Foreningens 25 års jubilæum 2006

Lokalhistorisk Forening og Arkiv for Hejls-Hejlsminde
fejrer 25- års jubilæum

I år er det 25 år siden, at Lokalhistorisk Forening i Hejls blev stiftet i marts måned 1981. I årene forud havde en lille gruppe bestående af Holger Andreasen, Hejlsminde Camping, Hans Dall, Kær Mølle og Knud Krag, "Trappendal" arbejdet med at starte en forening. De havde mødtes jævnligt for at indsamle materiale og forberede foreningen. I marts 1981 blev der dannet en bestyrelse, som arbejdede videre et års tid med forberedelserne. Endelig i oktober 1982 blev der afholdt en offentlig generalforsamling. Her valgtes en ny bestyrelse og arkivet blev oprettet og fik tilholdssted i to små lokaler som Christiansfeld Kommune stillede til rådighed i kælderen under plejehjemmet "Engbo", Hejls Landevej 57. Christiansfeld Kommune har siden starten støttet foreningen med et årligt tilskud samt med gratis lokaler.

Der var fra starten stor opbakning til Foreningen og Arkivet fra lokalbefolkningens side, og i årene 1982 – 86 havde foreningen og arkivet under Holger Andreasens ledelse - godt hjulpet af Kirsten Degn og den øvrige bestyrelse – en god startfase, hvor der blev samlet meget historisk materiale ind. Holger Andreasen sørgede også for, at historien blev formidlet til lokalbefolkningen gennem foredrag og lysbilledaftener. Siden 1982 har der været en ugentlig åbningstid i arkivet på 2 timer i vinterhalvåret.

I perioden fra 1986 – 95 lavede arkivet en række udstillinger om de forskellige dele af sognets historie. Disse udstillinger havde et dobbelt formål, dels at fremdrage og udstille sognets historie i billeder og tekst, dels at indsamle materiale og billeder fra de udstillede områder. – Disse udstillinger bragte arkivets billedsamling op på ca. 4000 – 5000 billeder, samtidig med at der blev indsamlet en mængde materiale om gårde, huse og ejendomme i de udstillede områder og om de personer, der havde boet der.

Sideløbende med udstillingerne har arkivet siden 1988 udgivet et lille årshefte med artikler og erindringer fra sognets historie. Op gennem 1990´erne blev årsheftet større og koncentrerede sig om enkelte emner fra sognets erhvervsliv. I de senere år er heftet blevet til en årbog med op mod 100 sider med billeder og tekst.

Formidlingssiden har hele tiden været vigtig for Foreningen, og der har siden 1982 hver vinter været afholdt 3-4 foredrag og lysbilledaftener med emner fra den nationale, den sønderjyske og den lokale historie.

Arbejdet med indsamling, registrering og pakning af det historiske materiale er blevet varetaget af en række engagerede, frivillige medarbejdere, hovedsagelig bestyrelsesmedlemmer, men også andre frivillige har deltaget. I 1993 fik arkivet sin første computer, og siden da er alt materiale blevet registreret i arkivprogrammet Arkibas. I dag har arkivet 3 computere, internetadgang, en hjemmeside og telefon, og der er åbent i alle årets måneder. Foreningens medlemstal er ca. på 140 medlemmer, hvis økonomiske og personlige støtte har været uvurderlig for arbejdet og udviklingen.

I anledning af 25-års jubilæet viser arkivet en stor jubilæumsudstilling i Lokalcentret "Engbo" i weekenden den 20 – 21 maj.

Gunnar M.

Knud Krag, Hans Dall og Holger Andreasen i 1976


Reception i anledning af Foreningens 25 års jubilæum i 2006


           


Foregående side: Faciliteter
Næste side: Bliv medlem af Foreningen