”Da landet lå øde” om Svenskekrigene 1657-60

Foredrag for Christiansfeld Lokalhistorisk forening og Arkiv i Christiansfeld 21. marts 2006
af Gunnar M. Krag

Overskriften er "Da landet lå øde" og tyngdepunktet i foredraget vil da også være Karl Gustav kri-gene i 1650´erne og deres konsekvenser for lokalområdet her, men inden da, skal vi lige se lidt på Svenskekrigene som helhed.

Svenskekrigene 1563 - 1720.
Når vi taler om svenskekrigene, tænker vi mest på begivenhederne i 1658 - 1660 med Carl Gustavs march over isen fra Jylland til Sjælland i januar 1658, Roskildefreden sommeren 1658, Københavns belejring i 1659 og den endelig fred i 1660. Men svenskekrigene strækker sig jo samlet over en me-get lang periode fra Den nordiske syvårskrig 1563-70 over Kalmarkrigen i 1611 - 13 - til afslutnin-gen af Den store nordiske Krig i 1720. Svenskekrigene var jo et langt opgør mellem den lokale stormagt Danmark- Norge og den opkommende svenske stormagt om, hvem der skulle dominere skandinavisk og nordisk politik og en bestræbelse på fra Sveriges side at komme ud af Danmarks omklamring på alle sider både i Østersøen og i Kattegat. Den nordiske syvårkrig 1563 – 70 var den første af disse krige. Den skyldtes gensidig mistro mellem de to unge konger om modpartens hensigter. Den udkæmpedes især i grænseområdet mellem de to lande og gik hårdt ud over befolk-ningen i Skåne, Halland og Blekinge. Krigen sluttede i 1570, da Frederik den anden ikke havde penge til at finansiere krigen. Ved fredsslutningen 1570 bestemtes det, at fæstningen Elfsborg, som danskerne havde erobret, skulle leveres tilbage til Sverige. Omvendt skulle Sverige betale krigsska-deerstatning. Krigen ændrede ikke ved grænserne mellem de to lande. Danmark havde fastholdt sin førende stilling i Norden.

Kalmar krigen 1611-1613 startedes af Chr. IV, som var voldsomt irriteret over svenskernes forsøg på et bryde ud af den dansk-norske omklamring og få adgang til havet mod nord til Ishavet og mod vest til Kattegat. Dels ved den norsk-russiske grænse ved Ishavet og ved at anlægge Göteborg ved Götaelvens munding. På den måde kunne Sverige handle med Nederlandene og England uden at skulle gennem Øresund og betale Øresundstold. Krigen førtes især omkring Kalmar by og fæstning, som erobredes ad Danmark, mens svenskerne hærgede Skåne og Halland. billeder) Krigen endte stort set uafgjort. Fredsforhandlingerne i Knärød i Halland, som stod på i over to måneder og først blev afsluttet 20. januar 1613, resulterede i, at Sverige fik Kalmar tilbage mod at betale krigsskade-erstatning på en million rigsdaler, som skulle betales over seks år. Omvendt slap svenskerne for fremover at betale Øresundstold til den danske konge. Danmarks førende stilling i Norden blev fast-slået endnu engang.


Kejserkrigen 1625 – 29. Var ikke en krig mellem Danmark og Sverige, men den skal med her, fordi det var den første krig, som i denne periode ramte Hertugdømmerne og hele Jylland og dermed var begyndelsen til den nedgangstid, som befolkningen i Sønderjylland skulle opleve op gennem resten af 1600-tallet. Trediveårskrigen mellem den katolske tyske kejser og de protestantiske nordtyske fyrster havde stået på siden 1618. I 1625 truede den med at brede sig til Nordtyskland og Christian den Fjerde så en chance for at gå ind i krigen og markere sig, som protestantisk fyrste. Rigrådet var imod, men Christian gik ind i krigen som hertug af Holsten, som jo var en del af Det tyske Rige. Derved undgik han det danske rigsråds modstand. Det gik ham rigtig skidt, ved Lutter am Ba-renberg blev han i 1626 slået af general Tilly, og den anden store tyske feltherre Wallenstein for-fulgte kongen og hans tropper op gennem Holsten og op i Jylland, som blev besat af kejserens trop-per i 1627 – 29. Her hærgede og plyndrede de i to år. At det ikke gik Danmark værre skyldtes flå-den og svensk indgriben i krigen, hvor Gustav Adolf gik i land i Nordtyskland og nedkæmpede de kejserlige tropper. Og hermed begyndte Sveriges storhedstid. Danmark slap med at afstå nogle stif-ter i Nordtyskland. I denne krig var Sverige og Danmark ganske vist allierede, men den latente modsætning mellem dem var nu forskubbet til det nordtyske område, hvor Sverige havde sat sig fast i Pommern, og det betød, at ikke Skåne, men hertugdømmerne fra nu af var det område, hvor modsætningerne udkæmpedes mellem dem. Og det fik befolkningen at mærke gennem de næste krige, som kom med korte mellemrum og ramte landet hårdt

..

Torstenssonkrigen 1643 – 45.
Baggrunden for krigen
Sverige var trådt ind i den europæiske trediveårskrig og havde militær succes i bl.a. Tyskland og Baltikum. Gustav Adolf faldt ganske vist i slaget ved Lüzen i 1632, men Sverige havde rigeligt med dygtige politikere og feltherer til at tage over efter ham. Og nu var blikket rettet mod Danmark. Sveriges mål var at erobre de danske provinser Skåne, Halland og Blekinge for derved at svække den danske kontrol over Øresund og det danske søherredømme i regionen. Det var nødvendigt, for at forbindelserne mellem Sverige og kontinentet kunne styrkes, mente de svenske politikere.

Svensk angreb på tre fronter
I 1643 besluttede det svenske Riksråd ( kongen var død i 1632) at foretage et angreb på Danmark. Angrebet skulle ske på tre fronter:
- Den svenske hær i Nordtyskland under ledelse af general Torstensson skulle gå op gennem Jylland.
- En svensk armé på 11.000 mand skulle angribe den danske landsdel Skåne.
- Der skulle landsættes svenske tropper på Sjælland.

Angrebet på Jylland
I december 1643 rykkede den svenske general Torstensson ind i Slesvig-Holsten og videre op i Jyl-land, som blev erobret i januar 1644. Krigen blev et knusende nederlag for Danmark. Chr. IV mi-stede sit øje i søslaget ved Kolberger Heide. Freden blev indgået 1645 i Brömsebro i det nordvestli-ge Blekinge, en by som i omkring 800 år udgjorde grænsen mellem Danmark (Blekinge) og Sverige. Ved freden mellem Danmark-Norge og Sverige måtte det dansk-norske rige afstå Halland for en 30-årig periode. Desuden skulle Danmark-Norge permanent afstå øerne Øsel og Gotland samt land-områderne Jämtland og Härjedalen i Norge til svenskerne. Denne gang var det Sverige som trak det længste strå . De havde fået brudt den dansk-norkse omklamring og demonteringen af det dansk-norske Rige var begyndt. I denne krig blev Jylland igen besat i to år og voldsomt hærget.

Befolkningens situation 1620 - 1657
Undersøger man den befolkningsmæssige og økonomiske situation i den nordlige del af hertug-dømmet Slesvig omkring 1620 og igen omkring år 1700, skulle man ikke tro, at det var det samme område, der blev beskrevet. - Jordebøger, amts- og toldregnskaber fortæller omkring 1620 om et landområde præget af stor velstand, alle gårde og landsbyer er i drift. Bønderne kan betale deres skatter og landgilde og har desuden overskud, så de kan sælge korn, heste og stude sydpå. Dette billede af et rigt og velstående område rystes første gang som vi hørte før, da Jylland i 1626-27 besattes af Wallensteins tropper i et år i forbindelse med Christian den fjerdes indblanding i Trediveårskrigen. Den plyndring Jylland var udsat for, og de afgifter bønderne måtte yde til besættelsesmagten knækkede den økonomiske opgangskurve. De følgende år viser store uregelmæssigheder i kronens indtægter fra bønderne i Nordslesvig og handelen med heste og stude gik stærkt tilbage, men hen mod år 1640 synes tingene at være tilbage omkring situation i 1620. Men Torstenson-krigen og dens plyndringer her førte til en direkte forarmelse af landbefolkningen ikke blot i Nordslesvig, men i store dele af Jylland. I de følgende år begynder der at komme uregelmæssigheder i administrationen, kilderne er ikke intakte - det peger i sig selv på store problemer - og de viser at landet nu er præget af fattigdom og nedbrændte gårde. Det kan ses af landgilderegisteret, som i 1640´erne og 1650´erne fortæller om mange forarmede og fattige bønder, som ikke kan betale deres landgilde, og gælden bliver derfor tinglyst på ejendommen. I Hejls var der 32 gårde i midten af 1600-tallet. I 1640´erne og 1650´erne, altså inden Carl Gustavkrigen kunne de 11 af dem ikke betale deres landgilde på grund af forarmelse. Det var 1/3 af alle ejendomme. 5 af dem var øde og afbrændte. Som moderne kommunalpolitiker kan man måske sætte sig ind, hvad det ville betyde, hvis 1/3 af alle skatteydere var ude af stand til at betale og i en kortere årrække næsten samtlige. Men det betød jo også, at godsejerne ikke fik deres indtægter. Her i området var det heldigvis Kronen, der var godsejeren, så derved slap bønderne nok lettere, end de ellers ville have gjort.
Plyndringerne og skatteudskrivningerne var hårde, men endnu værre var det, at landbrugseksportens vilkår omkring 1650 blev stærkt forringet og stillede sig i vejen for en økonomisk genopbygning
af landet. I den skærpede konkurrence med Østersølandenes eksport havde det danske korn svært ved at klare sig. Det måtte ligefrem beskyttes på hjemmemarkedet med en 10%´s told på import af korn. Omkring 1650 var også godsejere og købstædernes købmænd ramt af krisen.

 

Karl Gustav-krigene 1657 - 1660:
I 1656 var den nye svenske konge Karl den 10. Gustav indviklet i krig med Rusland, Polen og Brandenburg. Det gav Frederik den Tredies en letsindige tro på en revanchekrig mod svenskerne nu var mulig.. Hvis Torstenssonkrigen havde brudt den økonomiske opgangsperiode i tiden forud, så betød krigen 1657 - 1660 en så gennemgribende katastrofe for ikke blot det nordslesviske område, men for hele Danmark, at det varede mere end 50 år, inden landet forvandt den, og følgerne var først endeligt overvundne efter 1720.

Først de afgørende begivenheder: Da Karl Gustav fik Frederik den Tredjes krigserklæring stod han i Polen indviklet i svære kampe med russerne og polakkerne. I stedet for at fortvivle vente han straks om, og gav sinde tropper ordre til at marchere mod Danmark. I løbet af efteråret 1657 besatte Carl Gustavs tropper Jylland og forsøgte at komme over til øerne. Dette var svært på grund af den stærke danske flåde. Frederik den III havde gjort meget for at forsvaret af Fyn skulle være så godt som muligt, men der manglede veltrænede tropper, gode befalingsmænd og forsyninger. Overkommandoen over hæren på Fyn blev givet til kongens halvbroder Christian Ulrik Gyldenløve, en søn af Christian den IV og Vibeke Kruse. – Da man var klar over, at svenskerne ville forsøge at komme over Bæltet, hvor det er smallest, blev der indkvarteret mange tropper i Middelfart, Strib, Hindsgavl og ud langs kysten mod syd. Der byggede grave og palisader ved kysten, og man gik strandvagt både nat og dag. – Men så kom vinteren svenskekonge til undsætning. I januar måned 1658 begyndre det at fryse meget hårdt og efter en 3 uger, begyndt isen at kunne bære. Karl den x Gustav fik den ide at krydse bæltet ved at marchere over isen og begyndte at undersøge isforholdene. Han samlede sine tropper i området mellem Kolding og Haderslev og den 26. januar drog en gruppe svenske officerer til Brandsø, som de fandt besat af en lille dansk styrke. Dagen efter tog svenskerne over med flere mænd og erobrede øen. På fynssiden byggede den danske hær skanser ved Iversnæs (Wedellsborg), da man var klar over, at svenskerne ville prøve at komme over her. Man isede langs kysten, så svenskerne ikke kunne komme i land. Natten mellem den 29. og 30 januar overnattede svenskekonge i Hejls præstegård og sendte rekognosceringstropper ud for at se, om isen kunne bære, og for at se, hvor det var bedst at går over. Han sendte Kvartermester Erik Dahlberg til Fredriksodde og Middelfart Sund for at se om overgangen kunne ske der, Dahlberg kom under sin rekognoscering til Føns, hvor han overraskede 20 bondesoldater, der gik vagt. Han tog et par af dem som fanger med tilbage til Hejls. Han kom tilbage kort før daggry den 30 og kunne meddele kongen, at der ikke var iset ved Tybrind Vig, og kongen besluttede sig for at gå i land der og satte straks sine tropper i gang- De gik over isen i et bælte fra sønder Stenderup og ned til Anslet. På vejen over kørte Karl den X Gustav i slæde til Brandsø og red så videre derfra med sine tropper. Den danske hær havde ikke været hlel klar over, hvad svenskernes plan var, og de Regimenter, man havde sendt bud efter fra Tåsinge og Langeland kom for sent til at være med i kampen, som blev ganske kort. Inden kl. 10 om formiddagen havde svenskerne overmandet den danske hær ved Tybrind, og Fyn lå åben for dem. I dagene lige efter svenskernes erobring af Fyn blev øen udsat for den første plyndring under krigen, og den var voldsom. Ikke siden Grevens Fejde i 1530erne havde der været fjendtlige tropper på Fyn, så der var noget at komme efter.

Efter nogle få dage på Fyn ønskede Karl Gustav at prøve at forfølge sin succes ved at fortsætte marchen videre over Tåsinge og Langeland til Lolland og Sjælland. Det lykkedes ham og de danske tropper flygtede foran ham. I Købehavn bredte panikken sig, og kongen sendte de første fredmæglere til svenskekongens lejr for at få fred, inden hele landet blev erobret. Sammen med svenskekonge var Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina. De var nu Danmarks fjender og samarbjde tæt med svenskekongen .Efter nogle mislykkede forsøg blev freden forhandlet i Tåstrup Præstegård, den såkaldte Roskildefred af 26. februar 1658. Her mistede Danmark Skåne, Halland og Blekinge Bornholm og Hven og i Norge Tronhjem Len og Bohus Len. Corfitz Ulfeldt og hans kone fik deres danske godser tilbage og Leonora ret til titlen grevinde af Slesvig. Det var en stor ydmygelse for Frederik den III.

Ved fredsslutningen havde Karl Gustav betinget sig, at hans tropper kunne blive stående i landet til sommeren, da han ikke ellers vidste, hvordan han skulle forsørge dem. Da sommeren var ved at gå på hæld fortrød han, at han ikke havde erobret hele Danmark og startede derfor en ny krig, der endte med Københavns belejring og indgriben fra Nederlandene og Frankrig. I denne del af Krigen fandt slaget om Nyborg sted i november 1659. Det endte med freden i København i 1660. I denne sidst del af krigen fik Danmark hjælp af en blandet brandenburgsk-, polsk-østrigsk hær, som især huserede i området mellem Kolding og Ribe og sydpå. Men som også kom til Fyn. Det skal vi høre mere om senere.
Disse hjælpere trængte svenskerne ud af Jylland. På tilbagetoget brændte svenskerne alt bag sig for at forhindre fjendens proviantering. De udenlandske hjælpetropper opførte sig endnu værre end svenskerne og plyndrede, hvad der var tilbage. Men værst af alt, de bragte pesten med til landet. Sygdommen var vistnok plettyfus. Pesten ramte ikke blot lejetropperne selv, men også den danske befolkning. I store dele af nordslesvig flygtede befolkningen fra landsbyerene ind til byerne, hvor der dog var nogen beskyttelse mod de fremmede tropper og efterlod gårde og dyr og avl, hvis der var noget tilbage, til de fremmedes plyndring, for dog at redde livet. Her i de tætpakkede byer døde de fleste af flygtningene og deres præster, som var flygtet sammen med dem, af pesten.

Krigens følger: Pesten:
Aksel Lassen som i sin bog "Skæbneåret 1659" har undersøgt pestens hærgen i især det nordslesviske område konstaterer, at i dele af Nordslesvig døde mellem 1/3 - 2/3 af befolkningen i året 1659. I sognene i en linje fra Kolding over til Ribe, hvor forholdene var værst, ser det ud til , at mere end 3/4 dele af befolkningen døde. Det gælder sognene Jels, Oksenvad, Skodborg, Vamdrup, Hjarup, Ødis-Bramdrup, Stenderup og Vonsild. Vi har desværre ingen kirkebøger bevaret for den sydlige del af Tyrstrup Herred, men der er igen grund til at tro, at tallene her har været meget min-dre. Købstæderne blev ligeledes ramt. Vi har de bedste tal for Kolding, hvor man mistede 700 - 800 borgere under krigen: Byens befolkning faldt fra ca. 2400 før krigen - 1300 - 1050 efter krigen. Ha-derslev blev ramt på samme måde, men her er der ingen kirkebøger bevaret.

Som jeg nævnte før, så var pesten plettyfus. Det er en sygdom, der overføres fra menneske til men-neske af kropslus. Smitstoffet findes i museekskrementer, som kun gør fortræd, hvis de kommer ind i et sår. Inkubationstiden er en halv snes dage. Sygdommen begynder med temperaturstigning til omkring 40 grader og kulderystelser, og der medfølger ildebefindende med opkastninger og hoved-smerter. Efter 4-5 dages forløb viser der sig udslet på både krop, arme og ben i form af runde lyse-røde, let ophøjede pletter. Feberen kulminerer ved begyndelsen af den anden uge. Samtidig bliver patienten sløv og plaget af hallucinationer og ængstelse. Men overlever han denne periode begynder feberen at tage af og efter 2 - 2 1/2 uge er sygdommen overstået. Dødeligheden ligger på 15-20 %, er mindre hos børn, og kan nå 70 - 80 % for ældre og svagelige. Sygdommen angriber især, hvor befolkningen lever under mindre heldige hygiejniske og sociale forhold, altså navnlig under krigs-forhold. - I deres daglige liv var danskerne vant til at beskytte sig mod lus og lopper, men under krigen i de overbefolkede byer var det ikke muligt. Polakken Pasek fortæller herom i sine erindringer fra krigen: " Læses op side 51".

Jeg nævnte før at mange af præsterne i Syd og Sønderjylland døde af pesten i 1659. Det gjaldt også præsten i Hejls, Hans Dall. Carl Gustav slog sig jo ned i Hejls præstegård inden farten over Lille-bæltsisen i januar 1658. Præsten Hans Dall, som var 3. generation af præster Dall i Hejls, flygtede til Haderslev som de fleste præster på egnen og døde der af pesten i 1659. I forbindelse med restau-reringen af Hejls Kirke i 1957 fandt man under gulvet i tårnrummet en sølvskat fra svenskekrigenes tid, bestående af ca. 350 sølvmønter og noget sølvtøj. Det er ikke urimeligt at antage, at præsten på denne måde ville sikre sin formue inden flugten til Haderslev, men som så mange andre nåede han aldrig at grave den op igen. Præstedødsfaldene i Haderslevhus len, som dækkede den nordligste del af hertugdømmet lå på 55 - 58 %., mens den i den sydlige del af hertugdømmet lå på under 10 %. Nu vi er ved emnet skattefund, så vidner de mange skattefund fra denne krigstid om den rigdom som fandtes i dele af befolkningen før 1650. De fleste skattefund i Danmark fra 1600-tallet er fak-tisk fundet i syd og Østjylland, netop i det område hvor krigen hærgede.

Krigens følger: ødegårdene:
En følge af krigshandlingerne og pesten med dens dødstal var, at antallet af ødegårde steg vældigt. Omfanget og udbredelsen af ødegårdene kan følges gennem jordebøger og matrikler og viser, at krigens virkninger rakte langt op i det næste århundrede.

Polakkernes hær havde haft lejr ved Skodborg midt mellem Kolding og Ribe og derfor var midter-egnene i Sønderjylland hårdest ramt af pesten. Vi har nævnt Skodborg og Hygum sogne før. Ser vi på jordebøgernes udsagn, så fortæller Mette Rantzau i jordebogen for Trøjborg gods i Vestslesvig, som havde jord ved kongeåen, at 11 af hendes 12 gårde i Skodborg sogn er øde og alle fæsterne er døde med alle deres. Det samme gælder hendes fæstere i Bramdrup, Vejstrup og Fole, her er 23 ud af 24 fæstere døde, heraf de 11 med alle deres. Procentdelen af øde gårde i den nordlige del af her-tugdømmet kan ses på denne planche ( side 72). Fra 1660 findes tingsvidner fra Oksenvad og Gram sogne, hvor det fortælles, at i disse sogne var der kun 4 ægtepar tilbage foruden nogle enker og en-kemænd. Her ser vi, at i Tyrstrup Herred (side 76) var der i 1660 efter krigen slutning 66% af går-dene øde og kun 34 % besatte. Men tallene dækker over store forskelle mellem de enkelte sogne. Tallene for Tyrstrup Herred er som følger : Det første tal angiver antallet af besatte gården i 1662-63 og det andet tal antallet af besatte gårde i 1665-66: Stenderup, 23-50, Bjert: 23 - 51, Vonsild: 6 - 12, Dalby: 16 - 32, Ødis: 8 - 25, Hejls: 0 - 10, Vejstrup: 10 - 25, Aller: 5 - 14, Taps: 12 - 19, Tyrstrup: 21 - 50, Hjerndrup: 2 - 17, Fjelstrup: 9 - 25, Bjerning: 6 - 5, Stepping: 4 - 18, Frørup: 1 - 13.

Hejls:
Lad os se lidt på hvad jordebøgerne fortæller om situationen i Hejls i 1660 - 1666:
Hejls sogn havde i 1660 32 gårde. Af disse var i 1660 - 1666 de 18 øde og ubeboede, 9 andre fik ny ejer efter 1661. Nok fordi den forrige ejer var død af krig eller pest. Kun på 5 gårde ses samme slægt at fortsætte efter 1661, men det forhindrer ikke, at nogle af gårdene var nedbrændte. Går vi frem til 1672, altså 13 år efter skæbneåret, er de fleste gårde besat. I 1684 er der kun 2 ødegårde til-bage, og den ene forbliver øde frem til 1705. Så krigens virkninger kunne mærkes op til 50 år efter.

For at se, hvor slemt det gik i 1658 - 60 kan vi gå frem først til 1684, altså 25 år efter krigen. I efter-året 1684 var Tyrstrup Herreds visitationsforretning angående vintersæden i Hejls sogn for at se, hvordan det stod til med bøndernes evne til at få sået vintersæd, dvs. rug, og hvad de havde af vårsæd til såningen om foråret det følgende år. På 28 af de 32 gårde havde de 12 gårdmænd 1 -2 tdr rug at så om efteråret, resten havde mindre. 4 havde slet intet sædekorn, 8 havde mellem 3-8 skæpper rug. Næsten alle havde kun den halve vårsæd, og 4 måtte gå fra gården, og et sted var helt øde. De landmænd der er tilstede vil være klar over konsekvenserne for en landmand, hvis han ikke har udsæd at så til næste års høst. For godsejeren, dvs kongen var der vel ikke anden udvej end at forstrække bønderne med den manglende udsæd, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om en land-gildeindtægt og nogle skatter i det næste år. Det, vi ser, er en totalt forarmet befolkning, der ikke kan få så meget ud af driften, at der kan blive til en indtægt året efter. Man plejer at sige, at bønder-ne dengang avlede 3-5 fold korn. Heraf gik 1/3 til landgilde, skatter og tiende, 1/3 brugtes til dyr og menneskers fortæring på gården, og 1/3 gik til næste års udsæd. I dårlige år var der altså ikke en-gang nok til udsæden året efter, og i gode år kunne der måske blive et lille overskud at sælge af. Men i 1680érne var der ikke meget der tyede på den situation. Af Tyrstrup Herreds plovtalsre-gister i 1689 fremgår det, at der i 1689 stadig var to helt øde gårde i Hejls. I årene 1689 - 92 ( 32 år efter krigens ophør) var stadig 1/3 af gårdmændene, nemlig 11, i restance med afgifterne til kronen.

Undersøgelseskommissionen i Haderslev Amt:
I 1708-15 blev der nedsat en undersøgelseskommission, der skulle undersøge den økonomiske til-stand i Haderslev Amt. Kommissionen gik grundigt til værks. Den besøgte samtlige ejendomme i amtet og beskrev ejendommenes og deres fæsteres eller ejeres økonomiske tilstand. Alt kom med :bygningerne og deres tilstand, jord, kvæg, ejendele, tilgodehavende, gæld til det offentlige og pri-vat gæld. etc. Denne undersøgelse giver os et fantastisk indblik i landbefolkningens tilstand om-kring år 1700 i den nordlige del af hertugdømmet. Mange har øst af denne righoldige kilde, men den er aldrig blevet udgivet eller udnyttet i en større undersøgelse. Denne kilde har jeg naturligvis studeret for Hejls´ vedkommende, og den giver os mulighed for at se, om befolkningen er kommet sig efter 1658-krigen her 50 år efter.

Restancer:
Når bønderne dengang ikke kunne betale deres landgilde og skatter til kongen kom de i restance. De blev ikke sat fra gården, for det var svært at få en gård besat. I 1705 er 30 af de 32 gårdmænd i Hejls i restance. Restancerne går fra beløb på 7 rdl. til 382 rdl. I gennemsnit skylder de 106 rdl. i ik-ke betalt landgilde. Nogle havde akkumuleret restancer over 30 år. Kronen besluttede, at lave en akkord med dem og de fleste slap med at betale 1/3 af gælden. Kun nogle få måtte betale hele gæl-den, og det skete ud fra en vurdering af deres samlede situation. Denne opgørelse fortæller os, at skaderne efter 1658-krigen endnu langtfra var overvundet.

Den samlede økonomiske situation:
Lad os tage Arne Philipsens gård, "Kongstedgåd", som dengang var delt i 2 halvgårde. Gårdens samlede udsæd var i 1705 i rug 3 tdr., byg 11 tdr., havre 40 tdr. og boghvede 10 tdr.. Besætningen bestod af 7 køer, 20 stk. ungkvæg, 4 får og 10 heste. Årligt landgilde 30 rigsdaler. De samlede re-stancer for de to ejere beløb sig til 417 rigdaler. Det er næsten 13 års afgifter gården er bagud. Det skal dog siges, at det især var den ene af de to ejere, som var bagud med 382 rigsdaler, det svarer til 22 års afgifter. Så langmodige er myndighederne ikke nu om dage. Den ene ejer havde en privat gæld på 27 rigsdaler, mens den anden ejer havde 194 rigsdaler til gode hos sine mere forarmede na-boer. Den fattigste af de to ejere ejede 1 plov, 2 vogne, 3 senge og 2 messingkedler.

Jordebogen for Haderslev amt for 1724 fulgte undersøgelsen op noterede sig de samme oplysninger 20 år senere. Her kan man se, at situationen er ved at blive lidt bedre. Restancerne er ikke så mange og ikke så store. Men den generelle fattigdom er stadig stor. – Tallene fra Tyrstrup Sogn. Disse tal , jeg her har nævnt fra Hejls kan sikkert gælde for det meste af Tyrstrup Herred. De fortæller, at Karl Gustav-krigen 1658 - 60 var en katastrofe for befolkningen i Nordslesvig, en katastrofe, som den var op mod 70 år om at overvinde. Det skal de politiske beslutningstagere nogle gange tænke over, når de har travlt med at få startet en rask lille krig.

Alle disse tal vidner om krig, elendighed og nød, men forholdene bliver mere levende, hvis vi hører beretningerne fra nogle af de mennesker som gennemlevede katastrofen. Vi er så heldige, at præsten i Vonsild i slutningen af 1600-tallet, pastor Johannes Ryde, nedskrev en nekrolog over alle sine dø-de sognebørn. Disse nekrologer har form af en beretning, som den afdøde ofte selv har dikteret til præsten på dødslejet, eller nogle gange flere år før, hvis personen var syg og frygtede døden. Disse nekrologer er guld værd. De fortæller en forfærdelig masse spændende ting om datidens mennesker, men for vores emne er de interessante, fordi mange af Johannes Rydes sognebørn havde oplevet Karl Gustav-krigen på allernærmeste hold.
Vi hører om Maren Hansdatter som var født i Kabdrup og gift med Oute Andersen i Vonsild. I 1657 da svensken faldt ind i landet måtte familien flygte fra hus og hjem til Kolding. Hendes mand døde i gården efter at polakkerne var kommet. De ville ikke have liget i huset og tvang Maren til at slæbe liget bort på sin ryg, indtil hun fandt godtfolk som ville tage hende ind til sig og hun kunne få lavet en kiste og få manden begravet. 5- 6 af hendes 8 børn døde i krigens tid, og hun drog omkring og søgte føde og arbejde i krigsårene, og vendte først efter freden hjem til Vonsild igen.

Eller vi hører om Cecil Iversdatter, som var gift Jes Nielsen Jissing og fødte ham 8 børn. Da po-lakkerne kom måtte de alle flygte til Kolding hvor manden og alle børnene døde. Hun nåede senere at blive gift 3 gange til. Eller vi hører om Niels Christensen Skræddder, som da polakkerne var her blev udpeget af nogle, som en der ejede sølvskeer. Polakkerne ville pine ham til at aflevere dem ved at kaste krudt i ansigtet på ham og antænde det, så hans ansigt blev helt ødelagt og han døde af koldbrand i sårene.

Kirkebogen fortæller om 3 børn, som blev bortført af polakkerne og aldrig fundet. - I det hele taget findes der i mange sogne heromkring sagn fra svenskekrigenes tid. Fra Hejls sogn fortælles det, at da Carl Gustav i Hejls præstegård ventede på at komme over isen, sendte han ryttere ud på isen for at prøve dens holdbarhed. Et par ryttere kom helt over bæltet til Føns, hvor de røvede en dreng og tog ham med tilbage til Hejls og fremviste ham for kongen som bevis på, at de havde været på Fyn og at bæltet kunne bære. Denne historie, som i generationer er blevet fortalt kan faktisk bevidnes, at være rigtig, for General Wrangels officer Erik Dahlberg fortæller om den i sine samtidige optegnel-ser fra krigen. – Et andet sagn fra Hejls fra svenskekrigenes tid fortæller, at en af de svenske ryttere blev så forelsket i datteren fra "Kongstedgård" i Hejls, at han ikke havde lyst til at drage videre med hæren, da den drog mod Fyn. Han smed da sit tøj ved mølledammen ved Kær Mølle, så det så ud som om han havde druknet sig. Hæren drog videre uden ham, og han blev siden gift med pigen. Han hed Hans Erik Paulsen og skulle have været utrolig til at skære i træ og min oldefar fortæller i sine erindringer, at i hans barndom i 1830 érne fandtes der stadig mange af de fine ting han havde skåret i træ, der i gården.

I det foregående har jeg fortalt om den store dødelighed her på egnen under Carl Gustavkrigen og om de mange ødegårde, men vi så også, at mange af gårdene ret hurtigt fik nye ejere. Hvor kom de fra? Ja, det er blevet undersøgt netop i Vonsild, hvorfra vi har så gode oplysninger. Vonsildopteg-nelserne viser, at de mange nye tilflyttere er kommet mange steder fra f.eks fra den del af sønderjyl-land, som ikke var så hårdt ramt af krigen f. eks Tønderegnen, men langt de fleste kommer fra Vest-jylland og Nordjylland, det gælder 45 % af befolkningen i Vonsild efter 1685. Godsejerne i denne del af landet klagede over, at de ikke kunne holde på deres fæstere, da de fik tilbudt meget bedre vilkår af kongen på krongodset i Haderslev Amt. Så en meget stor del af befolkningen her på egnen stammer i virkeligheden fra vest-og nørrejyder.

Afslutning:
Som vi har set var krigen 1657 – 1660 fuldstændig ødelæggende for Syd-og Sønderjylland, og vo-res del af landet Tyrstrup Herred et af de steder, som blev hårdest ramt. Men genopbygges skulle landet jo, og som vi har set, kom der friske folk fra Nord og Vestjylland og fyldte hullerne ud. Gen-opbygning betød, at næsten alle gårde skulle genrejses. Her på egnen byggede man jo bulhuse eller egetræsbindingsværk. Det tog hårdt på skovene, som i det følgende århundrede var fuldstændig forhuggede. Vi har heldigvis endnu nogle af de bygninger, der blev bygget dengang landet genrejstes. Et af de flotteste eksemplarer er bulladen fra Tyrstrup Gl. Præstegård. Det samme gælder Hjarup Præstegård. At befolkningen omkring 1700 – næsten 50 år efter krigen så småt var ved at komme sig og ikke helt ubemidlede, kan man se af den bryllupsgave, nogle af mine fjerne forfædre i Hejls fik i bryllupsgave år 1700. Et tinkrus med billeder af et brudepar. Giverens navn står på kruset. Som man gjorde i gamle dage. Han hed Simon Simonsen og var fra Fawervrå her i Tyrstrup Sogn. Kruset er bevaret i familien siden år 1700, og når jeg står med det i hånden føler jeg næsten, at jeg kan nå de mennesker, der levede dengang og oplevede svenskekrigens rædsler.