutiden, men dengang var det ikke almindeligt med arbejdsnedlæggelse i primærlandbruget.
I årene forud for krigen havde den hårde landbrugskrise gjort det nødvendigt for landbruget at være påholdende med omkostningerne, ikke mindst med lønningerne. Samtidig var der en uhyggelig stor arbejdsløshed. Landbruget havde derfor relativt let kunnet styre udviklingen i lønningerne. Under krigen havde man fra politikernes side udfoldet store bestræbelser på at hindre lønningerne og andre omkostninger i at løbe løbsk., hvilket var nødvendigt på grund ag de særegne økonomiske forhold, som var en følge af den tyske besættelse, bl. a. fastfrøs man i lange perioder lønningerne. Samtidig gennemførtes også priskontrol. Der er dog næppe tvivl om, at kontrollen med lønningerne lykkedes væsentlig bedre end kontrollen med priserne. Følgen var, at lønarbejderne, ikke mindst i landbruget, var sakket bagud i indkomster sammenlignet med andre lønmodtagere og med erhvervsfolk og folk i liberale erhverv.
Desuden var landbrugets arbejdskraft ikke organiseret i samme omfang som i industri og handel, og spredningen af arbejdskraften på de mange små enheder gav en magtbalance i lønforhandlinger, som gjorde det let for landmændene at holde lønniveauet lavt. Under krigen fik landbruget relativt gode indkomster, men begik nok en fejl ved ikke at betænke sin arbejdskraft med en noget bedre aflønning end tilfældet var. En anden medvirkende årsag til den lille "strejke" på Klostergården og i øvrigt mange andre steder i sommeren 1945 var de politiske forhold. I Danmark sluttede besættelsen den 5. maj. Ved de påfølgende politiske valg skete der en kraftig "venstredrejning", således fik kommunisterne indvalgt ikke mindre en 18 mandater i folketinget. Denne fremgang skete på Socialdemokratiets bekostning, men var alligevel medvirkende til kraftig øget uro på arbejdsmarkedet.
Verden var blevet en anden, også landmændene m¨åtte i egenskab af arbejdsgivere erkende dette og bøje sig for det faktum, at den anden side af arbejdsmarkedet havde øget sin styrke. Efter dette lille sidespring skal vi tilbage til dagligdagen på Klostergården.
Om sommeren var vi 5 karle. Jeg skulle derfor kun i begrænset omfang følge heste, og det var jeg ikke ked af. Der var dog undtagelser. Den væsentligste var, at jeg som forkarl skulle rense roer og frøroer. Begge dele var tidrøvende. Roerensningen foregik med en to rækket radrenser forspændt en hest. Roerne blev renset adskillige gange, det var jo før man kendte til kemisk bekæmpelse af ukrudt. Samtidig med at man rensede roerne, blev de tilført kvælstof. Dette stof var der stor mangel på og for at udnytte det bedst muligt, blev der under kørselen tilført roerne til kalksalpeter fra et par beholdere, der var anbragt på radrenseren over de to roerækker. I frøroemarken rensede man med en enrækket radrenser., Så her tog arbejdet endnu længere tid. Også med dette arbejde var min husbond krævende. Man skulle passe på, at radrenseren ikke kom ud af rad, for så blev roeren renset om og det i begge rækker. Det kunne til nød accepteres, at der en sjælden gang blev ødelagt en roe i hver af de to rækker, men røg der to roer i træk i hver række, blev det betragtet som absolut uacceptabelt. En dag var jeg ved noget andet, blev en af de yngre karle sat til at rense, og da skete der det uheldige, at der et sted i marken, blev renset 4-5 roer om i hver række. Johan Schultz opdagede det, da han gik tværs over marken. Det medførte en "balle" af de helt store, blandt andet indeholdende meget kraftige opfordringer til ikke at slumre ind, når man gik bag en radrenser.
Den kemiske ukrudtsbekæmpelse har for længst medført, at radrensere er overflødige. Men de kommer måske igen. Just medens jeg skriver dette ( 1989) har jeg læst i landsbladet, at planteværnscentret "Flakkebjerg" har skabt en ret stor afdeling, der forsker i mulighederne for "mekanisk" ukrudtsbekæmpelse, og at man på denne afdeling mener, at man med mekaniske metoder vil kunne konkurrere med kemisk ukrudtsbekæmpelse i løbet af ca. 10 år, især i kornmarkerne. På grund af de store arealer, der skulle radrenses, var jeg fri for at hakke roer, bortset fra et mindre areal, som jeg skulle hakke for at deltage i landbrugsforeningernes roehakningskonkurrence. Alle karlene på Klostergården var fæstet med pligt til at deltage i denne konkurrence. Konkurrencen blev afholdt ved at deltagerne en eftermiddag mødtes på en gård, hvor hver deltager udtyndede en række. Der blev taget tid, og man foretog en optælling af, om der var afsat et tilstrækkeligt antal planter og undersøgt, om der forekom "tvillinger", og om ukrudtet var hakket omhyggeligt bort. Derefter skulle man passe et bestemt areal på gården, hvor man var ansat. Bedømmelsesudvalget rejste så rundt og vurderede arbejdet på de enkelte gårde. Vi var ca. 75 deltagere, og jeg havde den fornøjelse af blive nr. 2, men er klar over, at det i nogen grad skyldtes, at opgaven var lettere, når man var ansat på Klostergården, hvor markerne var mere rene og med en mere tilpas bestand af roeplanter end det var tilfældet på de fleste andre af egnens gårde. Efter at have afsluttet roehakningen, havde vi karle en spændende oplevelse før vi skulle have sommerferie. Det var deltaglsen i Kolding Herreds Landbrugsforenings dyrskue som trækkere af gårdens dyr.
Klostergårdens RDM besætning hørte til landsdelens, ja landets besdste og var nået det stade ved en meget dygtig og konsekvent avlsindsats. Efter at man var begyndt med den kunstige sædoverførsel, købte Johan Schultz sæd fra landets bedste tyre. Han havde selv lært at inseminere, men teknikken med opbevaring af sæd var på denne tid noget primitiv. Det var derfor vigtigt, at forsendelsestiden for sæden var så kort som mulig. Fremgangsmåden var, at der f. eks fra Fyn blev sendt sæd med banen til Kolding Station. Herfra ringede man omgående til Klostergården, når sæden var ankommet. Hvorefter Johan Schultz selv eller en af karlene spurtede af sted på cykel for at afhente sæden. Straks efter at sæden var kommet blev koen eller køerne insemineret. Metoden virkede rimeligt sikkert.
Det konsekvente avlsarbejde Johan Schultz havde gennemført fra han overtog gården i 1922 havde placeret Klostergårdens besætning helt i top, både med hensyn til eksteriør og ydelse. Det år jeg tjente på gården var ydelsen nøjagtig 200 kg smør pr. ko. I betragtning af at det var det sidste krigsår med deraf påfølgende mangel på protein og sammenlignet med ydelsen i andre besætninger på samme størrelse, var det en formidabel høj ydelse.
Klostergården var langt den største udstiller inden for kvægsektoren på Koldingskuet. Gården mødte med adskillige samlinger såvel af malkekøer som ungdyr. Desuden blev der udstillet enkelte dyr.

Der var 2 dages dyrskue, fredag og lørdag. Det var et meget stort problem, at få de mange dyr transporteret til Kolding. Det skyldtes især, at det var umuligt at skaffe lastbiler nok. Derfor måtte hovedparten af dyrene transporteres med Kolding Sydbaner fra Hejls til Kolding. Det sidste var en langsommelig affære, for "Perle", som man kaldte toget skulle 12-13 gang , inden den åede Kolding, og da kørselstempoet var meget moderat, tog det lang tid at komme fra Hejls til Kolding. Nogle dyr blev dog kørt på lastbil, således en stor tyr, jeg skulle passe på skuet. Efter at dyrene var stilet op. Og Klostergården som sædvanlig havde besat mange fløjpladser, opstod der over middag en uenighed mellem dyrskueudvalget og Johans Schultz. Uenigheden rejede som om antallet af dyr pr. samling. Reglerne var at antallet af dyr pr. samling skulle stå i forhold til besætningsstørrelsen. Når der var over 35 dyr i besætningen skulle der var 5 dyr pr. samling. Dagen før havde vi gennemført en opstilling med 5 dyr i hver samling. Men om morgenen, da vi skulle af sted, tog Johan Schultz et dyr ud af hver samling. Grunden til dette var, at han havde erfaret, at man fra 2 andre besætninger på over 35 dyr kun ville møde med 4 dyr pr. samling.
Da bedømmelsen var forbi, blev Johan Schultz kaldt ind til udvalget, der meddelte ham, at man havde bestemt, at dyrene kunne blive stående på de pladser, hvor de var sat, men at de tildelte præmier ikke ville blive udbetalt. På hans spørgsmål om, hvorvidt det samme skulle gælde for de to andre besætninger, der også havde et dyr mindre pr. samling end reglerne foreskrev, fik ha det svar, at de ville få de tildelte præmier udleveret.
Konsekvent og handlekraftig som han var, gik han omgående ud af kontoret og op til mig og gav mit ordre til straks at få fjernet dyrene fra pladsen og organiseret hjemtransporten. Jeg fik dog selv lov til at blive på skuet med tyren til skuet var forbi dagen efter.