Hejlsminde Kalksandstensfabrik

Hejsminde kalksandstensfabrik.
af Gunnar M. krag

Et fabrikseventyr i Hejlsminde. Fra teglsten til kalksandsten


Første verdenskrig satte en stopper for teglværksdriften i Hejlsminde-området. Teglværkerne kunne ikke få kul under krigen, Efter krigen viste det sig, at de var for små og utidsssvarende, og de kom aldrig i drift igen. Men så startede kort efter krigen et fabrikseventyr i Hejlsminde

Baggrunden
I årene efter første verdenskrig, som sluttede i 1918, var der tre initiativrige mænd, der fik den plan at bygge en kalksandstensfabrik ved Hejlsminde. Det var købmand Christen Hansen, Hejls købmandshandel og Kro, proprietær Jens Have fra Kirstinesminde i Anslet og bygmester Hans Ahrendt fra Sillerup. De havde hver for sig tjent en del penge under verdenskrigen og ville godt have dem anbragt i noget, der gav udbytte. Og de mente, at der blev brug for byggematerialer efter krigen, hvor byggeriet var gået i stå. De gamle teglværker lang Hejlsminde Strand, hvoraf det største var "Teglgårdens Teglværk", var standset under krigen på grund af mangel på kul, og de ville næppe komme i gang igen. Samtidig havde man den opfattelse, at kalksandsten var fremtidens byggemateriale.

Hvad er Kalksandsten
Her er det nok på sin plads at klargøre hvad kalksandsten er: Kalksandsten er byggesten fremstillet af en mørtel af brændt kalk, kvartsrigt sand og vand. Vægtforholdet mellem kalk og sand kan f.eks. være 1:10, og vandindholdet afpasses således, at mørtlen er ret stiv ved formningen, som foregår ved presning.
Hærdningen foregår i autoklave i løbet af ca. 10 timer ved mellem 8 og 16 atmosfærers damptryk (170-200°C). Her reagerer kalken med kiselsyren i sandskornenes overflade og danner et vandholdigt silikat. Den del af kalken, som ikke bindes, bliver efterhånden karbonatiseret af luftens kuldioxid.
Kalksandsten fremstilles fortrinsvis i normalt murstensformat og har samme anvendelse som teglsten

De tre interessenter undersøgte forholdene grundigt, var på besøg i Tyskland flere gange, fik foretaget boringer af sagkyndige i sandbanken ud til stranden. Disse undersøgelser viste, at der var sand nok til 100 års produktion og at sandet indeholdt tilstrækkeligt med kvarts. Dette viste senere ikke at være rigtigt.
Hansen, Have og Ahrendt startede et aktieselskab med tre lige store andele. Aktieselskabet købte en udmark beliggende ved Hejlsminde fra en gården i Meng. Det område, der i dag hedder "Æ Skovbryn". Det var sandbanken yderst mod Bæltet ved Hejlsminde, der var interessant.

Fabrikken rejses
I Russee i Holsten lidt sydvest for Kiel købte man maskinerne fra en nedlagt kalksandstensfabrik. Her var ikke mere sand. Maskinerne var brugte, men ikke nedslidte. Det hele, 1300 tons, blev demonteret og fragtet med skib til Hejlsminde havn, som dengang kun var nogle bolværker nord og syd for Slusehullet. Herfra blev delene på store solide hestevogne kørt hen til pladsen, hvor fabrikken skulle ligge. Her begyndte man opførelsen af den efter datidens forhold temmelig store fabriksbygning. Man rejste først en stor bygning af tømmer. Dette arbejde udførtes af tømrermester N. Nielsen i Fjelstrup. Senere, når de første sten var lavet, skulle væggene opføres af kalksandsten. Fundamenterne lagdes af murermester P. Lund i Sillerup. Samtidig blev der rejst en stor dampmaskine med en 20 meter høj skorsten bygget af skorstensbygger Nolcke.

Man var så heldig, at man havde formået at få mesteren for fabrikken i Russee, Weyse, til at følge med til Hejlsminde og forestå genopbygningen af fabrikken her og stå for produktionsarbejdet. Det må han have været godt tilfreds med, for han blev helt til 1925. Arbejdet med fabrikken skred hurtigt frem og allerede i 1920 kunne man producere de første sten.

Af regnskabet for 1920 fremgår, at de forskellige skippere i Hejlsminde har været anvendt til at fragte gods til og fra fabrikken bl. a. Marius Christensen og William Mathiesen. Arbejdet foregik mest ved håndkraft og på produktionens højdepunkt var der ansat 12-14 mand ved fabrikken. – Ifølge regnskabet er de først ansatte Johannes Sørensen, Jens Peter brink og Jens Nielsen fra Hejlsminde.

For at lette arbejdet blev der anlagt tipvognspor ud ad en lang dæmning og bro, som byggedes ud i Bæltet ud for fabrikken. Her kunne skibe lægge til ude i sejlrenden og laste sten til Danmark og tyskland og her kunne man få brændsel til dampmaskinen. Fra fabrikken var der et fald ned mod dæmning og bro, hvilket lettede tipvognskørselen. Det samme gjorde sig gældende fra sandgraven ovenfor fabrikken. Herfra kunne man også ad skinnespor skubbe tipvogne med sand ned til fabrikken.
Selve fabrikationen foregik på følgende måde, som er beskrevet af Christian Ahrenkiel, hvis far Hans Ahrenkiel var ansat som fyrpasser på fabrikken:

Arbejdsprocessen på fabrikken:
Sand hentedes i bakken ovenfor fabrikken, der hvor nu sommerhusområdet "Æ Skovbryn" ligger. Sandet blev skovlet op i tipvogne, som kørte på skinner, der var spændt på lette træsveller. Skinnerne kunne kobles sammen med et spænde, som vognene kunne køre hen over. Der var 3 mand til at skovle og køre vognene ned til fabrikken. Her kom de ind på fabrikkens øverste etage og en arbejder tippede sandet af i en tromle, hvor det blev blandet med kalk. Det hældtes så i en tragt og løb ned i nederste etage af fabrikken. Herfra blev det af et bånd ført op til en presser, der kørte rundt. Her kom stenene ud og her stod 2 mand og tog stenene fra og læssede dem på en vogn, mens en tredje hjalp dem som skiftemand. De læssede først den ene halvdel af vognen, som stod på en drejeskive. Så drejede man skiven og læssede den anden halvdel af vognen. Tredjemanden hjalp til og vognene kørtes hen til de to store ovne. Her blev de af Anton Højer skubbet ind i ovnene, som kunne rumme op til 8 – 10 vogne hver. Derefter blev låget til ovnen hejst ned og boltet på hullet med en topnøgle. Her blev stenene så "kogt" under et damptryk på op til 8 atmosfærers tryk. Dampen kom fra en stor dampmaskine, som passedes af Hans Ahrenkiel. Dampmaskinen trak også end del af de andre maskiner på fabrikken.

Salg og transport
Når stenen var færdige kørtes de af to mand på vognene ned til en stor lagerhal, der bestod af et stort tag uden vægge. Her opbevaredes de, indtil de skulle lastes på de skibe, der kom og aftog produktionen. Ud for fabrikken var der bygget en lang mole, der først bestod af en dæmning siden af en bro. Den var så lang, at den gik helt ud til sejlrenden for at skibene kunne lægge til. For enden af molen var der en drejeskive, hvor man kunne vende vognene og køre dem ind igen. Der var 2 mand til at laste. Man stak et bræt ned i lasten og stenene rutschede ned i lasten. Der blev også kørt sten på lastbil. Om sommeren var det Kedde Bork, der stod for det. Om vinteren kørte Hans Ahrenkiel ud med sten. Han var den eneste, der ikke blev fyret om vinteren, for
fabrikken var lukket om vinteren. Så snart frosten kom, fik mændene en fyreseddel. Men det var en lille lastbil med ringe trækkraft. Christian Ahrenkiel husker, at hans far skulle køre sten til Skamling, men bilen kunne ikke klare bakken derop med alle stenene. Så Hans Ahrenkiel læssede halvdelen af stenen af nedenfor bakken og kørte op med resten Derefter kørte han tilbage og læssede den sidste halvdel på og kørte op med dem, og læssede de andre på igen.

Arbejdsstyrken
Der var 12 – 14 mand ansat på fabrikken. Hans Ahrenkiel, som var fyrbøder og smed, skulle passe maskineriet og havde også andre betroede poster. Bl. a. var det ham der udbetalte ugelønnen, 68 kr. for en uges arbejde på 7 dage a 10 timer. Christian Ahrenkiel som kun var en lille dreng havde til opgave hver dag kl. 18.00 at smøre stemplerne på pressemaskinen. Det fik han 25 øre for om ugen. Men han fik også sine penge i en lille lønningspose som de voksne mænd. I 1930'erne fyredes dampmaskinen af kul, som hentedes i Middelfart.
Kl. 12 middag og ved fyraften kl. 18.00 fløjtede Hans Ahrenkiel med fabriksfløjten, så dampen stod ud. En dag havde Christian Hansen besøg af møller Ellegaard fra Anslet, som kom med foder til hønsene med vogn og to hestene. Da der så blev fløjtet til middag kl. 12. blev hestene så forskrækkede, at de stak af med vogn og foder hjem til Anslet. Hvordan møller Ellegaard kom hjem, fortæller historien ikke noget om.

Hans Ahrenkiel boede i mesterhuset nedenfor bakken, hvor siden sønnen smed Peter Ahrenkiel boede. Det blev bygget i 1927. Da Christian Hansen i 1934 måtte sælge villaen i Hejls og afhænde kro og købmandsforretning til svigersønnen Holmgård, flyttede han ind i en lejlighed i bageste ende af fabrikken, hvor der indtil da, havde været frokoststue for arbejderne. Siden byggede han villaen på Hejlsmindebakken, hvor nu Fuglsang-Damgaard bor. Det var 1934-35, og Christian Ahrenkiel, som da var 5 år gammel hjalp med at slæbe stenene til huset på sin lille trækvogn. Siden boede en af arbejderne, Aksel Nielsen, i lejligheden i fabrikken.

Produktionsproblemer og fabrikkens lukning
Produktionen af kalksandsten stod på i årene mellem 1920 og 1930. Men efterhånden kom der vanskeligheder. Det viste sig, at der var ler i sandet, og stenene mislykkedes. Gang på gang måtte man konstatere, at en hel ovnfuld sten af 12.000 stk. var mislykkedes og måtte kasseres. Efterhånden måtte man indse, at produktionen ikke kunne fortsætte som hidtil. Jens Have og Hans Ahrendt trak sig ud af aktieselskabet. Deres kapital var vel gået tabt. Christen Hansen var mere optimistisk og fortsatte som eneejer indtil omkring 1933 – 34, hvor han kom i økonomiske vanskeligheder. Han kørte fabrikken for halv kraft og forsøgte sig med strandsand. Men efterhånden måtte han erkende, at det ikke kunne gå. De Jyske Skærvefabrikker, som havde leveret kalk til produktionen havde efterhånden så mange penge til gode, at de overtog fabrikken, og i 1946 solgtes indmaden til Balle ved Århus, hvor maskinerne blev stillet op og fungerede i mange år.

Derefter forsøgte man i nogle år at fremstille byggeelementer, og der var op til 6 mand ansat, men det kunne heller ikke gå. I 1946 solgte De jyske Skærvefabrikker jorden til gårdejer Niels Skøtt Mindegården" i Hejlsminde. Fabrikken med tilhørende 2 tdr. land blev solgt til smedemester Peter Ahrenkiel, en søn af Hans Ahrenkiel. Han indrettede smedeværsksted i bygningerne. Senere udstykkedes jorden til sommerhusområdet "Æ Skovbryn".