En Københavner drengs ferie i Hejls. Anno 1955.

.

En Københavner drengs ferie i Hejls. Anno 1955.

af Ivan Vath Carlsen. Rødovre,d.31.aug.2001

4. Skoleår var netop slut og endnu en lang sommerferie stod for døren. Året var 1955. Jeg var 11 år gammel og glædede til, at kunne være hjemme i "min gård" fra morgen til aften.
Ganske vist havde jeg hørt, at jeg skulle en tur til Jylland, med mine forældre, senere på sommeren, dersom de kunne få en aftale i stand. Men foreløbig kunne jeg koncentrere mig om gården.

"Min gård" var ingen baggård, i det indre København, men en stor og lys gård med græs-
plæne, blomster og en stor asfalteret legeplads med legeredskaber. Ejendommen, hvortil gården hørte, var en 5 etagers bygning, som lå i udkanten af København og bestod af 49,
2 værelses lejligheder med kakkelovn. Jeg boede på 3.sal, i den sidste opgang, med mine forældre og en storebror, som var 11 år ældre end jeg.
Her havde vi boet siden ejendommen stod nyopført, i nov.1944, hvor jeg da var 5 måneder gammel.
Her voksede jeg op. Her havde jeg mine kammerater. Her fik jeg min opdragelse, mit selv-
værd og min sociale bevidsthed, tillige med oplevelser og venskaber for livet.
"Min gård" var mit et og alt. Derfra min verden går.
Jeg havde ingen intentioner om, at skulle på landet, men min mor havde tilsyneladende andre planer.

Vi skulle på ferie hos Anna og Christian i Hejls. Men inden da, havde min mor fået arran-
geret, at jeg kunne være der 10 dage før de selv kom dertil. Jeg var ikke vild begejstret.
Vi havde besøgt dem i februar måned, hvor vi kombinerede det med, at besøge min bror i Kolding, hvor han lå som soldat. Så allerede der, havde de jo nok snakket om muligheden, for at få mig afsat.
Jeg vidste, at det var noget familie langt ude, men spekulerede, på daværende tidspunkt, ikke nærmere over de familiemæssige relationer.

Min oldefar, Nis Nissen Korntved ( min morfars far ) er født i Ørby , NØ for Haderslev , i 1860. Som ung flyttede han til København, hvor han stiftede familie og slog sig ned som skomagermester.
Hans søster, Marie Korntved, født i 1865, blev i Jylland og stiftede bo i Hejls ( Trappendal )
med Niels Laursen. De fik 5 piger:
Andrea, som blev gift med Marinus Christensen og boede det meste af sit liv i Hejlsminde, hvor de en lang årrække havde tørreriet.
Dagny, som blev gift med Arne Schmidt og boede i Hoptrup, hvor de havde autoværksted.
Anna , og så Christian, flyttede ind i forældrenes hus på Trappendal i Hejls,mod at søste-
ren, Josephine ( som jeg mener var udviklingshæmmet ) kunne blive boende hos dem.
Meta kan jeg ikke huske, ud over at hun vist nok boede i Nebtrup og havde en søn, som hed Gert, som var på min alder og som jeg kunne lege med, når vi var sammen.
Det var altså min morfars kusine og hendes mand ( Anna og Christian Møller Lange ) som jeg skulle "forvises" til.

Hovedbanegården emmede af forventning og spænding, blandt de hundredevis af andre børn, som var i samme situation som jeg. De fleste af os havde fået frirejse gennem sko-len og alle var vi udstyret med et papskilt omkring halsen, hvorpå slutdestinationen var noteret. På min stod: "Hejls, via Fredericia og Kolding".
Mor gav mig de sidste formaninger, kort før toget afgik: " Nu husker du, at høre efter hvad der bliver sagt. Du spiser hvad du får og lad være ned at vise, at du har hjemve'."
Det sidste var vist nok en betingelse, for overhovedet at få lov at komme, efter tidligere dårlig erfaring med familiemedlemmer.
Efter skift i Fredericia nåede jeg Kolding, hvorfra jeg skulle med bus til Hejls. Filmen: "Den gamle mølle på Mols" giver mig altid associationer om denne bustur.
I filmen foretager skuespilleren, Annemette Svendsen, rejsen mod sit bestemmelsessted netop i denne, datidens bus, spændt og forventningsfuld, med sin kuffert i hånden.
"Min bus" stoppede ikke foran den gamle mølle, men foran smedien i Hejls, hvor Christian ventede på mig med hestevogn. En enkel ladvogn, som blev trukket af en lysebrun hest ,
(af belgisk race, tror jeg ) som var lige så bred over ryggen, som den var lang, og som lød navnet "Musse". Christian var næsten af samme type, lav, bred og muskuløs og en mand af få ord.
Vi kørte det sidste stykke op til Trappendal, ad en grusvej ( nuværende Rovtsvej 45 ) hvor jeg blev budt velkommen af Anna.
Det første jeg så, var en gris, som netop var slagtet. Den hang op ad væggen til brygger-
set, med hovedet nedad, halsen skåret op og blodet løbende ned i et kar.
Jeg var dybt fascineret.
Musse blev spændt fra vognen, fik et rap bagi og galopperede ned over marken, ned til vandtruget i hjørnet ved skellet.
Jeg fik anvist et kammer, oppe på loftet, som blev min lille hule.
Stedet var et typisk husmandsbrug, under 10 ha, som familien ikke kunne leve af, skønt begge knoklede fra tidlig morgen til sen aften.
Christian havde da også job ved Brugsen, hvorfra han kørte varer ud, et par gange om ugen.
Vinkelret på stuehuset lå en lille staldbygning, med en besætning på 4 køer. Samme fami-
lie i flere generationer.
På den anden side af gårdspladsen, overfor stuehuset, lå en lille lav bygning, som både var bryggers og svinestald. Hvor mange svin der var, kan jeg ikke huske, men nu var en allerede slagtet, så mange var der nok ikke tilbage. Derimod var der mange høns, hvor hønsehuset var tilknyttet svinestald og bryggers og hvor jeg mener, at hønsene blot gik frit omkring.
Ud mod og langs med vejen var anlagt en stor køkkenhave, hvorfra mange af dagligda-
gens fornødenheder blev hentet. Men derfor blev man ikke vegetar.
Den nylig slagtede gris åbnede mine øjne for, hvor meget man egentlig kunne tilberede og spise fra en sådan. Sylte, tæer, hale, medister, leverpostej, blodpølse og blodsuppe.
Blodpølse var bestemt ikke min livret og leverpostejen smagte heller ikke som derhjemme, men da jeg fik serveret blodsuppe, da forsvandt min, ellers udmærkede, appetit, som dug fra solen. Kun en indre stemme, af min mors formanende ord om, at jeg skulle spise hvad jeg fik serveret, fik mig til at fuldende dette måltid. Alene udseendet og lugten. Sort og varm. Jeg sagde pænt nej tak til en ekstra portion.
Med løfte om lagkage, senere på dagen, blev min appetit på ny skærpet.
Jeg forestillede mig de hjemlige lagkager, ved fødselsdage, med vanilje, jordbærsyltetøj og flødeskum. Men jeg skulle snart gøres bekendt med yderligere brudstykker af livets barske virkelighed. Godt nok så det ud som om det var i lag. Den var også rund og høj, men så ophørte også enhver lighed.
Der var ingen flødeskum og syltetøj. Det mindede om et stort studenterbrød, som man skar ud i trekanter. Det var virkelig noget der lagde til, som et helt måltid.
I det øjeblik savnede jeg min hjemlige bager, nede på hjørnet.

Nu var det jo ikke sådan, at vi svælgede i kødretter hver dag, fordi en gris var blevet slag-
tet. Efter parteringen og tilberedning i diverse retter, blev det meste lagt i frysehus.
Et sådan fandtes længere nede ad vejen, hvor man havde et lille fælles frysehus, med hver sin boks. Der cyklede Anna så hen, for enten at hente eller henlægge til senere brug.

Fornøjelser var der tilsyneladende ikke meget plads til, men 1 gang om ugen spillede de kort med Anna's søster og svoger, Andrea og Marius i Hejlsminde. Så lånte jeg Niels -Christians cykel ( deres voksne søn, som var politibetjent i København ) og vi cyklede ad grusveje, bagom ned til Hejlsminde. Først på aftenen fik jeg lidt adspredelse ved at gå ud i tørreriet og lege med kattene, som der var mange af. Senere på aften sad jeg på en stol, i hjørnet af stuen, og sov, mens de andre spillede kort. Det kunne de gøre til omkring mid-
nat, hvor jeg blev vækket og vi cyklede hjem, kun med stjernerne som lys. Cykellygter brugte man ikke. ( Desuagtet deres søn var politibetjent )
Efter kun 4 timers søvn var Anna og Christian atter oppe og i fuld gang med dagen dont.

Som sagt kørte Christian varer ud for Brugsen et par gange om ugen. Det gav så også mig mulighed for, at komme ud og se noget andet. Jeg kunne godt lide turen i hestevogn og omgangen med Musse, som jeg fik et helt godt forhold til. På et tidspunkt havde Christian sat mig op på dens ryg. Jeg kunne lige så godt have sat mig i spagat på jorden, sådan føl-
tes det.
En sådan tur tog det meste af dagen, hvorfor vi også havde madpakke med. Anna havde smurt en hel stabel sammenlagte "rugbrøds-madder". Ikke 6 halve, med forskelligt pålæg, som jeg kendte hjemmefra, nej, det var sammenlagte med pølse og leverpostej, uden smør. Noget som fyldte og som mættede.
Jeg led bestemt ikke nød, men det var bare anderledes end jeg var vant til.
Turen gik vidt omkring, syntes jeg dengang. Vargårde, Grænseborgen, lejrskolen og Kær Mølle. En strækning som i dag ville tage en times tid. Ved lejrskolen så jeg, for første gang i lang tid, jævnaldrende børn, som jeg desværre ikke fik tid til at lege med. ( Jeg skulle jo passe "mit job" )

Allerede dengang forbandt jeg Skt. Hans aften med noget rart og hyggeligt. At huset tilmed ligger med udsigt over det meste af Hejls, gør ikke en Skt .Hans aften mindre dejlig.
Christian lavede et bål på toppen af skråningen, i tilpas afstand fra huset. Der sad vi så al-
le tre, i stilhed og nød udsigten til sognets andre bål og kirken i det fjerne.
En rar samhørighedsfølelse fyldte mit indre.

Jeg gik til hånde hvor jeg kunne, men var ellers ikke til megen hjælp. Jeg var meget over-
ladt til mig selv, hvilket jeg også var stillet i udsigt, og trissede rundt alene på må og få.
Anna og Christian var utrolig arbejdsomme og nøjsomme mennesker. Der var hele tiden gøremål at ordne og de fleste af døgnets timer var de i aktivitet.
De havde aldrig ferie. De fik meget lidt søvn og selskabelighed var vist minimal.
Så vidt jeg husker, havde Christian aldrig været på Sjælland ,og sove " kan jeg sgu'gøre når jeg er død", som han sagde til min far.
Jeg tror ikke altid det var lige populært, når familien fra København "trængte til ferie på landet". Det privilegium havde de endnu ikke selv haft mulighed for.
Trods min ensomhed og hjemve', under opholdet, fik mine forældre at vide, at jeg ikke havde været til nogen ulejlighed. Det gav mig troen på, at jeg havde "bestået prøven".
I dag er jeg utrolig glad for, at jeg dengang fik en oplevelse, som man i dag kun kan læse om i historiebøgerne.

Efter at være vendt hjem, og påbegyndt et nyt skoleår, kaldte min mor mig op fra gården, en dag i oktober, og fortalte mig, at Christian var død ved en ulykke, lige uden for sit hjem.
Han var væltet på cyklen, da han skulle hilse på en bekendt, som overhalede ham i bil.
Christian blev 54 år og fik nu sin søvn. Anna så jeg heller aldrig mere.

Når min kone, Connie, og jeg i dag besøger Hejlsminde Badehotel, hvad vi gør regelmæs-
sigt, så er jeg altid forbi huset på Trappendal, for at snuse til minderne. .Og" Andrea og Marius' hus" kan jeg slet ikke undgå at se fra Badehotellet, hvor tørreriet stadig tydeligt står for mit indre. Ligeledes er det kutyme, at besøge gravstederne på Hejls kirkegård.
Stor var overraskelsen, i juni i år, da vi så, at de to gravstene på Christians grav, hvor han er begravet med sine svigerforældre, var fjernet.
Efter en runde på kirkegården fandt jeg stenene hengemt, som andre udstødte, stående opad kirkegårdsmuren, på ydersiden ud mod markerne.
Marie Laursen, født Korntved, Niels Laursen og Christian Møller Lange er for alvor hensat i glemselens bog, hvor kun nostalgien holder minderne i hævd.
Gudskelov, at man er nostalgisk.

Som et kuriosum skal nævnes, at min moster, som i dag er over 90 år og bor i Chicago i USA, har været feriebarn i selvsamme hus i 1920. Det var hos Anna's forældre, Marie og Niels Laursen.
Desværre fik hun ikke lov til, at komme med til Frederikshøj, for at se Chr.X. ride over grænsen. Men meget andet kan hun fortælle om sin togrejse til endestationen, Hejlsminde.
Men det må blive en anden historie.

Ivan Vath Carlsen. Rødovre,d.31.aug.2001