Hejlsminde Cikorietørreri

Cikorietørreriet ved Hejlsminde.

ved
Inge Mortensen og
Ruth Boesgaard

Cikorietørreriets historie begynder kort tid efter den første bebyggelse i Hejlsminde, " æ Saltmai" også kaldet. En mand fra Hejls byggede i 1843 et lille hus på nordsiden af slusen og fik tilladelse til at holde kro. "Det blev et nærsomt sted ", som Knud Krag 1911 skriver i sine erindringer, " og kroholdet var næsten en nødvendighed på grund af den tiltagende handel med korn som blev udskibet fra den lille havn.
I 1857 blev der bygget et større pakhus og et beboelseshus og en købmand Burchard fra Assens nedsatte sig som kolonial og kornhandler, hvortil kom lidt korntørring og maltstøberi til ølbrygning.
I 1858 udskibedes således 20.000 tdr. korn fra Hejlsminde; der var godt arbejde at få og flere arbejderfamilier byggede hus og flyttede til.
Efter nogle år flyttede købmand Burchard til Haderslev og solgte forretningen til teglværksejer Momsen Petersen, ca. 1866. Handelen var blevet dårligere, måske på grund af 1864-krigen, Hejlsminde blev grænseovergang, og der kom toldrestriktioner for eksporten til England; men der var dog stadig en del handel med købmænd og skippere på lokalt plan.
I 1872 blev Hejlsminde ramt af den store stormflodskatastrofe, som tog alle huse med undtagelse af pakhuset og beboelseshuset. Med hjælp fra landet og omegnen blev dog ret hurtigt huse og kro genopført.
Efter den store stormflodskatastrofe havde det store pakhus stået næsten tomt i nogle år. Det blev så i 1879 købt at de to brødre fra Vejen, Johannes og Jeppe Lauridsen, der sammen med Jep Fink på Bygebjerg i Hejls havde dannet et interessentselskab for at starte et cikorietørreri.
Cikorieroedyrkning var så småt begyndt at vinde frem i Danmark, og man mente at der var gode indtjeningsmuligheder ved denne afgrøde, som tidligere var blevet importeret fra Tyskland, til fremstilling af kaffesurrogat.
Tørreriet kom til at bestå af det gamle pakhus i to etager og en høj rund bygning med tørrerianlæg bagved, desuden småbygninger med dampkeddel, skorsten, kulhus og roelager.Det gamle stuehus blev bolig for Jeppe Lauridsen.
Tørring af roerne forgik i døgndrift, så der var altid folk på fabrikken. Der var to-tre mand udenfor, som sørgede for at roerne blev vasket og snittet. Dernæst blev de nittede roer anbragt på tørrebakker på vogne, som langsomt kørte gennem tørrekanaler i to etager med riste og opvarmet nedefra af varmeanlægget. Der var plads til 10 - 15 vogne, som betjentes af to mand, og roerne var tørre når de kom ud af varmekanalen. Der var ansat en fyrbøder, og den rette temperatur skulle holdes. Vogne kunne sætte sig fast og så måtte man kravle ind i den varme tørretunnel for at orden vanskelighederne. De tørrede roer kom i sække på lager og afgik senere til kaffesurrogatfabrikker i Danmark og senere i udlandet.
I 1882 var tørreriet godt igang, da Jep Fink døde, og i 1888 trak Johannes Lauridsen sig ud af foretagendet, og Jeppe Lauridsen blev enejer af fabrikken. Mange landmænd i omegnen dyrkede efterhånden cikorieroer og også sukkerroer, der ligeledes kunne bruges til kaffeerstatning. Man kunne købe frøene på tørreriet, maskiner til såning og radrensning blev konstrueret og kunne købes eller lejes.
Ifølge regnskaberne fra 1911 blev der leveret roer fra en stor del af koldingegnen; det blev til 14649 ctw. til tørreriet, en ctw. er 50 kilo. De fleste roer kom fra Hejls, Sjølund og Seest, men også leverancer fra Taps, Sdr. Bjert, Ejstrup og Kolding, sågar fra Assens, Brandsø og Bogø.
Betalingen var i 1911 kr. 1.55 pr. ctw. De tørrede roer blev leveret til surrogatfabrikkerne til en pris af ca. kr. 8.00 pr. ctw.
Prisen steg under den kaffefattige 1. verdenskrig, men var så jævnt faldende efterhånden som efterspørgslen efter cikorie aftog og andre og billigere tilsætninger kom på markedet.
Jeppe Lauridsen blev den store igangsætter i Hejls sogn. Det lille teglværk ved Elkær købte han i 1889 og drev det indtil det måtte standse ved 1. verdenskrig på grund af brændselsmangel. I 1899 købte han Hejlsminde kro, som lå lige op ad tørreriet, for at få kontrol over kroen, hvilket efter sigende kunne tiltrænges. Der blev drevet kro indtil 1912, da han nedlagde den i forbindelse med at han byggede Hejlsminde Badehotel. I 1905 købte han Thorø sammen med Jørgen Krag. Herfra drev han handel med grus og singels. Et kalkbrænderi blev det også til, det lå lige nord for tørreriet. Sammen med tørreriet havde han en købmandshandel, denne nedlagde han i 1906 i forbindelse med etablering af Hejls Brugsforening, som han ønskede at sikre flere kunder. En kort tid omkring 1908 havde han en gård i Vestjylland på omkring 235 tdr. land.
Jeppe Lauridsen var født på gården "Grønvang" i Vejen som yngste barn af en stor børneflok.
Som igangsættere kom familien Lauridsen på Grønvang til at betyde umådelig meget for udviklingen af handel og erhverv på hele egnen i mange år Børnene var opdraget til at yde en aktiv indsats på alle livets områder, både åndelige, politiske og erhvervsmæssige.
Et par vintre på Askov Højskole havde givet Jeppe Lauridsen nye impulser for hans videre liv. Han var en ivrigt politisk engageret venstremand med tilknytning til den grundtvigske kreds, hvor han deltog i sognets foreningsliv
Jeppe Lauridsen forblev ugift hele sit liv. Han var kendt for sin store hjælpsomhed og uegennytte. Han adopterede således en lille københavnerpige, som kom fra en familie i små kår med mange børn. Hun voksede op i det smukke beboelseshus ved tørreriet. Han havde den store sorg at miste hende, hun døde kun 18 år gammel.
I 1923 døde Jeppe Lauridsen, 70 år gammel. Han blev på mange måder en typisk repræsentant for sin tid, den tidlige industrialisering med tilknytning til landbruget. Med højskolebevægelsen som sit åndelige udgangspunkt udnyttede han aktivt og virksomt de muligheder tiden gav.
Det blev en af Jeppe Lauridsens tidligere medarbejdere, der kom til at overtage tørreriet. Marinus Kristensen fra Fasterholt var som 18 årig kommet til Jeppe Lauridsen som altmuligmand. Her traf han Andrea Laursen, datter af Niels og Marie Laursen, Rovtsvejen i
Hejls. Hun var ansat som kokkepige, senere som husbestyrerinde og plejemor for den lille Nancy hos Jeppe Lauridsen. Marinus og Andrea blev gift i 1914 og startede med landbrug. I 1921-22 var de igen i Hejlsminde som bestyrere af Hejlsminde Badehotel, hvorefter de drog til Randersegnen, hvor de købte gård. I 1930 vendte de tilbage til Hejlsminde, hvor Marinus Christensen købte tørreriet. Der blev dog ikke drevet tørreri der de første år, idet Marinus Christensen havde startet en vognmandsforretning og det store pakhus blev brugt til lagerrum.
De fik bolig i det gamle stuehus, som de indrettede med en udlejebolig i den nordre ende. omkring huset var der dengang en meget stor have, der strakte sig helt fra Badehotellet og ned bagved Tørreriet. Her var god tumleplads for de to børn, Tage og Nancy, som var opkaldt efter Jeppe Lauridsens plejedatter.
I 1940 kom krigen og Marinus Christensen solgte nu tørreriet til et konsortium bestående af grosserer Chr. Nørgaard, Kolding, N. C. Jørgensen og Sv. B. Thomsen, København. Disse havde besluttet at drive tørreri igen, og Marinus Christensen blev bestyrer samtidig med at han havde sin vognmandsforretning. Der blev nu tørret roer til kaffetilsætning, og ind imellem også tørret æbler i ringe og hyben.
I det gamle stuehus blev der ovenpå indrettet en sommerbolig til grosserer Thomsen, hvor han kunne mødes med venner eller kunder.
Marinus Christensen var bestyrer af Tørreriet indtil 1959, hvor han startede sin pensionisttilværelse på gendarmvej i Hejls.
I 1946 blev den store gamle lagerbygning hærget af en voldsom brand, som ødelagde hele tagkonstruktionen. Taget blev genrejst , men ikke i den gamle stil, hvilket skæmmede bygningen en del.
Mathias Thuesen, der kom fra Anslet, blev bestyrer af tørreriet i 1959. Han var kendt med arbejdet, idet han havde arbejdet på fabrikken i nogen tid sammen med Marinus Christensen. Den gamle tørreinstallation blev udskiftet med trømletørrer og snegl til tørring af korn samt raps og andet frø. Kapaciteten var dog ikke ret stor. Man tørrede korn for egnens landmænd og af og til for Sjølund og Aller Møller. Det var før nutidens moderne hjælpemidler og det var hårdt arbejde at bære de store sække med vådt korn, der godt kunne ankomme ved fyraftenstid, så i sæsonne kunne der blive en del overarbejde. Kornet skulle vejes og tørres og vandindhold prøves og atter vejes, når det var færdigtørret.
Der var etableret en forretning med udlejning af sække til kunderne. Når disse sække kom tilbage om efteråret med det våde korn, blev de tømt, vasket og efterset og atter bundtet i 25 stks. bundter, som kom på lager i pakhuset. I bagbygningen var et lokale, hvor sækkene blev, gjort i stand. Her har Anna Thuesen og Ingrid Ahrenkiel banket, lappet og stemplet et utal af sække for HT Kolding, som det hed.
På tørreriet var også et lager for udlejning af presenninger og en tid havde et firma lager af høstbindgarn der.
Med indførelsen af mejetærskere blev efterspørgselen efter bindegarn og sække ringere og korntørringskapaciteten var nok også for lille, så i 1967 ophørte fabrikken helt som korntørreri og sækkelager.
Tørreriet blev nu solgt til kunstmaler Leo Kastrup Nielsen og reklamekonsulent Svend Bagge fra København. De havde planer om et salgsudstillingssted for ferie og fritid. Der kom bådeudstilling i laden ved Ib Nielsen fra Haderslev, og kunsthandler Viggo Rasmussen fra Århus udstillede en sommer i hovedbygningen. Leo Astrup selv indrettede en bolig i baghuset, hvor der før havde været rensning og reparation af sække.
Leo Astrup ejede tørreribygningerne til 1977, hvor de blev solgt til Kurt Jensen og Alvin Hasmmer fra Gravenshoved Kostskole. Den store lagerbygning blev brækket ned i 1978, og senere blev der indrettet en bolig baghuset til Kurt Jensens forældre samt to ferielejligheder. I 1995 flyttede Kurt Jensen selv til Hejlsminde, hvor han byggede ferielejlighederne om til egen
privatbolig.
Mange lokale beboere har haft vinterarbejde på tørreriet. I fden gamle Jeppe Lauridsnes tid går der en historie om Jørgen Fisker, der nok ikke havde gået så meget i skole. Han skulle søge arbejde på tørreriet, og hans kone Stine pålagde ham ikke at gå under 50 øre i dagløn. Jeppe Lauridsen svarede ham: " Du kan få 60 øre", hvortil Jørgen Fisker sagde: " Så ka´et itt bliw te noet, a goer itt under 50 øre".
Da kalksandstensfabrikken måtte lukke fik Hans Ahrenkiel ansættelse som fyrbøder på Tørreriet. Der var døgndrift og han og Olaf Rudbeck afløste hinanden en tid. Der kunne om natten komme forskelligt besøg, især efter bal på kro eller Badehotel. Under krigen kom der efter nedskydning af en engelsk flyver et overlevende besætningsmedlem gående langs stranden fra Anslet. Han så, at der var folk i arbejde på Tørreriet. Han gik ind og blev vel modtaget af Hans Ahrenkiel, som var klar over, at man måtte have manden af sted straks videre nordpå. Han sørgede for andet tøj til ham, og han fik Ahrenkiels madpakke og sneg sig videre mod nord og kom efterhånden hjem i god behold.
Flere fiskere havde vinterarbejde på Tørreriet, når det ikke var fiskevejr, bl. a. Oluf Schmidt og Heinrich Bork.
I Marinus Christensens tid var brødrene Johannes og Karl Hansen, Svend Åge Buchwald og Jens Danielsen ansat. En tid havde Andreas Hansen, mekaniker Hans Møller og saddelmager Anders Jepsen været ansat. Også Sigurd Christiansen og Peter Damgaard har haft arbejde der. Aksel Ebbesen kørte brunkul til Tørreriet med Marinus Christensens lastbil et stykke tid.
Her er kun nævnt nogle af de mange som i årenes løb har været beskæftiget på Tørreriet, og sikkert mange historier kunne endnu fortælles om arbejdet der.
Af den gamle fabrik er nu kun stuehuset og baghuset tilbage, og de har begge undergået modernisering og forandringer efter tidens mode.