Nyheder & Opslag

Generalforsamling 3. oktober 2019


Torsdag den 3. oktober kl. 19.30 er der generalforsamling i mødelokalet i Hejls gl. Skole.

Efter generalforsamlingen vil journalist Jacob Topsøøe, Næstved, fortælle om pastor Vilhelm Topsøe og hans tid i Hejls og om dattereren Thyra Topsøe og hendes kamp for den sønderjyske sag og for de danske sønderjyder i krigsfangenskab under 1. verdenskrig.

Spændende foredrag i Hejls om Thyra Topsøe - en af kvinderne bag kampen for danskheden i Sønderjylland

En række store mænd er kendt for deres kamp for danskheden i det sydlige Jylland. Hvad man måske glemmer, er, at også kvinderne har spillet en vigtig rolle i kampen. En af dem var Thyra Topsøe, hvis historie aldrig er blevet fortalt. Før nu.

Det er journalist Jacob Topsøe, der har fundet historien frem, og den bygger på breve og billeder, som præstedatteren gemte i et privat arkiv, som har været gemt væk i 60 år.

Ved at gennemgå materialet har Jacob Topsøe, der er oldebarn af én af Thyra Topsøes søstre, stykket kvindens livshistorie sammen – helt tilbage fra det velstående barndomshjem i Hejls præstegård i Hejls ved den daværende grænse til Tyskland og en tid som lærer på Efterskolen i Hejls og frem til hendes spartanske alderdom i Sorø på Midtsjælland.

En rød tråd igennem det hele er en glødende interesse og loyalitet over for Sønderjylland. Forholdene for danskheden i landsdelen betød så meget for frøken Topsøe, at hun gav afkald på den materielle tryghed, hun ellers var født ind i, og i stedet kastede hun sig idealistisk ind i kampen for – og finansieringen af – den sønderjyske sag. Til sidst havde hun knap nok selv en krone at leve for, og hun måtte søge legater for at klare sig gennem hverdagen.

Men kampen var langt fra forgæves. Højdepunktet kom i 1920, da Nordslesvig ved en afstemning vendte tilbage til Danmark. Af et postkort fremgår det, at Thyra Topsøe selv rejste rundt i Sønderjylland i de dage, da Genforeningen blev fejret. Til næste år er det 100 år siden, denne skelsættende begivenhed fandt sted, og bl.a. derfor er historien om kvindernes indsats for Sønderjylland meget aktuel.

Torsdag den 3. oktober kl. 19.30 kommer Jacob Topsøe til Hejls og fortæller historien om Thyra Topsøe og hendes familie.


Foregående side: YouTube
Næste side: Foredrag